Anmeldelse: ’Alpha’ er en trøstesløs fabel om traumer fra ’Titane’-instruktøren

Alpha (Mélissa Boros) er ikke længere barn, men også langt fra voksen. Teenageren lever i et alternativt Frankrig, hvor en AIDS-lignende epidemi raserer. I stedet for at sygne hen til makabre kadavere, bliver de inficerede langsomt transformeret til marmor.

Deres ben runger tungt, når de går, og hvidt støv står ud fra deres mund, når de hoster. Vejen til det smukke endeligt er dog modbydelig smertefuld: en langsom forstening, som der ikke er nogen kur imod.

Og da Alpha til en fest bliver tatoveret, opstår spørgsmålet kort efter: Er hun inficeret?

Om nålen er beskidt, ved ingen. Men mistanken og den dertilhørende afstandstagen fra klassekammeraterne og flirten Adrien (Louai El Amousy) er hård og brutal for den unge pige.

"Men jeg er kun 13 år," plæderer hun over for sin mor (Golshifteh Farahani), som er læge.

Det er en trøstesløs og ubarmhjertig skildring af frygt, sorg og traumer, instruktør Julia Ducournau har skabt med ’Alpha’.

Den franske filmskaber bragede igennem med den vanvittige og fremragende coming-of-age-kannibalfilm ’Raw’ og cementerede sin position som en af verdens mest interessante filminstruktører med Guldpalme-vinderen ’Titane’.

Med ’Alpha’ bevæger Ducournau sig over i mere konventionelt misbrugsdrama – hvis vi ser bort fra body-horror-marmorficeringen – og resultatet er en fascinerende film, anført af tre fremragende skuespillere.

Kraftfuld og skrøbelig

Stjernefrøet Mélissa Boros gør det godt som den titulære Alpha, der befinder sig i det bizarre mellemstadie i livet, som er teenårene. Der hvor selvstændigheden bliver meget stor, men forældrenes trygge favn stadig søges, når verden bliver for brutal.

Golshifteh Farahani er stærk som karakteren, der blot krediteres som mor, men indeholder uendeligt mange lag og roller. Udover at være mor til Alpha er hun læge, der har været en del af frontlinjen i behandlingen af epidemien, og så er hun søster til Amin (Tahar Rahim).

Han er narkoman, og hendes venstre arm er fyldt med betændte injektionssår. I filmens start ser vi således en yngre Alpha tegne en linje mellem dem. Så ser de mindre farlige ud, synes hun.

Da uvisheden omkring, hvorvidt Alpha er blevet inficeret fra tatoveringen, er på sit højeste i det lille tomandshjem, melder Amin sig på banen. Han bliver indlogeret på teenagerens værelse, hvor han får en madras på gulvet at ligge på, mens han forsøger at blive clean for Gud ved hvilken gang.

Han fungerer som en konstant reminder om, hvor galt det kan gå for Alpha. Selvom det ikke bliver eksplicit italesat, ligger det mellem linjerne, at Amin også er smittet – et aspekt, vi får mere indsigt i længere hen i filmen. Tahar Rahim er både kraftfuld og skrøbelig som den karismatiske junkie med mange ar på sjælen.

Ekko fra det hinsides

Stemningen i ’Alpha’ er melankolsk, og døden lurer konstant rundt om hjørnet.

Hver gang nogen oplever en eller anden form for glæde, bliver det hurtigt kontrasteret af en påmindelse om døden. Memento mori, som det kaldes på latin. Husk, du skal dø.

For en 13-årig som Alpha er det en knusende lærdom i en fase, hvor hendes liv stadig er i dets begyndelse.

’Alpha’ passer fint ind i Julia Ducournaus værksamling: overgang fra barn til voksen, seksualitet, den kvindelige eksistenstilværelse og døden som en konsekvens af valg og fravalg.

Ved at bruge en AIDS-lignende sygdom, men give den et æstetisk smukt skær qua marmorificeringen, fremstår det knap så skræmmende som for eksempel Robin Campillos ’120 slag i minuttet’, hvor realismen går direkte i hjertekulen.

Ducournaus faste fotograf Ruben Impens skaber flere gange drømmelignende billeder, så man bliver i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. En følelse, der bliver højnet ved brugen af sange som Portisheads ’Roads’ og Nick Cave & The Bad Seeds’ ’The Mercy Seat’.

Når Nick Cave gjalder "I’m not afraid to die", indgyder det en trodsighed, og Beth Gibbons’ skrøbelige, hjemsøgende vokal lyder som et ekko fra det hinsides. I de sprudlende øjeblikke er ’Alpha’ en film i verdensklasse.

Som filmens lidt over to timer forløber, svinger kvaliteten fra medrivende og rørende til trivielt og lidt ufokuseret drama.

Ambitionerne fra Julia Ducournau er store, men intentionerne står ikke helt mål med udførelsen. Det er de tre skuespillere – Mélissa Boros, Golshifteh Farahani og Tahar Rahim – der er ’Alpha’s lunger og hjerte og giver den et eksistensgrundlag, så den ikke ender som et smukt marmoreret lig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: