Anmeldelse: ’I’m Still Here’ er en tour de force for fuldkommen fantastiske Fernanda Torres

Det er 14 år siden, Walter Salles sidst havde premiere på en fiktionsfilm, nemlig Kerouac-filmatiseringen ’On the Road’. Men han skal være mere end velkommen tilbage, når niveauet er så højt som i ’I’m Still Here’, der både er baseret på en sand historie og har tråde til Salles’ egen personlige livsfortælling.

’I’m Still Here’ foregår i starten af 1970’erne, under Brasiliens militærdiktatur, der varede fra 1964 til 1985. Her bliver en ellers lykkelig familie med far, mor og fem børn splittet ad, da faderen bliver tilbageholdt – som en af de mange tusinde, der blev tilbageholdt, tortureret og ofte også dræbt under det 21 år lange diktatur.

I mange år frem gav det efterdønninger i landet i form af pårørende, der aldrig opgav håbet om at finde frem til sandheden om de mennesker, de elskede og mistede. Enten fordi de blev dræbt, eller fordi de ganske enkelt bare forsvandt fra jordens overflade. Fortiet, men aldrig glemt.

Fra lys til mørke

Det er en barsk historie, men Walter Salles’ genistreg er, at ’I’m Still Here’ i vid udstrækning faktisk er ganske lys. Det meste af den første time går med at føre os ind i familiens dynamik og hverdagsliv, der er solbeskinnet og fyldt med badeture ved den nærliggende strand, dans, livsglæde, latter og kærlighed. Også selvom militærets tilstedeværelse indimellem kaster forbigående skygger i form af helikoptere og militærkøretøjer.

Her er en familie af stærke og varme individer, der ikke vender verden ryggen, ikke lukker øjnene for hverken farer eller styrets brutalitet. De gør, hvad de kan – men de nægter at lade sig kue.

Livet skal leves, og børnene skal mærke mindst muligt. Og det er ganske enkelt umuligt ikke at holde af dem og nærmest føle, at man er blevet inviteret indenfor i deres lokkende kreds.

Derfor er vi også så meget desto mere investerede i hele familien, da militærpolitiet endelig banker på døren. Det er rystende, selvom vi vidste, det måtte komme, for der var jo hemmelige telefonsamtaler og mystiske pakker.

Og så er der lige det faktum, at ’I’m Still Here’ bygger på en sand historie om det tidligere parlamentsmedlem, senere arkitekt, Rubens Paiva, der i starten af 1970 blev anholdt af styret og efterlod sig hustruen, Eunice, og fem børn.

Næres af flammerne

Herfra bliver filmen en sand tour de force for den fuldkommen fantastiske brasilianske skuespiller Fernanda Torres, datter af Fernanda Montenegro, som spillede med i Walter Salles’ ’Central Station’ (og har en lille cameo som den ældre Eunice i ’I’m Still Here’).

Fernanda Torres er et studie i tilbageholdt, men buldrende energi som Eunice, der, mens Rubens stadig var der, holdt sig i baggrunden, passede familien og elskede sin mand. Men nu bliver hun til et moderdyr, der ikke alene vækkes politisk, men også sætter alt ind på både at finde sandheden og beskytte sin familie.

To på mange måder modsatrettede og uforenelige missioner. For den, som stikker næsen frem, risikerer livet. Som børnenes skolelærer så kontant udtrykker det, da Eunice opsøger hende og beder om hjælp med det argument, at hendes mand er i fare: “Vi er alle sammen i fare.” Ingen kan vide sig sikre. Ingen kan stole på nogen.

Midt i det politiske og følelsesmæssige kaos må Eunice navigere frygten for mandens skæbne og hvad der måske vil overgå resten af hendes familie. Dertil kommer vreden over militærets brutalitet og afmagten over, hvor lidt der egentlig kan gøres. Selv for en ressourcestærk kvinde, der derudover også pludselig befinder sig i en svær finansiel situation.

Mange andre ville være knækket under bare halvdelen af den vægt, hun bærer på sine skuldre. Ikke mindst da hun bliver sendt i fængsel, mistænkt for at vide mere om sin mands aktiviteter, end hun vil sige. Men ikke Eunice, der næres af flammerne. Man må bøje sig i støvet – både over hendes styrke og skuespillerinden, der får den frem på film.

Altid huske, aldrig glemme

’I’m Still Here’ er baseret på Rubens’ og Eunices søn Marcelo Rubens Paivas erindringer af samme navn, der udkom i 2015. På et tidspunkt, hvor virkelighedens Eunice Paiva kæmpede mod Alzheimers. Som et forsøg på at bevare den historie, hun var ved at miste.

Marcelo Rubens Paiva er desuden barndomsven med Walter Salles, der kom i Paiva-familiens hjem. Måske derfor føles hele filmen så dybt personlig, så vedkommende og så vigtig. Eller måske er det bare, fordi historien på mange måder synes at gentage sig i disse år. Og så er det som bekendt endnu vigtigere at fortælle den.

Og ’I’m Still Here’ står stærkt som et rystende og rørende vidnesbyrd. Om en kvinde, hvis historie er delt af alt for mange andre familier i Brasilien, og derfor aldrig må glemmes. Og om et sort kapitel i den brasilianske historie, der fortjener at komme frem i lyset og blive der.

Så det aldrig bliver glemt. For i glemslen ligger kimen til, at historien kan gentage sig selv.

Det hele er pakket ind i en smuk, indfølt fortælling om sammenhold, kærlighed og styrke i en skræmmende tid.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: