TV | Anmeldelser

Anmeldelse: Rejsevennerne Jan og Morten charmerer igen i ’Nul stjerner’

Af
Claus Nygaard Petersen
11. juli 2024
Nul stjerner sæson 7 anmeldelse
Morten Kirckhoff og Jan Elhøj i syvende sæson af 'Nul stjerner' / Foto: Jens Thorborg

Del artikel

Syvende sæson af DRs populære, alternative rejseprogram leverer mere af den gode og underholdende stemning, vi er vant til.

Nul stjerner sæson 7

Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 11. juli 2024
Genre: Dokumentar
Tilrettelæggere: Jens Thorborg, Michael Wichmann
Medvirkende: Jan Elhøj, Morten Kirckhoff
Land: Danmark
Antal afsnit: 6

Formlen i Nul stjerner er velkendt.

En eller to værter rejser til en mere eller mindre eksotisk lokation, hvor de oplever den lokale kultur med alt, hvad det indebærer. Variationen ligger derfor i udførelsen.

Den afdøde mesterkok, tv-vært og ikon, Anthony Bourdain, gik altid til opgaven med en respekt for det pågældende land, område eller bys skikke. Hvis han var hjemmevant, var han selvfølgelig langt mere løssluppen og ofte i selskab med venner, som han havde det pågældende sted.

Nul stjerner sæson 7 anmeldelse
Jan Elhøj og Morten Kirckhoff i syvende sæson af 'Nul stjerner'
Foto: Jens Thorborg

Men det var, når han var en fisk ude af vand, at han rigtigt skinnede som et beundringsværdigt menneske. Der var respekt, også selv om han ikke nødvendigvis var enig med de folk, han snakkede med, eller kunne lide den mad, han fik serveret. Hver bid blev slugt for ikke at fornærme sine værter. Igen, det handler om respekt.

I en anden tilgang gør man ublu grin med det fremmede. En ret ucharmerende og gammeldags indgangsvinkel til oplevelsesdokumentarer, som egentlig burde forblive i fortiden, men som stadig popper op en gang imellem, når produktionsselskaberne og tilrettelæggerne ikke har fantasi til noget mere kreativt.

Nul stjerner har elementer af begge dele, men selv når der grines af det fremmede, sker det med en respekt for menneskerne. Det har fungeret i seks sæsoner hidtil, og den syvende fortsætter i samme velkendte og veloplagte spor.

Sejt koskind

Først og fremmest er makkerparret og barndomsvennerne, multikunstneren Jan Elhøj og eventyrer/journalist Morten Kirckhoff, virkelig godt selskab.

Nul stjerner sæson 7 anmeldelse
Morten Kirckhoff og Jan Elhøj i syvende sæson af 'Nul stjerner'
Foto: Jens Thorborg

Rejsedestinationerne er ofte af den slags, hvor turister ikke umiddelbart valfarter til. Det kan være for at prøve nogle særegne, kulinariske oplevelser eller bo på dårligt anmeldte hoteller, for eksempel.

Selv om det umiddelbart kunne lyde som om, at agendaen er grin og spot, er det ikke tilfældet. Det handler om eventyret og om at møde mennesker.

De tos indlevelse og glæde over eventyret, de er ude på, er enormt smittende og relaterbart. For hvem har ikke været i en situation med bedstevennen, hvor man gejler hinanden op til at gøre noget halvdumt? Ikke af den slags, hvor det går udover andre, men en kæk udfordring om f.eks. at spise noget anderledes.

Som i første afsnit af denne sæson af Nul stjerner, hvor Elhøj og Kirckhoff er rejst til det lille land i midten af Himalaya-bjergene, Bhutan.

En noget skrabet og rustik version af den lokale delikatesse, Koo, falder langt fra i de tos smag. Retten består i sin mest simpel udgave af tørret ko- eller yakskind, krydret med en hulens masse chili.

Elhøj og Kirckhoffs ret består netop kun af de to ingredienser, som lige er blevet lunet i mikrobølgeovnen. Ikke ligefrem den bedste forudsætning for at få det bedste indtryk af den specielle spise, og det er helt klart også intentionen. De to skal have en sjov oplevelse, hvor noget klamt skal indtages.

Selv om setuppet har en lille bismag af hån, drejes det fint til, at det er Jan og Morten, vi griner ad. De dumme turister, som skal give sig i kast med noget, de ikke har nogen anelse om, hvad er. En god krølle på en situation, der nemt kunne forfalde til vestencentrisk pegen fingre.

Nul stjerner sæson 7 anmeldelse
Jan Elhøj og Morten Kirckhoff i syvende sæson af 'Nul stjerner'
Foto: Jens Thorborg

De dumme og søde turister

En del af Nul stjerners DNA er, at det skal være lidt skraldet. Elhøj og Kirckhoff rejser på det mindste af alle budgetter, hvor de bestemt ikke er blege for at sove i telt, hvis det er en mulighed.

Det er også sådan, at uventede, smukke øjeblikke opstår. Da de står og kigger ned på byen, hvor lysene fra huse og alt muligt andet, bugter sig i dallandskabet som en stor funklende søstjerne, er det et betagende skue.

Og de efterfølgende interaktioner med lokale, herunder munke og bueskytter, har den herlige varme, der giver rejselyst hos selv den største, flyskrækramte seer.

Selv om Nul stjerner omhandler de mere kuriøse lokationer og kulturelle traditioner, fungerer programmet alligevel som en god rejseguide.

Det er ganske vist ikke alle steder, der virker mest appellerende, men der er alligevel guldklumper imellem. Og så er der udfordringen i det.

Nul stjerner sæson 7 anmeldelse
Jan Elhøj og Morten Kirckhoff i syvende sæson af 'Nul stjerner'
Foto: Jens Thorborg

Ville du turde at stå under en meter fra bueskyttebanen?

Den, hvor der skydes i hold, og skytterne nærmest står direkte foran skiverne og først flytter sig i allersidste sekund, før pilen rammer sit mål.

Det ser lige så vildt ud, som det lyder, og selv om Jan og Morten ikke står lige så tæt på som deltagerne, giver det alligevel et sug i maven igennem skærmen. For hold nu op, hvor kommer de hurtigt de pile, og det er den slags momenter, Nul stjerner bugner af.

Er Nul stjerner det bedste rejseprogram? Nej, men det er så absolut et af de mest underholdende. Ikke mindst takket være Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, der altid sørger for det bedste selskab.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omDRTVDokumentar

Andre TV | Anmeldelser

Mest læste