Serier | Nyheder

Netflix-hittet 'The Gentlemen' får en sæson 2

Af
Signe Bjørg Granberg
16. august 2024
The Gentlemen anmeldelse
Theo James, Daniel Ings og Pearce Quigley i 'The Gentlemen' / Foto: Netflix

Del artikel

Guy Ritchies gangsterkomedie med Theo James og danske Dar Salim i en mindeværdig birolle er blevet fornyet med endnu en sæson.

I starten af året tog Guy Ritchie-serien The Gentlemen verden med storm og toppede Netflix' liste over mest sete serier i flere uger i træk.

Nu er det så netop blevet bekræftet, at der kommer en sæson 2 af serien, og at det igen bliver med Theo James, Daniel Ings og Kaya Scodelario i hovedrollerne.

Serien er et spin-off til Ritchies film af samme navn fra 2019, hvor Matthew McConaughey spillede cannabiskongen Mickey Pearson. Netflix-serien foregår i samme univers, men handler om militærmanden Eddie (Theo James), der kommer hjem til familiens store gods, da faren ligger for døden.

Kort tid efter patriarkens bortgang bliver testamentet læst højt, og til Eddies storebrors, Freddy (Daniel Ings), store irritation står det klart, at det er lillebroren, som skal arve det luksuriøse landsted og alle dets værdier – inklusiv en aftale med marihuanagangsteren Bobby Glass (Ray Winstone).

Ritchie instruerer også den nye sæson, og han kommer ligeledes til at skrive manuskriptet sammen med Matthew Read. Optagelserne forventes at begynde næste år, men der er endnu ikke kommet information ud om, hvornår den nye sæson får premiere på Netflix.

Første sæson af The Gentlemen kan ses lige nu på Netflix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder