Anmeldelse: Anna Lins føle-føle-program gør aldrig for alvor ondt

Den danske tv-vært Anna Lin er kendt fra programmer som Kender du typen, Ultra nyt og MGP. Hun er 26 år og ifølge hende selv en del af en generation, der ikke har det godt. Udadtil er den smerte dog ikke til at finde, for Lin har mange ansigter, men det sørgmodige er ikke et af dem.

Heller ikke hendes venner kender til den mere sårbare side af hende, og nu kan hun mærke, at det ikke er holdbart, fortæller hun tidligt i sin nye dokumentar Anna Lin har det fint. Derfor begynder hun i programserien i et psykologforløb for at lære at fortælle folk, hvordan hun virkelig har det. For ”hvis vi kan lære at tale sammen om det, der er svært, kan det være, det bliver nemmere at være i det,” fortæller hun.

Nervøst møder hun op hos en privat psykoterapeut et sted i København. Psykoterapeuten lugter med det samme Lins nervøsitet og beder hende sætte ord på den. Det handler om kontroltab, røber hun og bryder sig ikke en gang om, at hun ikke ved, hvordan programmet ender. Ved hjælp af terapien ønsker hun at lære at slippe kontrollen og desuden, som før nævnt, at kunne fortælle sine venner, hvordan hun virkelig har det. Dét er dokumentarens mission.

Italesætter et relevant emne

For Anna Lin har det ikke fint. Hun har angst, siger lægen, og som programmet skrider frem, finder vi også ud af, at der er ubalance i forholdet mellem hendes selvtillid og selvværd, som skyldes en hændelse i barndommen.

Den sårbare Anna Lin står i kontrast til den tv-vært, vi som seere normalt kender til. Hun har nemlig styr på lortet og ikke så meget lort på styret, hun er hurtig og dygtig, og hun figurerer i dit mediebillede her, der og alle vegne.

Med andre ord: Hun har succes. Og alle andre i Generation Z ser garanteret misundeligt på Lin, og det er netop det glansbillede, som denne dokumentarserie kunne være med til at punktere eller i det mindste sætte et stort, fedt spørgsmålstegn ved. For kan det virkelig kun være dig, der har det skidt? Nej, det kan det ikke, fortæller de små facts, der popper op på din skærm i løbet af dokumentaren. ”Næsten 31.000 unge mellem 20-34 år modtog støtte til psykologhjælp i 2021,” står der blandt andet.

Og Lin selv fortæller også, at hun er ked af det. Hun er ensom. Med denne dokumentar rammer hun derfor et vigtigt emne, men desværre går hverken dokumentaren eller Anna Lin aldrig rigtigt i dybden med følelserne, med kontroltabet.

Udvander programmets præmis

Som et supplement til terapiforløbet inviterer Anna Lin forskellige personer fra sin generation (muligvis også fra Generation Y) til en samtalegruppe. Hvordan lige præcis de personer er landet i samtalegruppen, melder programmet ikke noget om, men fælles for dem alle er, at de absolut ikke er bange for at tale.

Det er jo sådan set meget smart, når de nu skal deltage i en samtalegruppe, men pointen med grupperne flader desværre ud, jo mere personerne viser, at de sagtens kan berette om diverse livslektier, de har gjort sig. Til gengæld taler de ikke meget om, hvordan de har det lige nu, hvilket ellers er Lins mission med terapiforløbet og serien. Hvis denne dokumentarserie skal lykkes, skal vi se Generation Z arbejde med hinandens og deres egne svære følelser lige nu.

Reality-deltageren Mick Skov er en af dem, der har fundet vej til en af Lins grupper. Han fortæller bl.a., hvordan han valgte at springe ud som transkønnet og giver Lin et råd om, at ”det handler vel et eller andet sted om, at de bare skal kunne lide dig for det menneske, du er.” Rådet er sikkert velment, men det er lige præcis floskler som denne, der får dokumentaren til at miste sin tyngde.

Samtalegrupperne ender derfor desværre med at få dokumentaren til at virke som tom snak, for alle tør tilsyneladende at fortælle, hvordan de har haft det, men ingen tør at fortælle, hvordan de har det. På den måde udvander dokumentaren sin egen præmis.

Dokumentarens stærke kort

Der er da også dele af dokumentaren, der fungerer. F.eks. når Anna Lin har sessioner med sin terapeut, og når hun på bedste selfiemåde optager sit sande jeg. Det er her, at hendes såkaldte føle-føle-program kommer til sin ret, og det er også her, vi kunne ønske os, at dokumentaren holdt sit fokus hele vejen igennem.

I disse situationer spiller dokumentaren på genkendelighed og gør Lins besøg hos terapeuten relevant for alle unge mennesker, der ser med. Vi kan alle genkende følelsen af at være holdt udenfor eller at føle sig ensom, og det er lige præcis her, i genkendeligheden, at dokumentaren kan være med til at italesætte de unges problemer og dermed blive yderst relevant.

Desværre fylder fokusset på Anna Lins egen historie kun halvdelen af dokumentaren, og på den måde snubler dokumentaren over Lins eget store problem, når hun det meste af tiden blot styrer snakken i samtalegruppen – at hun ikke vil miste kontrollen. At vi ikke skal se hende miste kontrollen. Det havde ellers været interessant og relevant tv for Generation Z.

Derfor håber jeg, at seriens sidste episoder lukker os længere ind i dokumentarens præmis og virkelig tør at vise os, hvordan vi kan italesætte de følelser, vi har. Lige nu.