Anmeldelse: ’Fleishman is in Trouble’ balancerer perfekt mellem komedie- og dramaserie
Fleishman is in Trouble
Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 22. februar 2023
Genre: Komedie, drama
Instruktør: Valerie Faris og Jonathan Dayton mfl.
Manuskriptforfatter: Taffy Brodesser-Akner (serieskaber og forfatter)
Medvirkende: Jesse Eisenberg, Claire Danes, Lizzy Caplan, Adam Brody mfl.
Land: USA
Antal afsnit: 8 afsnit
Toby Fleishman (Jesse Eisenberg) hader sin ex-kone Rachel (Claire Danes) indædt.
I takt med at deres ægteskab faldt fra hinanden, blev han mere og mere hadefuld over for hendes hensynsløse ageren i deres parforhold og nedprioritering af deres børn.
Et helt år bad han om skilsmisse, ind til hun endelig overgav sig. Som nylig single har han det som en fisk i vandet. Professionen som læge er et rent afrodisiakum på den dating-app, han har tilmeldt sig. Således forsvandt en hel weekend bare med swipe til højre og venstre samt chatte med potentielle dates.
Efter at have været en superakavet teenager og ungkarl, før han blev gift, kan han ikke få nok af de mange engangsknald, som han nu bliver tilbudt konstant.
Og så er det fandeme træls, når Rachel bare dumper ungerne hos Toby midt om natten, mens han sover.
Da hun så ikke har givet lyd fra sig i flere dage, bliver irritationen også til bekymring. Hvor er Rachel?
Selvom Disney+-serien Fleishman is in Trouble umiddelbart lyder som en ganske almindelig skilsmisse, er udførslen alt andet. Den er baseret på Taffy Brodesser-Akners bog af sammen navn, og det er i øvrigt også forfatteren, som er serieskaber og showrunner.
En alvidende fortæller – Tobys forfatterven, Libby (Lizzy Caplan) – holder seeren i hånden hele vejen og giver os adgang til personernes inderste tanker.
Bedste og værste sommer nogensinde
Hele handlingen udspiller sig over en sommer. New York er en brandvarm bageovn, hvor kærlighed, længsel, lyst og had er i højsædet.
Første afsnit er det mest komiske, og skiller sig på en måde lidt ud. Vi følger Toby som en midaldrene mandelig version af Carrie Bradshaw på datingscenen samtidig med, at han balancerer arbejde og familieliv.
Efter skilsmissen genoptager han kontakten til de gamle venner Libby og Seth (Adam Brody). Selvom de er på samme alder, er deres situationer vidt forskellige. Libby er gift med to børn og har tidligere arbejdet som journalist, men er pt. arbejdsløs. Seth er der fuld knald på med arbejde, vilde aftener/nætter i nattelivet, mens han higer efter det rolige familieliv, han misunder vennerne for at have.
Redaktionen anbefaler: De 5 bedste danske dramaserier på DR
Selvom de holder sig til sikre, overfladiske emner i mange af deres samtaler på diverse cafeer eller parker, fornemmer man tydeligt den eksistentielle angst under overfladen. Men det er også skræmmende at tale om alvorlige livsforandrende emner, hvis man ikke selv er klar til at gå i clinch med sine usikkerheder og problemer.
Tonen er til den sorte og absurde side, perfekt eksemplificeret når Toby og Seth lige pludselig befinder sig til en undergrundsudgave af en fight club for supermodeller. Det er præcis så bizart og underholdende, som det lyder.
Kontrasten er den mere dramatiske side af Fleishman is in Trouble.
Selvom vi primært ser det hele fra Tobys synspunkt, sidder man også med en følelse af, at det måske ikke er det mest objektive perspektiv, han har på tingene.
En bitter ex
Jesse Eisenberg er fremragende som den gnavne ex-mand. Det er samme bitre og indestængte mand, som han fremstillede Mark Zuckerberg på i The Social Network.
Lige så mild og kærlig, han kan være det ende øjeblik, lige så ondsindet og nederdrægtig er han det næste – især når det kommer til Rachel.
Og Fleishman is in Trouble er vidende om sin tunnelsynede hovedperson.
Derfor er det også kærkomment, at vi kommer rundt omkring, så tingene bliver belyst udefra. De to sidste af seriens otte afsnit skifter synsvinkel til først Rachel og derefter Libby.
Især afsnit syv med Rachel er mindeværdigt.
Her får vi begivenhederne fra hendes vinkel. Vi kommer helt ind i de hjerteskærende begivenheder, der i det usete har smadret hendes liv fuldstændigt i flere år.
Claire Danes kan som få spille en kvinde, der er helt ude på grænsen af, hvad hendes psyke kan magte. Et element, der er i flere sæsoner var et af de få højdepunkter i spionserien Homeland, når historien ikke altid var den mest fængende.
I Fleishman is is Trouble byder Danes på flere af de samme genialiteter, og det giver et ubehageligt jag i kroppen, når skuespilleren bryder ud i et urovækkende skrig. Et af den slags, der kommer helt inde fra sjælens pressede indre. Vi skal tilbage til Florence Pugh i Ari Asters sorg-horror Midsommar for at finde et tilsvarende, der gør så stort indtryk.
Der er i det hele taget mange mindeværdige øjeblikke i Disney+-serien. Stor cadeau til Taffy Brodesser-Akner og skuespillerne for at give en ny indgang til den klassiske skilsmissedrama-genre og dertilhørende midtvejskriser.