Serier | Nyheder

Ny stjernespækket serie baseret på 'Big Little Lies'-forfatterens bestseller 'Apples Never Fall'

Af
Signe Bjørg Granberg
29. januar 2024Opdateret 16. april 2024
'Apples Never Fall'
Conor Merrigan Turner, Essie Randles, Sam Neill, Annette Bening, Alison Brie og Jake Lacy i 'Apples Never Fall' / Foto: Vince Valitutti/PEACOCK

Del artikel

Den nye SkyShowtime-miniserie med Annette Bening og Sam Neill er skabt af kvinden bag 'The Affair' og baseret på bestsellerforfatteren Liane Moriartys bog. Nu er premieredatoen endelig klar.

En af de seneste års mest populære HBO-serier, Big Little Lies, der lige nu rygtes til at få en tredje sæson, er baseret på forfatteren Liane Moriartys bog. Det samme er den kommende miniserie fra SkyShowtime med titlen Apples Never Fall, og ud fra teasertraileren at bedømme, er der også i denne serie tale om hemmeligheder, der kommer op til overfladen hos en familie, som lever en tilsyneladende perfekt tilværelse.

Apples Never Fall handler om Delaney-familien med de to tidligere tennistrænere Stan (Sam Neill) og Joy (Annette Bening) i front som forældreparret, der har det hele. I hvert fald på overfladen. De har solgt deres succesfulde tennisakademi og er klar til at gå i gang med pensionstilværelsen og tilbringe mere tid med deres fire voksne børn, spillet af Alison Brie (Mad Men), Jake Lacy (The White Lotus), Conor Merrigan-Turner og Essie Randles.

'Apples Never Fall'
Sam Neill og Annette Bening spiller ægteparret med skeletter i skabet i 'Apple Never Fall'
Foto: Vince Valitutti/PEACOCK

Men en dag banker en ung, såret kvinde på Joy og Stans dør, og kort tid efter forsvinder Joy på mystisk vis. De fire børn bliver derfor tvunget til at se på deres forældres ellers så perfekte ægteskab med nye øjne, og lidt efter lidt kommer alle familiens mørkeste hemmeligheder frem.

Det er Melanie Marnich (The Affair) der er seriens manuskriptforfatter og showrunner.

Apples Never Fall kommer på SkyShowtime 23. april.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder