
Ny TV 2-serie skildrer Danmarks store miljøskandale

DR elsker dramadokumentarer og sprøjter nye dramatiserede historier ud i tide og utide, og TV 2 har tidligere flirtet med genren i serien 'Anker' om Anker Jørgensen.

Nu får TV 2-seere mulighed for at dykke ned i en dramatisk fortælling om miljøforurening og retfærdighed i den nye doku-dramaserie 'Giften i sandet'. Serien skildrer Bjarne Hansens utrættelige kamp mod kemikaliefabrikken Cheminova – en kamp, han har arvet fra sin far, Aage Hansen, der først slog alarm om fabrikkens forurening.

Over fire afsnit følger vi begivenhederne fra 1950’erne og frem til 1980’erne, hvor den lokale fisker Aage Hansen – også kendt som Rav-Aage – blev den første til at opdage de døde dyr nær fiskerbyen Harboøre.
I hovedrollerne ses Sebastian Jessen som Aage Hansen, Sara Hjort Ditlevsen som hans kone, Marie, og Jesper Lohmann som Cheminovas grundlægger, Gunnar Andreasen.

Serien kombinerer dramatiske rekonstruktioner med dokumentariske elementer og giver et indblik i en af Danmarks største miljøskandaler.
'Giften i sandet' kommer til foråret på TV 2, men har endnu ikke fået en præcis premieredato.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: