Joachim Fjelstrup spiller førsteelsker i ny romantisk komedieserie: ”Det er meget lækkert!”
Joachim Fjelstrup er – udover den danske Cannes-nominerede film Pigen og Nålen – aktuel med den svensk-danske komedieserie Alt og Eva, hvor Vi Elsker Seriers anmelder Christina Munk ikke overraskende udnævner ham som det absolut bedste ved serien.
Her spiller han den rare Mads, som forelsker sig i kaotiske, svenske Eva (Tuva Novotny), efter at hun har opsøgt ham på hans bar. Hun har bare – uden hans vidende – planer om at blive insemineret med hans sæd i en dansk sædbank dagen efter.
Joachim Fjelstrup har både haft sit gennembrud folkeligt og bestemt også hos anmelderne. Den 36-årige skuespiller er ikke bare alsidig, han er alsidig god. Det synes, som om lige meget hvad man hyrer ham til, så rammer han den rent.
Han kan både spille komedie som i Mig, Mig, Mig, voldsparat som i Jeanette Nordahls Kød og blod, eller karakterskuespil som Eik Skaløe i Itsi Bitsi, der indbragte ham den første Robertnominering. Rollen som Klaus Rifbjerg i Toves værelse sikrede ham den næste.
Oveni alt det er der en ting, han har særlig succes med. Førsteelskeren. Hvordan spiller man én, der giver seeren sommerfugle i maven? Vi spørger ham!
Psyko eller mikrobrygger?
Eva (Tuva Novotny) er en karrierekvinde, der kan det hele selv. Hun bor i en stor lejlighed i Stockholm, don’t need no man, og lige om lidt peaker hendes karriere, for hun er den næste i køen til at blive museumsdirektør for det svenske Nationalmuseum.
Så det der med børn kan hun selvfølgelig også selv. På med blazeren og afsted mod den København for at finde en donor på computeren hos den danske fertilitetslæge i et slags billedgalleri, der minder om Tinder. ”Sperm-Tinder,” som hun med et skævt smil kalder det.
Her spotter hun bløde, følsomme Mads (Joachim Fjelstrup). Ham får hun hurtigt sporet sig frem til for at finde ud af, om den kommende far til hendes barn er ”psyko!”
Men Mads har bare et hyggeligt mikrobryggeri, hvor han opkalder øllene efter mennesker, han elsker. Det er snarere Ego-Eva, der viser sig at blive en udfordring for den måske lidt for rummelige, moderne mand.
– Mads er denne her lidt for følsomme gut, der kommer til at erklære sin kærlighed til en kvinde for hurtigt, fortæller Joachim Fjelstrup. Han lyder lidt som en folkeskolelærer i de store klasser, alle bedst kan lide. Sjov på den der måde, hvor man ikke rigtig ved, hvad man griner af, men måske bare hygger sig så meget, at der kommer lyd på.
I løbet af seriens seks afsnit gør Eva større og større krumspring for at undgå at fortælle Mads, som hun har datet i flere uger, at hun er gravid – med hans barn. Hendes mærkelige adfærd bliver mere og mere grænseoverskridende. Men Mads er blevet forelsket i den mærkværdige kvinde, som hele tiden spørger interesseret til hans barndom og familiehistorie. Han ved ikke, at det er for at tjekke efter for arvelige sygdomme.
– Man bliver i tvivl om, om han egentlig er den rigtige for hende. Om det egentlig er kærlighed, vi ser, eller om han egentlig skal lære hende at åbne sig op for verden. Sådan er det jo tit med kærlighed. Det er jo hverken helt rigtigt og helt forkert, og nogle gange er kærligheden måske til for lige at hjælpe hinanden med at lære noget i en periode, siger Joachim Fjelstrup om det umage par.
Anmeldelse: ’Hygge!’ er fyldt med uhyggelige hemmeligheder
Inspireret af Hot priest
Man kan virkelig undre sig over, hvordan mennesker kan se ud, som om de er dybt forelskede i hinanden på skærmen uden egentlig at være det. Kærlighed og forelskelse er nogle af de mest intime følelser, der findes, og Tuva Novotny og Joachim Fjelstrup er troværdige turtelduer i Alt og Eva. Skal man have rigtig kemi, når man spiller forelsket?
– Man spiller egentlig forelsket, ligesom man spiller alle mulige andre roller. Skuespil handler om, hvad den enkelte scene skal gøre for at skubbe karaktererne videre i historien. Hvad skal min karakter gøre for at skubbe Eva et stykke mere i en forelsket retning, for eksempel, siger Joachim Fjelstrup og uddyber, at det faktisk kan være en hæmsko at tænke en masse over forelskelser, man selv har været igennem, når man spiller. Så kan det være svært at være umiddelbart til stede med den anden skuespiller.
– Vi var meget inspirerede af hot priest (Andrew Scotts karakter) fra Fleabag, for Mads skulle kunne rumme alting. Quirkyness, weirdness, svær-at-komme-ind-på-ness. Det handlede rigtig meget om at sluge, hvordan Mads egentlig har det, fortæller Joachim Fjelstrup. Det var netop Mads’ rummelighed, Eva skulle forelske sig i.
Er Mads’ manglende grænser noget, du kan kende dig selv i?
– Min mor fortalte mig, da jeg var lille, at det er vigtigt at være bevidst om sine følelser. Jeg tænkte, sådan skal jeg være, jeg skal vokse op og være en, der er bevidst! Hehe. Men jeg kan spejle mig i, ikke helt at være det. Jeg vil vildt gerne være bedre til at være helt klar over, hvad jeg føler og kunne udtrykke det. Det er helt klart en styrke, som alle burde være bedre til.
De 10 bedste danske serier på Viaplay
Lækkert at være førsteelsker
Joachim Fjelstrup har tidligere gjort sig bemærket som førsteelsker i Carmen Curlers. Her spillede han den homoseksuelle fotograf Benjamin, der gennem ømhed og varme fik Nicolai Jørgensens frisør Frans til at stå ved sig selv og sin seksualitet. Der var ikke et øje tørt i de danske stuer, da datidens konservative 1960’er-samfund slog brutalt tilbage på de to mænds kærlighed.
Nu er han igen den store kærlighedsinteresse i Alt og Eva, og det er selvfølgelig også svært ikke at fatte sympati for den rummelige, rare Mads.
Hvordan er det at blive castet som førsteelsker?
– Det er meget lækkert. Det har jeg faktisk ikke tænkt så meget over, griner Joachim Fjelstrup lidt genert.
– Med Carmen Curlers var der mange mænd, der skrev til mig. Det var lidt barking up the wrong tree, hehe. Og nu har jeg også en kæreste, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge det til, udover at det da er meget rart.
– Det vigtigste er, at scenerne er gode, og at man føler, man kan bidrage til noget. Det er nok lidt ligesom at blive castet til alle mulige andre ting.
Skal man vide, hvad kvinder vil have, hvis man skal spille en, de gerne vil have?
– Uden overhovedet at påstå, jeg ved, hvad svaret på det spørgsmål er, så er der en ting, der går rundt på sociale medier med Phil Dunphy fra Modern Family. Han skal vise det bedste råd til mænd, hvor han lærer en gruppe kvinder ikke at komme med løsninger, men bare sige ’jeg forstår’.
– Forståelse og at være lyttende, det er the shit, hvis jeg forstår det rigtigt. Ikke nødvendigvis at komme med løsninger og ændre på noget. Det er mine vise ord til alle mænd, som jeg har lært nu! griner han igen.
Elsker nutiden
Selv om den danske filmbranche har det svært i disse år, går det godt for Joachim Fjelstrup. Han skulle egentlig have været med på filmfestivalen i Cannes, hvor den danske film Pigen og Nålen var i konkurrence om de Gyldne Palmer. I filmen spiller han fabriksejeren Jørgen, der gør Vic Carmen Sonnes karakter gravid.
Desværre har han bare travlt med at optage en stor serie til Netflix, han ikke kan fortælle noget om til Vi Elsker Serier. Og han kan heller ikke fortælle noget om den store, udenlandske produktion, han lige er kommet hjem fra i Canada.
Det lyder jo til, der er mange muligheder! Er der noget, du drømmer om at spille?
– Jeg elsker, når noget foregår i nutiden, ligesom med Alt og Eva,” griner Joachim igen, næsten lidt undskyldende. ”Der er så meget historisk. Jeg har lige lavet en Karen Blixen-historie (Drømmeren, red.) og Pigen og Nålen, der foregår i gamle dage, og det har været fedt – men det er nogle ufriheder i det.
– Man kan ikke improvisere et hej, fordi man ikke sagde ’hej’ dengang. Det er vidunderligt at kunne improvisere en københavner, der tager til Sverige og ikke helt forstår, hvad der foregår derovre nogle gange.
Spørgsmålet er, om der lurer en international karriere for fyren fra Herlev?
– Jeg vil hellere have det sjovt med noget, jeg laver, end lave noget, der ser fedt ud på papiret. I udlandet venter man meget på, at de skal bruge en, på et eller andet tomt hotelværelse i Toronto. Der er jeg nok mere en hjemmefyr.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: