Anmeldelse: ’Robinson Ekspeditionen’ soler sig i skam, selvfedme og sære karakterer

Alle danskere talte om Robinson tilbage i 1998, for 25 år siden, da TV3-programmet havde premiere på sin første sæson i Danmark. Jeg husker endda, at mine veninder blev hentet fra håndboldtræningen, før træningen var slut, således at deres forældre kunne nå hjem og se det der Robinson i fjernsynet. Så sensationelt var programmet!

Og selvom jeg trænede til ende og derfor kun så halvdelen af hvert program hver mandag, husker jeg alligevel flere af sæsonens deltagere tydeligt. Særligt Biker Jens og Gitte Schnell gjorde indtryk, og sidstnævnte endte endda som caster på selv samme program.

Et par år senere meldte TV Danmark sig på banen med realitykonkurrenten Big Brother, og senere sluttede Paradise Hotel sig til. Så hvis du ligesom jeg får nok af et realityprogram efter en eller to sæsoner, så har du nok heller ikke set Robinson Ekspeditionen siden slutningen af 90’erne.

Alligevel har du med garanti hørt om flere af ekspeditionens deltagere gennem årene. Jeg nævner i flæng: Dan Marstrand, Malene Hasselblad og Rikke Gøransson (Ja, Paradise Hotel-værten). For en stor del af programmets succes skyldes, at de er umådeligt dygtige til at opbygge karakterer.

Fodboldspilleren mod oversergenten

Også denne gang ser det ud til, at Schnell og resten af casting-holdet kommer til at give seerne et par karakterer, som de sent vil glemme. I sæsonens første afsnit bliver vi præsenteret for flere deltagere, der uden tvivl har potentiale til at blive den, vi alle taler om, deriblandt Lotte, der har en svaghed for mænd, den tidligere professionelle fodboldspiller, Martin, og Nicole, oversergenten fra Forsvaret.

De to sidstnævnte ender i årets første duel, og jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at den ene går derfra som taber. I de situationer opstår én af programmets andre forcer ved at være eminent til at få sine karakterer til at fremstå som skamfulde mennesker. For efter duellen skal taberen gå med bøjet nakke hele vejen hen til sit hold på nord- eller sydsiden af øen og fortælle dem, at de tabte kampen og er skyld i, at holdet bliver én mindre til at fange føde og til at vinde ekspeditionens dyster. Av, av!

I sæsonens begyndelse spiller holdkammeraterne naturligvis meget overbærende, men vi ved alle, at de søde smil blot er spil for galleriet, og at deltagerne bare venter på at få lov at udnytte de andres skamfølelse til at sende deres fjender ud i næste øråd.

Selvfedmen trives

Robinson Ekspeditionen er på mange måder blot et spejl af virkeligheden, hvis virkeligheden fandt sted på en solskinsø, hvor dit arbejde var at dyste mod dit eget og et andet hold på samme tid. Passer du ikke ind, bliver du fyret. Og nå, ja. Derhjemme på nord- eller sydsiden skal du desuden diskutere med dine bofæller om, hvem der laver hvad. Det lyder da meget bekendt, gør det ikke? Vi må i hvert fald kunne lide og genkende, hvad vi ser, siden Robinson Ekspeditionen nu lever på sin 24. sæson, og det lader programmet os i hvert fald også at vide, når de sovser programmet ind i selvfedme.

For lad os bare kalde det selvfedme, når ekspeditionens vært beder to af årets deltagere om at begrunde deres tilstedeværelse i programmet vel vidende, at de vil bruge de næste minutter på at rose programmet på et niveau, som havde Red Barnet endelig reddet alle børn i verden. Den ene med bævrende mundvige og den anden med en næsten tårefremkaldende beskrivelse af, at hans deltagelse er hans skæbne. Nååå!

Måske var det også Jakob Kjeldbjergs skæbne at være vært for Robinson Ekspeditionen. Han har i hvert fald siddet tungt på pladsen siden sæson 7, hvor han overtog værtsrollen fra Thomas Mygind (kun afbrudt af en VIP-sæson med Mikkel Beha ved roret.) Det kan også være svært at forestille sig andre end Kjeldbjerg slippe afsted med at råbe ad voksne mennesker i bedste sendetid uden at blive anmeldt for krænkende adfærd.

Kjeldberg skal nok få nok at råbe over i denne sæson, hvor flere af mændene har udpeget sig selv som den helt naturlige leder af holdet (jojo, Robinson Ekspeditionen er jo bare et spejl af samfundet på en solskinsø). De lederkampe ender nok med at give seerne denne sæsons største drama til ægte Robinson-fans, men end ikke indhold nok til, at jeg bliver hængende.