Anmeldelse: ’A Complete Unknown’ er en fremragende og fuldstændig uforlignelig film om Bob Dylans første år

“You’re kind of an asshole, Bob.”

Ordene kommer fra Joan Baez, og lige nu står hun i Bob Dylans lejlighed iført underbukser og en laset t-shirt. De har tilbragt natten sammen for første gang, og Bob Dylan har lige kritiseret hendes sange.

De lyder som et oliemaleri, der hænger hos tandlægen, mener han.

Bob Dylan er på mange måder lidt af et røvhul. Han lægger i hvert fald ikke fingrene imellem, men det gør James Mangold heller ikke i sin Oscar-nominerede og ekstremt vellykkede film om His Bobness.

’A Complete Unknown’ skildrer de første spæde år af Dylans karriere i New York, og hvis man på mærkværdig vis ikke allerede var klar over, at Bob Dylan var lidt af en sær snegl – også dengang – så slår Mangold det nu atter fast i en film, der på mange måder understreger, at det altid har været Dylans modus operandi at være lidt af en freak.

Heldigvis er han en gudsbenådet en af slagsen. Han har skrevet sange, der har forandret verden, og det er i sidste ende det, den her strålende film lykkes med at fortælle.

Meget af ’A Complete Unknown’ består simpelthen af musikalske scener, hvor Bob Dylan, spillet af Timothée Chalamet, spiller sange på sin guitar. Man er med derhjemme i sangskrivningens processer og oppe på scenen foran det publikum, der nærmest fra dag ét var fuldstændig bjergtaget af hans talent.

Tilbage i New York i 60’erne

Filmen, der baserer sig på bogen ’Dylan Goes Electric!’, fanger an, da den unge Dylan i 1960 ankommer til New York med en blød hat på hovedet og en guitar i hånden for at møde sin helt, Woody Guthrie – og for måske at ”catch a spark”, som han siger.

Her støder han ind i Peter Seeger (blændende spillet af Edward Norton), der var en stor drivkraft på datidens folk-scene, og efter at have spillet og imponeret ham med en af sine sange får han lov til at optræde til et open mic-arrangement efter Joan Baez (Monica Barbaro), der allerede havde etableret sig som et navn.

Resten er jo stort set historie, for de helt rigtige mennesker var til stede dén dag, og Dylan fik hurtigt en aftale om at indspille sin første selvbetitlede plade. Allerede året efter fik han lov til at indspille den første plade med sine egne sange, ’The Freewheelin’ Bob Dylan’, og derfra eksploderede hans berømmelse i USA.

Det vil sige, den eksploderede i virkeligheden takket være Joan Baez, fordi hun begyndte at spille nogle af Dylans sange – hun tog ham så at sige under sine vinger, og sidenhen begyndte de som bekendt både at optræde og gå i seng sammen.

Todelt romantik

Selvom der siden filmens udgivelse i USA har været et temmelig stort fokus på Joan Baez og Bob Dylans indbyrdes romance, er det langt fra det drivende punkt i filmen. Dylans forhold til kæresten Suze Rotolo, der hedder Sylvie (Elle Fanning) i filmen, fylder mindst lige så meget, men det er på ingen måder en film, man skal se for romantikken.

Når det er sagt, er det på sin egen måde ekstremt romantisk at være tilbage i 60’ernes New York i ’A Complete Unknown’. Tøjet, farverne, bilerne, boligerne, cigaretterne, det hele… Hvis man er nostalgisk anlagt og godt kan lide at svælge i 60’ernes umiskendelige æstetik, er der i den grad smæk for skillingen lige her.

Hardcore dylanologer vil nok finde ’A Complete Unknown’ en smule intetsigende, forstået på den måde, at den ikke bringer noget nyt omkring legenden til bordet.

For alle os andre almindelige er det imidlertid en på alle måder smuk og bevægende historie om, hvordan Bob Dylan gik fra at være en total ukendt med det borgerlige navn Robert Zimmermann til at være Bob Dylan.

Chalamet er blændende

Timothée Chalamet spiller selv Dylans sange i filmen, hvilket han efter sigende skulle have øvet sig på i seks år. Resultatet er derefter: Fuldstændig blændende. Hans fortolkninger af Dylans sange er på én gang personlige og vellignende i forhold til originalerne, og flere gange undervejs må man konstatere, at man som publikum har ståpels overalt på kroppen.

Der er heller ikke en finger at sætte på hans skuespil i øvrigt. Faktisk vil jeg mene, at illusionen er total, og at man simpelthen glemmer, at der er tale om skuespil, når han på sin drævende facon udspyr replikker, som om han var Bob Dylan selv. Fænomenalt og uforligneligt simpelthen.

Filmens grundlæggende drama handler om den kontrovers, der opstod mellem Dylan og hans pladeselskab, da han op til pladen ’Highway 61 Revisited’ (1965) besluttede sig for at gå elektrisk til værks. Det skabte total furore i folk-miljøet, og de første gange, han optrådte med sine elektriske sange, buhede publikum ham næsten af scenen.

Dylan ville have det højere, men de ville have det folket, og det kulminerede i en musikhistorisk katastrofe på Newport Folk Festival, hvor arrangørerne forsøgte at kappe strømmen midt i det hele.

Man fryder sig således i filmens scener fra netop dén begivenhed, fordi Dylans plade sidenhen gik nummer et og i dag betragtes som en af hans allerbedste.

Filmen skildrer også Dylans dobbelthed og smerte ved berømmelsen, der fik ham til at trække sig ind bag de ikoniske sorte solbriller, ligesom den ganske kort berører hans eskapistiske tilbøjeligheder og hang til alkohol i perioden.

Det kan virke som en unfair sammenligning, fordi ’A Complete Unknown’ adskiller sig så markant fra Todd Haynes’ langt mere fritænkende Dylan-film ’I’m Not There’ (2007), men ’A Complete Unknown’ er dybest set en mere forførende film, fordi den forener historiens biografiske elementer med en dybereliggende følsomhed.

Ifølge Dylan selv (der har set filmen) skulle den også være retvisende i forhold til begivenhedernes gang, og det er alt andet lige et kvalitetsstempel – han anbefaler dog, at man også læser bogen, efter man har set filmen.

Lad det være en frivillig sag, men man kommer næppe tættere på reelt pligtstof inden for den musikalske biopic-genre end med ’A Complete Unknown’. Den er helt på højde med James Mangolds lige så fabelagtige film om Johnny Cash, ’Walk the Line’.

Som det også formuleres et sted i filmen, bliver man sendt hen i ordbogen for at lede efter superlativer, når man skal beskrive, hvor sjældent god den er. Kort sagt, så er den fremragende. Tag straks din far, din mor, eller bare den nærmeste boomer med i biografen.

Don’t think twice, it’s all right.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: