Anmeldelse: Af de mange biopics, der konstant dukker op, er ‘Better Man’ blandt de absolut bedste

‘One Love’, ‘Back to Black’, ‘Bohemian Rhapsody’, ‘Nowhere Boy’ og ‘Rocketman’ er alle titler på film, der på hver sin måde har skildret fortællingen om en unik personlighed i nyere musikhistorie. ‘A Complete Unknown’, ‘Deliver Me From Nowhere’, ‘Maria’ og ‘Michael’ er alle kommende titler, der gør det samme.

Som listen indikerer, er interessen for biopics om musikikoner enorm. Det er spændende at se, hvordan ens idol bliver fremstillet, hvem der skal spille rollen, om man får noget nyt at vide og ikke mindst, hvilke kunstneriske friheder man har taget i forsøget på at skildre sin hovedperson.

Især sidstnævnte er interessant i ‘Better Man’, der er instrueret af manden bag ‘The Greatest Showman’, Michael Gracey. For i rollen som en af verdens største entertainere og popstjerner, Robbie Williams ses... en CGI-abe.

Hvilket er intet mindre end genialt af Gracey. Man slipper for den evige debat om, hvorvidt hovedrollen er godt castet, ligner osv. Men der er meget andet, der gør det til et perfekt valg.

For hvem er Robbie Williams? Det retoriske spørgsmål stiller superstjernen selv via sin voiceover, der guider os gennem filmen. Han svarer også og bruger ord som “narcissist”, “øretæveindbydende” og “fucking twat” om sig selv.

Sangene fortæller historien

Superstjernen med det borgerlige navn Robert Williams voksede op i den engelske by Stoke, hvor han boede med sine forældre og mormor. De elskede ham alle højt, og faderen Peter (Steve Pemberton) havde en passion for at underholde, hvilket var en stor inspiration for 10-årige Robert – indtil den dag Peter forlod familien for at følge sin egen drøm om at bliver berømt.

For den unge Robbert handler det ikke om at elske at stå på scenen, men om at folk elsker dig, mens du gør det. Det er den tydelige trang til anerkendelse, der blandt meget andet er med til at gøre ‘Better Man’ utrolig rørende.

Han er uforstående overfor faderens pludselige afsked og står tilbage med en følelse af ikke at være elsket. Drengen (spillet og sunget med stor indlevelse af den ukendte Carter J. Murphy) lader sine frustrationer komme ud gennem et af Robbie Williams’ mange hits, ‘Feel’, der netop handler om at vil elskes og forstå den rolle, man er blevet givet i livet.

Sangen er et bevis på, at flere Williams’ tekster besidder en dybde, der gør dem relaterbare på tværs af generationer. Filmen igennem lykkedes det at flette hans sange ind, så de bliver en naturlig del af fortællingen om hans liv og karriere.

Det gælder også, da Robert, der nu er teenager med stemme af Jonno Davies, som bekendt vinder en talentkonkurrence og bliver det ene medlem af boybandet Take That. Her er det et andet af Robbies hits, der bruges, nemlig ‘Rock DJ’, der synges af de fem teenagere, mens de danser gennem Londons gader og med ét bliver hyldet som verdensstjerner.

Elefanten i rummet

På skræmmende kort tid bliver de fem teenagere til superstjerner, og som deres manager Nigel (Damon Herriman) siger, så vil de hade hinanden om fem år, men de vil være rige - så who cares?

Robert har nu fået navnet Robbie, da det passer bedre til bandet. Og Robbies voiceover fortæller, at det var en gave, da han nu havde en rolle at gemme sig bag. Hvilket er en del af forklaringen på, at han altid har set sig selv som værende underudviklet, da han det meste af sit liv har fået alt foræret på grund af sin stjernestatus.

Det leder til “elefanten” i rummet, der i dette tilfælde er en abe. Man kommer ikke udenom det, men det fylder så lidt, når først man har overgivet sig til det faktum, at Robbie Williams spilles af en virkelig vellykket abe, der både ligner musikikonet i sit ansigtsudtryk og i sin fysik.

Dette greb gør, at man konstant har sine øjne på Robbie, men alligevel føler, at der er noget off ved ham – en følelse, han selv har haft hele sit liv. Det er derfor en mindre genistreg at lade en abe spille Robbie, når han som barn ligger i sin mormors arme, når han som teenager sniffer coke og dyrker sex på et diskotek, og når han forelsker sig i den smukke All Saints-sanger Nicole Appleton (Reachelle Banno) - man føler med ham, men har en konstant fornemmelse af, at han ikke passer ind.

Stræber efter at blive en Better Man

Der er intet nyt ved fortællingen om et ungt menneske, hvis liv bliver ødelagt af for meget berømmelse på for kort tid, og historien om Robbie Williams er ingen undtagelse.

Men ‘Better Man’ tager ikke Robbies parti, og det er ikke ham, vi skal have ondt af. Tværtimod skildres han gennem det meste af sin karriere som en forkælet, narcissistisk og øretæveindbydende møgabe, der tror, at verden drejer sig om ham. Alt imens, at de mennesker, der elsker ham, skubbes længere og længere væk.

Mest smertefuldt er det at overvære hans bedstemor Betty (Alison Steadman), der meget hurtigt opdager, at hendes elskede Robert er ved at miste sig selv. Hver gang hun er i billedet, er det umuligt ikke at mærke, hvor ondt det gør på hende.

Men Robbie bemærker det ikke, han har sine egne “problemer”. For selvom hans drøm om berømmelse er tæt på at gå i opfyldelse, passer det slet ikke hans kæmpe ego at skulle stå i skyggen af Gary Barlow, der skriver Take Thats sange og dermed tjener alle pengene.

Samme ego-problem får han senere i sit forhold med Nicole Appleton. De to bliver i filmen introduceret for hinanden til tonerne og teksten til Robbies smukke kærlighedssang ‘She’s The One’. I starten er alt idyllisk, og Nicole er mere end almindeligt støttende overfor sin mand, der går igennem en svær tid og hellere vil hænge ud med Oasis-sangeren Liam Gallagher.

Men da All Saints kæmpe hit ‘Never Ever’ ender som nummer et på hitlisterne, bliver det igen for meget for Robbie, der nu står i skyggen af sin Nicole, og i stedet for at støtte og rose, bliver han direkte modbydelig over for hende.

Det gør det forbandet svært at have ondt af Robbie, selvom man aldrig er i tvivl om, at han både elsker Nicole, sine forældre og ikke mindst sin bedstemor. Men da konsekvenserne af hans handlinger og valg går op for ham, sker der noget smukt, og sympatien vender tilbage.

For som han synger i sin sang, der deler titel med filmen: “Lord, I’m doing all I can to be a better man.” Og det er vel noget af det fineste, man kan stræbe efter i livet – uanset hvad ens fortid har budt på.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: