Anmeldelse: Gangsterkomedieserien ’The Gentlemen’ er fyldt med guldkorn

Instruktør Guy Ritchie har bare et helt unikt touch, når det kommer til at portrættere gangstere og kriminelle generelt.

Han skaber en overdrevet virkelighed, på grænsen til karikatur og til tider langt over. Hans figurer er begavet med nogle usædvanlige gode verbale evner, hvor de skarpe og humoristiske replikker kommer med maskingeværfart og snigskyttepræcision.

Derudover er der alle de andre film i repertoiret, hvoraf den nyest The Covenant med Jake Gyllenhaal og Dar Salim flot viser Ritchies fornemme tæft for action og spænding.

Med Netflix-serien The Gentlemen vender han tilbage til gangsterverden.

Serien er et spin-off til filmen af samme navn fra 2019, hvor Matthew McConaughey spillede cannabiskongen Mickey Pearson, som havde skabt et kæmpe imperium.

Netflix-serien foregår i samme univers.

Militærmanden Eddie (Theo James) kommer hjem til familiens store gods, da faren ligger for døden.

Kort tid efter patriarkens bortgang bliver testamentet læst højt, og til Eddies storebrors, Freddy (Daniel Ings), store irritation står det klart, at det er lillebroren, som skal arve det luksuriøse landsted og alle dets værdier – inklusiv en aftale med marihuanagangsteren Bobby Glass (Ray Winstone), som har et vækstfabrik installeret på ejendommen.

Læg dertil, at Freddy har en kæmpe gæld til nogle Liverpool-gangstere, og Eddie har lige pludselig meget at skulle holde styr på efter bare én dag som den ny hertug af Halstead.

Gangsterguld

Det er de mindeværdige karakterer, som altid har været en del af Guy Ritchies varemærke, og The Gentlemen bugner af dem.

Først og fremmest er der Eddie, der er cool som få. Theo James har haft en noget broget karriere, som både har været rigtig god (The White Lotus) og jammerlig (Per Flys Backstabbing for Beginners). Her passer han til gengæld som fod i hose med en attitude og lethed, der leder tankerne hen på Daniel Craigs James Bond-præstation i Matthew Vaughns – som jo bekendt var producer på Guy Ritchies to første spillefilm Rub, stub og to rygende geværer og Snatch – Layer Cake.

Selv om Eddie egentlig bare vil have hashgangsterne væk fra godset, bliver han alligevel hvirvlet mere og mere ind i den verden. Mens Bobby er i fængsel, er det datteren Susie (Kaya Scodelario), der styrer forretningen. Hvilket hun gør yderst effektivt og med, for at bruge et fortærsket ord i denne anmeldelse, en coolhed uden mage.

Typen, som altid er ulasteligt klædt og ikke har behov for at hæve stemmen. Folk lytter, når hun taler, for hun er Susie motherfu***ng Glass. Hun er bossen, og som hun siger til Eddie, da han bliver lidt for kæphøj i andet afsnit, ”Jeg knepper ikke hjælpen”.

De er toppen af karakterkransekagen, og her finder vi desuden den skønne forvalter Geoff (spillet af den gamle Guy Ritchie-skuespiller Vinnie Jones), der passer alle de tilskadekomne dyr, han finder, indtil de er friske igen, og den mystiske amerikaner Stanley Johnston – med et T, som han pointerer ofte. Med castingen af Giancarlo Esposito i rollen som methamfetaminkonge fra den anden side af Atlanterhavet spiller man selvfølgelig kækt på hans tidligere rolle, Gus Fring fra Breaking Bad og Better Call Saul. Det er et fedt lille glimt i øjet, man ikke kan gøre andet end at holde af.

Dræber-Dar

Og det er følelsen af The Gentlemen generelt. Det er en serie, man ikke kan undgå at holde af, hvis man er fan af Guy Ritchies måde at fortælle gangsterhistorier.

Tonen er ikke lige så vanvittig, som i de tidlige film, men der er helt klart elementer, som kendere vil nikke genkendende til med glæde.

Netflix-serien er kort sagt en gave, som bliver ved med at give. Hvem havde for eksempel lige regnet med, at Dar Salim skulle dukke op som en håndlanger, hvis speciale er at afskaffe lig eller få dødsårsagen til at ligne noget andet?

Og Felix, som figuren hedder, kommer på overarbejde i løbet af The Gentlemen.

Blodet flyder. Meget. Både på de skøre måder, hvor en af Hitlers klunker bliver ædt af en schæferhund, og de mere dramatiske, når en betroet medarbejder viser sig at være en stikker.

Balancen mellem alvor og gakket holdes elegant, om end der selvfølgelig er nogle afsnit, som er bedre end andre. Men overordnet set er oplevelsen af The Gentlemen ret fornøjelig og endda lidt uventet, da spin-offs af tidligere populære film og serier ikke ligefrem altid rammer plet – fy for fa’en Fatal Attraction.

Men det spiller i The Gentlemen, der dermed både står som en god udvidelse af filmen, og som også holder som selvstændigt værk, hvor hvert afsnit byder på nye guldkorn.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: