Annonce
Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Trold 2’ har dobbelt op på trolde og action

Af
Claus Nygaard Petersen
1. december 2025
Trold 2 anmeldelse. Cr. Courtesy of Netflix © 2024
'Trold 2' / Foto: Netflix
Annonce

Del artikel

Efterfølgeren til den norske megasucces på Netflix har masser af action, men menneskerne er – som altid i denne genre – fuldkommen uinteressante.

Trold 2

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 1. december 2025
Genre: Action
Instruktør: Roar Uthaug
Manuskriptforfatter: Roar Uthaug
Medvirkende: Ine Marie Wilmann, Kim S. Falck-Jørgensen, Mads Sjøgård Pettersen, Sara Khorami m.fl.
Land: Norge
Spilletid: 1 time og 34 minutter

Opskriften på den første ’Trold’-film var så simpel, at det ikke kunne gå galt.

Man tager nogle gode effekter, en nogenlunde sammenhængende historie, en rundhåndet dosering af norsk troldemytologi og lader genre-eksperten Roar Uthaug (’Tomb Raider’, ’The Wave’) mikse det hele sammen.

Annonce

Resultatet var habil, medrivende monstersmadder, som hele verden elskede.

Opskriften på den uundgåelige 2’er er derfor præcis den samme som den første film. Dog med en vigtig ændring: mere trold! For hvis én trold kunne gøre ’Trold’ til den mest sete ikke-engelsksprogede film på Netflix, hvad vil to så ikke kunne opnå?

Der er også en handling i ’Trold 2’, men ærligt, det er ikke den, man ser filmen for. Det er trold-mod-trold-kampe, og det får vi en god portion af. Men måske ikke helt så vildt, som man kunne have håbet på.

Annonce

Hvis handlingen skal skitseres hurtigt, er den nogenlunde sådan her: Efter begivenhederne i den første film har den norske regering fået øjnene op for, at der er kæmpe farer gemt i bjergene. Og sådan en har de faktisk fundet.

Trold 2 anmeldelse. (L to R) Ine Marie Wilmann as Nora Tidemann, Ester J. Tiller as Anne Krigsvoll, Mads Sjøgård Pettersen as Kaptein Kristoffer, Sara Khorami as Marion Rhadani and Kim Falck as Andreas Isaksen in Troll 2. Cr. Courtesy of Netflix © 2024
Ine Marie Wilmann, Ester J. Tiller, Mads Sjøgård Pettersen, Sara Khorami og Kim Falck i 'Trold 2'
Foto: Netflix

Megatrold, som den bliver kaldt, er i dvale, og forskeren Nora Tidemann (Ine Marie Wilmann) bliver tilkaldt for at hjælpe med at finde ud af, hvorfor den er det. Der går ikke meget mere end højst 10 minutter, så har hun vækket trolden, der går bersærkergang op gennem Norge.

Heldigvis har Nora en plan. Som slutningen på den første film antydede, var der flere trolde i Dovre-bjergene, hvor den første trold kom fra.

Annonce

Hun finder en yngre trold, der bliver kaldt ’Smukke’, og som er mere medgørlig end sin artsfælle. Derfor er vejen klar til en god troldekamp, som vi dog aldrig rigtig får fuld valuta ud af.

Trold-mod-trold-smadreaction

Ideen med at have to kæmpetrolde til at tæske løs på hinanden i vildmarken og inde i midten af en norsk storby – Trondheim i dette tilfælde – er jo genial. Det er ’Godzilla’ og ’King Kong’-smadreaction, vi bliver stillet i udsigt.

Men – og det er faktisk et ret logisk men – troldene er ikke på niveau.

Annonce

Hvor Megatrold er en fuldvoksen smadremaskine, er Smukke stadig bare en ungtrold, der knap nok har større skæg end den gennemsnitlige Nørrebro-hipster. Han er ikke en hærdet fighter, hvorimod Megatrold, med sit imponerende vesterhavsfiskerskæg, har langet håndmadder ud siden tidernes morgen.

Trold 2 anmeldelse. Cr. Courtesy of Netflix © 2024
'Trold 2'
Foto: Netflix

Det er en ulige match-up, og det bærer tvekampene også præg af. Det giver selvfølgelig god mening, men man sidder alligevel tilbage med en ret stor portion skuffelse.

Skal der være monsterslåskamp, skal det altså være en ligeværdig og vild monsterslåskamp.

Annonce

Til gengæld er det kosteligt at se Megatrold angribe en afterskifest i Hemsedalen. De fleste kan ikke tro deres egne øjne og hiver telefonen frem for at forevige øjeblikket. Monsteret er dog ikke med på at posere og går straks i gang med at æde menneskene. Det er mere sjovt, fordi skifolket er så karikeret, at det hele fremstår mere uvirkeligt end virkeligt – som om kæmpetrolden ikke understregede det nok.

Vi vil have ’Reptilicus’ tilbage!

Og ja, det er ganske med vilje, at vores hovedpersoner, deres motivationer og historie ikke er nævnt endnu. For det er vitterligt samme formel som i alle andre monsterfilm. Der er eksperten, som har haft monsteret inde på livet altid, militærmanden med det gode hjerte og den usandsynlige helt, som skal redde dagen, samt en hulens masse magtfolk, der træffer den ene dumme beslutning efter den anden.

Annonce

Mennesker har altid været det svage led i monsterfilm, og ’Trold 2’ ændrer ikke på det.

Til gengæld giver filmen stof til eftertanke.

Danmark har en notorisk dårlig historik, når det kommer til monsterfilm og -serier. Der er ikke penge i det, fordi folk gider ikke rigtig at se det. På filmfronten skal vi tilbage til ’Dannys dommedag’ fra 2014 – 'varulve og mennesker bliver forvandlet'-film er fraregnet her – og så er der jo monsterfilmen over dem alle i dansk kontekst, ’Reptilicus’.

Trold 2 anmeldelse. Cr. Courtesy of Netflix © 2024
'Trold 2'
Foto: Netflix

Hvem end der ligger inde med rettighederne til den danske kultklassiker, bør hive fat i Roar Uthaug og foreslå det, som alle – i hvert fald jeg – har brug for til at stille deres trang til mere monstersmadder.

Annonce

Vi skal simpelthen have et nordisk showdown mellem de norske trolde og danske ’Reptilicus’. Det er det nordiske svar på ’Godzilla vs. King Kong’, og det kan kun gå for langsomt med at få det sat i stand.

Hvad angår ’Trold 2’ er den ligesom forgængeren: helt fin monsteraction, hvor der bliver lagt op til endnu en efterfølger, som nok skal blive endnu vildere. Men det er trolde mod ’Reptilicus’, vi vil have!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:

Annonce

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Annonce