'The Marvelous Mrs. Maisel' er snart tilbage med 5. og sidste sæson - se premieredatoen og traileren her
Tits up! Der er lagt op til et brag af en finalesæson, når femte og sidste sæson af The Marvelous Mrs. Maisel går i luften på Prime Video 14. april. Hovedpersonens kompromisløse tilgang og tendens til at brænde sine broer bag sig har bragt hende til en skillevej, hvor det er enten knald eller fald for hendes ellers lovende karriere.
Siden 2017 har vi over fire sæsoner kunnet følge med i Miriam 'Midge' Maisels (Rachel Brosnahan) udvikling som standup-komiker. Den fraskilte unge, jødiske kvinde har nemlig ganske utraditionelt valgt komikken som levevej for at kunne forsørge sig selv og sine to børn i 50'ernes New York.
Vi har fulgt hendes vej fra de første famlende showoptrædender på stamklubben The Gaslight Cafe til de store scener som opvarmning for musikeren Shy Baldwin (Leroy McClain) og på landsdækkende tv. Hele tiden i følgeskab med hendes tro væbner, agenten Susie Myerson (Alex Borstein).
Tager karrieren endelig fart?
Og nu kommer sidste kapitel i fortællingen om den fabelagtige Mrs. Maisel. Den Emmy-vindende serie er skabt af Amy Sherman-Palladino og Daniel Palladino, der også har stået bag et monsterhit som Gilmore Girls. De officelle plotdetaljer er endnu ikke blevet afsløret, men vi forventer at se Midges karriere tage fart for alvor. Samtidig med at der er lagt i ovnen til, at hendes forhold til komikerkollegaen Lenny Bruce skal udvikle sig.
Lenny Bruce er bygget over en virkelig komiker af samme navn, som døde i 1966 pga. en overdosis. Om det går så galt i seriens sidste sæson, må vi vente med at se. Sæson 4 endte med, at Midge stormede ud af Carnegie Hall ud i en snestorm, hvor vi ser hende stirre op på en stor billboard-reklame for The Gordon Ford Show – ender hun mon her ved seriens afslutning? Vi kan næsten ikke vente med at få svar på alle vores spørgsmål.
Du kan genopfriske slutscenen i sæson 4 herunder.