Anmeldelse: Fortræffelige Michelle Pfeiffer gør ’Oh. What. Fun.’ til en af de bedre julefilm

Som husalf er det svært ikke at sympatisere med Claire (Michelle Pfeiffer) i ’Oh. What. Fun’. Hun knokler løs hvert år for at få julen til at hænge sammen for hele den pukkelryggede familie, og hvilken tak får hun? Absolut ingen.

Derfor er der ikke noget at sige til, at hun i år mister tålmodigheden.

Hun har bedt sine børn om én eneste ting: At de indstiller hende til talkshowværten Zazzy Tims’ årlige ’Årets mor’-konkurrence. Men gør de utaknemmelige møgunger det?

Nej, de har travlt med deres egne ting.

Dråben, der får bægret til at flyde over, er, at de glemmer hende derhjemme, da hele familien skal ind og se et danseshow, som hun har købt billetter til.

Derfor pakker Claire en taske og sætter sig ind i sin bil for at begive sig fra hjembyen Houston i Texas til solrige Burbank i Californien, hvor Zazzys show bliver optaget.

Umiddelbart en ret ligetil historie, men der er flere lag i Michael Showalters adaptation af Chandler Bakers novelle. For hvad der på overfladen ligner en rendyrket og ukritisk hyldest til hårdtarbejdende og uselviske mødre, har nogle interessante nuancer, når man går et spadestik dybere.

Fortræffelige Michelle Pfeiffer

Først og fremmest er der altid en grund til, at mennesker gør, som de gør.

Ja, de voksne børn Channing (Felicity Jones), Taylor (Chloë Grace Moretz) og Sammy (Dominic Sessa) har klart taget deres mor for givet på nogle punkter.

Men Claire er også mor på den måde, hvor hun ikke ser udviklingen i sine børn. For hende er de fastlåst i det billede, hun altid har haft af dem. Den yngste, Sammy, er stadig hendes baby, der skal forkæles og passes på, mellembarnet Taylor er den kreative, lidt vilde og uforudsigelige, og den ældste Channing klarer sig fint, så hende skal hun ikke bekymre sig om eller involvere sig for meget i. For hun har et godt liv.

Lad os så prøve at se tingene fra børnenes perspektiv – især Channings.

Hun er en relativt succesfuld forfatter, men hun er stadig usikker på, om hun er god nok til sit arbejde. Og Claire giver hende bare et standardsvar om, at hun er god nok, fordi Channing er kvik. Ikke den slags svar, der virker, som om vedkommende rent faktisk er engageret i det, man beskræftiger sig med.

Der er flere af den slags små revner i ’Oh. What. Fun.’, som prikker til Claires martyrlignende fortælling. For ja, Claire er også filmens fortæller, og man kan godt mærke, at hun er god til at se tingene fra sin egen side.

Michelle Pfeiffer er fortræffelig i hovedrollen. Få skuespillere kan som hende sende rullende øjne eller misbilligende blikke med en sådan gennemslagskraft, at man sidder og krymper sig i sofaen af ubehag.

Det er Pfeiffers film fra start til slut, men det er ikke kun hende, som gør ’Oh. What. Fun.’ seværdig.

Hyggelig og sjov julefilm

’Twin Peaks’-stjernen Joan Chen er formidabel som Claires perfekte husmor-nemesis, genboen Jeanne Wang-Wasserman. Man kunne lave en hel spin-off-serie med deres passive/aggressive rivalisering. Der bliver smilet så stort og konkurreret så hårdt, at det gør helt ondt i kroppen at overvære deres små spidsfindige forsøg på hele tiden at få overhånden. En rigtig fed historie i historien.

Og så er der birollegalleriet med både overdrevne karakterer og dem, der er mere nede på jorden. Eva Longoria er skøn som Rachel Ray-klonen Zazzy Tims, og Felicity Jones gør det bravt som Channing, som er den, der har de største uoverensstemmelser med Claire.

Igennem hele ’Oh. What. Fun’ er der et tema om mødre og døtre og de ting, som er svære at sige til hinanden. Vi kommer hele tiden tættere og tættere ind på konflikten, som den ene part er fuldstændig uvidende om, indtil det kommer ud i det åbne.

Ikke på grund af had eller vrede, men snarere kærlighed og afmagt. Det udmønter sig i en virkelig fin scene af den slags, hvor der ikke bliver råbt højt, men hvor følelserne, der er i spil, er helt oppe at ringe.

Slægtskabet med Paprika Steens nyklassiker ’Den tid på året’ er ikke til at tage fejl af. Dog besidder ’Oh. What. Fun.’ ikke den danske films skarpe dissekering af højtiden. I stedet spiller den amerikanske film på en fin, om end ujævn, hudfletning af fastgroede familiedynamikker, og hvordan julen er med til at sætte den slags på spidsen.

Michael Showalter vil meget med filmen, men der mangler lige de sidste 15 minutters karakterarbejde for, at ’Oh. What. Fun.’ får forløst sit fulde potentiale. Michelle Pfeiffers gode præstation fornægter sig dog ikke og er med til at gøre Prime Video-filmen til en hyggelig, sjov og let forglemmelig julefilm.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: