Serier | Nyheder

Nu er den nye Dumbledore fundet - og han er amerikaner

Af
Signe Bjørg Granberg
26. februar 2025
Harry Potter
Foto: Max/Warner Brothers

Del artikel

Imens alle fortsat venter i spænding på den kommende 'Harry Potter'-serie, er det nu blevet bekræftet, hvem der skal indtage rollen som ikoniske Dumbledore.

Indtil videre er der ikke sluppet megen info ud om den kommende 'Harry Potter'-serie, men i et interview med det amerikanske branchemedie, Screen Rant, bekræfter skuespillerveteranen, John Lithgow, at han skal medvirke i serien.

Og det er ikke hvilken som helst rolle, John Lithgow indtager. Han skal nemlig spille Hogwarts rektor, Albus Dumbledore.

Conclave
Senest har man kunne opleve John Lithgow i pavethrilleren 'Conclave'
Foto: Philippe Antonello/Focus Feature

I modsætning til, hvad man måske skulle tro, var det ikke en let beslutning for skuespilleren at sige ja til rollen, fortæller han til Screen Rant:

- Det var en overraskelse for mig (...) og ikke en let beslutning, for den kommer til at definere det sidste kapitel af mit liv, er jeg bange for. Men jeg er meget begejstret. Der er nogle vidunderlige mennesker, der nu igen vender deres opmærksomhed mod 'Harry Potter'-bøgerne. Det er derfor, det har været sådan en svær beslutning, for jeg kommer til at være omkring 87 år, når vi er færdige med at optage. Men jeg sagde ja.

Dermed er John Lithgow den første skuespiller, der har konfirmeret, at han er en del af den kommende serie.

I de otte film, der er gået forud for serien, blev hovedrollerne primært spillet af britiske skuespillere, men eftersom Lithgow er amerikansk, kan det være, at det betyder, at serien kommer til at gå i en ny retning - også på castingfronten.

Rollen som Dumbledore har tidligere været spillet af først Richard Harris og senest Michael Gambon. I de to 'Fantastic Beasts'-spin-off-film bliver Dumbledore spillet af Jude Law.

Warner Brothers/Max, der står bag serien, har endnu ikke bekræftet castingen af John Lithgow. Dog er det bekræftet, at optagelserne til serien går i gang i løbet af sommeren 2025 i Warner Brothers-studierne i Storbritannien.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omMaxHarry Potter

Andre Serier | Nyheder

Mest læste