Stjernebesat thriller får premiere på DRTV
Den britiske thrillerserie Harry Palmer – Lynaktion Ipcress (original: The Ipcress File) foregår under Den Kolde Krig i 60'erne, og handler om britiske spioner, der ansætter ekssoldaten og tyven Harry Palmer.
Han skal opstøve en forsvunden atomforsker, men snart får de alle svært ved at finde rundt i, hvem der er ven, og hvem der er fjende.
Serien om agenter og hjernevask har et imponerende cast bestående af blandt andre Joe Cole (Gangs of London, Peaky Blinders), Lucy Boynton (The Politician, Bohemian Rhapsody), Tom Hollander (The Night Manager, American Dad!), Ashley Thomas (Them), Paul Higgins (Under mistanke), David Dencik (Chernobyl, Kastanjemanden), Tom Vaughan-Lawlor (Maze, Avengers: Endgame), Nora-Jane Noone (The Descent) og Corey Johnson (Warhol).
Inspirationen til serien kommer fra spionromanen The IPCRESS File af Len Deighton – en roman, der i 1965 blev filmatiseret med Michael Caine i hovedrollen.
Alle seks afsnit af den nye serie kan ses fra fredag den 8. april på DRTV.