Anmeldelse: ’Zootropolis 2’ byder på overstimulerende underholdning for hele familien

Der er gået næsten et årti siden første besøg i Zootropolis, men byen brummer stadig af kaos, charme og kriminelle på kryds og tværs.

Den forbryderiske ræv Nick Wilde er nu selv blevet politibetjent og endda den retskafne kanin Judy Hopps’ makker. De to har dog en tendens til at overgøre deres efterforskninger og lave alt for meget ballade. Så deres makkerskab bliver sat på prøvetid, og for endnu engang at bevise, at en kanin og en ræv kan mere end som så, sætter de sig for at opklare en mystisk sag, som involverer det første spor efter en slange i Zootropolis i over 100 år.

Det viser sig, at reptilerne lever i skjul i et område af byen, der ligner et asiatisk flydende marked, hvor vandpattedyr som søløver og hvalrosser lever åbent, og hvor skildpadder, øgler og slanger har en hemmelig jazzklub, hvor de kan spise insekter og tabe deres haler uden at blive dømt af pattedyrene.

Vandpattedyrenes og reptilernes bydel er dog i fare for at blive overdænget med sne og inddraget i Tundrazonen. Zootropolis har nemlig deres egne bykonger i form af familien Lynxly, losserne, hvis forfar har opfundet byens spektakulære vejrmure, og som derfor er lidt de kendte og kongelige.

Denne uretfærdige fordrivelse af hendes medborgere kan Judy ikke holde ud, så sammen med den gale konspirationsteoretiker Nipples Maplestick, los-familiens sorte får Pawbert og slangen Gary sætter Judy og Nick sig for at forhindre udvidelsen af Tundrabyen.

Gentrificering i børnehøjde

Det er lidt usikkert, om de mellemstore børn forstår hele historien, som – udover gentrificering og tyveri af intellektuel ophavsret – også blandt andet handler om copingstrategier for barndomstraumer. Men hey, der er en masse sjove dyr, der kan tale, og så går resten nok.

Der er også flere voksenjokes, som filmens kernepublikum er 10-15 år fra at komme i nærheden af at fatte, men der skal selvfølgelig også være noget til den forælder, der er gået med i biografen.

Man fniser lidt, da en flok letpåklædte hippiedyr i Sahara-zonen afholder en festival kaldet 'Burning Mammal', eller da de går fuld 'Ondskabens hotel' på en scene i en frossen labyrint (altså inden for børnevenlighedens grænser). Dog kan man, voksne som børn, sætte pris på, at der nok ikke er noget sjovere end to pumpede væddere i politiuniformer.

2'eren skruer op for tempoet, og der er lidt mere action end efterforskning i den nye. Men vi er jo heller ikke på samme måde i gang med at præsentere byen for seeren. Historierne med et umage makkerpars gnidningsfyldte samarbejde og dyreracers behandling af hinanden som en analogi for racisme minder dog meget om hinanden.

Men i og med at fokus er flyttet til andre bydele og dyr, føles det tilpas anderledes til, at man nogenlunde kan forsvare at have lavet en ny film.

Lækker hest og cowboyfirben

Endnu en voksenjoke er bæveren Nipples Maplestick, en konspirationsteoretisk bæver, der via sin podcast undersøger mysterier i Zootropolis og omegn. At hendes teori om, at der i al hemmelighed bor en hel reptilpopulation i skjul, er sand, er ret morsom, og Fortune Feimster spiller den trægnaskende sølvpapirshat med masser af charme i den engelske udgave.

En anden ny karakter er slangen Gary, der spilles med en vildt cute sårbarhed af Ke Huy Quan (ham fra 'Everything, Everywhere, All at Once'), og hvor Allan Olsen er et solidt bud på en dansk udgave. Jeg elsker også den nye borgmester Winddancer, der render rundt og er hestelækkert buff med sin blonde man, mens han kaster om sig med vrinskende ordspil.

Shakira er stadig med som popstjernen Gazelle, og denne gang har hun begået sangen 'Zoo', som jeg kunne have sværget var 'Waka Waka', men med ordet 'Zoo', hvor waka’erne skulle have været. Den er dog bedre end den dronende 'Try Everything' fra første film og derfor ikke et dårligt bytte, selvom den er en billig kopi af en gammel VM-hymne.

Selvom man godt kan blive lidt træt i øjnene af filmens farvemættede, flashy animationsstil, er der også mange flotte billeder at komme efter. Der er tænkt over gennemsigtigheden på slangeham, spredningen på snefygning og tyngden på de store dyr.

Gangster-spidsmusen Mr. Big har fået et barnebarn, der overbevisende bevæger sig som en to-årig, der hænger på en bedsteforælder med sut i mund. Den nye karakter Jesús, et grønt Jesus-firben, bevæger sig som en gammel cowboy og taler med Danny Trejos stemme, hvorfor man ikke kan lade være med at fnise, da han pludselig løber over vandet som det hektiske, langlemmede reptil, han faktisk er.

Egentlig er der mange rimelige indvendinger mod ’Zootropolis 2’. Den gentager sin forgænger, kører i et fuldstændigt overstimulerende tempo og har en for kompliceret historie. Men langt vigtigere er den underholdende, morsom og forelsket i sit eget univers, hvilket i sidste ende må være det, der trumfer.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: