Anmeldelse: ’The End’ er pokkers velspillet og helt utroligt original

Hvad gør livet værd at leve, når resten af verden er gået under?

Det er omdrejningspunktet i undergangsfortællingen ’The End’. Vi befinder os et ukendt sted, i en ukendt fremtid, hvor alt liv på jorden er blevet udslettet af en miljøkatastrofe.

Tilda Swinton og Michael Shannon er det velhavende ægtepar, der de seneste par årtier har levet i en luksusbunker, dybt nede i en forladt saltmine, sammen med deres søn, der er født i bunkeren og aldrig har kendt til andet. Derudover bor de sammen med en læge, en butler og moderens bedste veninde.

De er omgivet af smukt design og noget af verdens dyreste kunst. Med vinkælder, swimmingpool, og hvad der ellers hører sig til af bekvemmeligheder i et rigtigt luksusliv.

Her får de dagene til at gå med gourmetmåltider, svømning, indretning og – for Fars vedkommende - nedskrivning af erindringer, der har til formål at tegne hans fortid i oliebranchen i et lidt mere flatterende lys, end den kan bære.

Det er den herboende amerikanske filmskaber Joshua Oppenheimer, der har instrueret og medforfattet manuskiptet til ’The End’. Han brød igennem med to dokumentarfilm om folkedrab i Indonesien, ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’ fra henholdsvis 2012 og 2014, der begge blev nomineret til en Oscar. Filmene udforskede menneskehedens mørkeste sider ved at fokusere på bødlerne bag massemordene og forsøge at se dem som mennesker, frem for monstre.

Nu debuterer Joshua Oppenheimer som spillefilmsinstruktør med… en musical! Men tag ikke fejl, for ’The End’ serverer ikke letbenede showtunes, men derimod både dybfølt og original satirisk refleksion over verdens ende. Og hvordan vi håndterer det som mennesker.

Løgne frem i lyset

For hvem kommer nogensinde til at læse Fars erindringer? Der er ringe udsigt til, at den lille udvidede familie nogensinde kan betræde landjorden igen. Og det er længe siden, de opgav håbet om at finde andre overlevende.

Indtil de en dag finder en bevidstløs ung kvinde i en af minens gange. Da hun kommer til bevidsthed, forskubber hun bunkerens skrøbelige balance. Især fordi sønnen reagerer, som de fleste unge mænd ville gøre, hvis de så en jævnaldrende kvinde for første gang i deres liv. Men det er ikke den største katastrofe. Hendes tilstedeværelse i familiens lille mikrokosmos gør det nemlig tydeligt, hvor mange løgne der skal til for at klare et liv i så ekstremt eksil. Ikke mindst i form af de løgne, vi fortæller os selv, og som er svære at opretholde, når et andet menneske begynder at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Ingen navne

Der kan synes at være et stort spring fra dystre og alvorlige dokumentarfilm om den ultimative ondskab til en visuelt overdådig musical. Men faktisk er springet ikke så langt, som det lyder på papiret.

For i sidste ende handler både Oppenheimers dokumentarfilm og ’The End’ om, at vi alle sammen er mennesker. Mennesker, der kan være gode og onde, som fejler, lyver for sig selv, og som nægter at se sandheden i øjnene.

Det kan godt være, at de tre centrale karakterer er præsenteret som den ultimative familieenhed: Mor, Far og Søn (hvem har brug for navne, når der kun er seks mennesker tilbage på planeten at holde styr på?), men de er også alle os ude i biografmørket. Alle os der, måske, i en lignende situation, ville gøre hvad som helst for at klemme lidt mere ud af livet.

Empatisk blik

’The End’ er fuld af fejende smukke billeder og musicalnumre, sunget med rå og utrænede stemmer, der gør, at de rammer desto stærkere. Den er satire, og den er brutale erkendelser. Men den udstiller aldrig nogen. Selv når karaktererne afslører sig selv som dybt fejlbarlige, er blikket nysgerrigt snarere end fordømmende.

Det er tydeligt, at Joshua Oppenheimer har en kæmpestor empati for og nysgerrighed omkring den menneskelige psyke. Især når den er sat under ekstremt pres. I sidste ende handler ’The End’ om menneskesindets formidable og forfærdelige evne til at fortrænge fakta og i stedet skabe vores egne fortællinger, der er til at leve med.

Når Michael Shannons Far får Søn til at beskrive hans liv som en succeshistorie, er det ikke en olieskurks forsøg på at mørklægge sandheden, men en fars drøm om at se sig spejlet i et andet lys i sønnens øjne. De øjne, der er den eneste arv, han har at give videre. Sine mange penge til trods.

Når Tilda Swintons Mor vågner efter endnu et mareridt, der viser sig at have et meget konkret afsæt, fordømmer vi hende ikke for hendes handlinger, men får ondt af, at hun i så mange år har været fastholdt i en så brutal virkelighed, der aldrig tillader hende at glemme eller søge tilgivelse.

Lag på lag

For det kan godt være, at luksusbunkere i disse klimakrisetider er de ultrariges nye statussymbol, men hvad skal man med kunst og æstetik, når alle dage er ens? Hvad skal man med vin, når der ikke er noget at fejre? Hvad skal man med livet, når man ikke længere lever, men bare overlever? Når der ikke er hverken fremtid eller håb, og når hverdagens monotone gentagelser gør, at vi ikke længere evner at se hinanden?

Så bliver luksusbunkerens helle pludselig til et klaustrofobisk gravkammer.

Det siges, at man skal mindes om ondskaben for at huske at holde fast i det gode. På samme måde giver ’The End’ lyst til at leve livet lidt mere bevidst, og til at passe lidt bedre på kloden, mens vi har den.

Og trods en spilletid på to en halv time, der vel at mærke suser af sted, får man også lyst til at se den igen. For der bliver ved med at være detaljer at fordybe sig i og nye tanker og erkendelser, der popper op på den indre lystavle. Om livet, døden, det, vi har og det, vi mister. Det, vi giver og det, vi får.

Men også bare fordi den er så smuk i al sin grumhed, så præcis i sin satire og så varm i sin medmenneskelighed. Så pokkers velspillet og så helt utroligt original.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: