Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Killers of the Flower Moon’ er en stor, ambitiøs og kompleks film af en indigneret Scorsese

AfAnn Lind Andersen
19. oktober 2023
'Killers of the Flower Moon'
Leonardo DiCaprio og Lily Gladstone i Martin Scorseses storfilm 'Killers of the Flower Moon' / Foto: ©2023 Apple

Del artikel

‘Killers of the Flower Moon’ er mange ting, men først og fremmest et usentimentalt karakterstudie af en sølle mand. Spørgsmålet er, om det er det rigtige valg af Scorsese?

Killers of the Flower Moon

Premieredato: 19. oktober 2023 i biograferne
Genre: Drama
Instruktør: Martin Scorsese
Manuskriptforfatter: Erik Roth og Martin Scorsese. Baseret på en non-fiktionsbog af David Grann
Medvirkende: Robert De Niro, Leonardo DiCaprio, Lily Gladstone, Jesse Plemons m.fl.
Land: USA
Spilletid: 3 timer og 26 minutter

En film af Martin Scorsese er altid en begivenhed i filmverdenen. Alene fordi instruktøren har lavet ikke bare én, men flere mesterværker. Behøver jeg at nævne Taxi Driver, Raging Bull, Goodfellas, The Wolf of Wall Street for bare at tage nogle stykker? Rækken er lang.

Med Killers of the Flower Moon har Scorsese lavet en ret atypisk film – for ham. En film fuld af harme og indignation, som ikke er set før i hans film, selv om han en del gange har beskæftiget sig med mørke kapitler i USA’s historie. Ligesom han gør i denne.

Baseret på en true crime-bog

Filmen er inspireret af David Granns non-fiction-bestseller af samme titel. Dog med undertitlen Oil, Money, Murder and the Birth of the FBI. Som sidste del indikerer, er bogen en true crime-fortælling om de mange mord i Osage County i 1920’erne, der førte til, at det såkaldte ‘Bureau of Investigation’ blev sat på sagen. Af en ung mand, der hed J. Edgar Hoover. Og dermed var grunden lagt til FBI’s fødsel.

Scorsese er dog på ingen måde interesseret i at fortælle den klassiske ‘politiet-opklarer'-historie, tværtimod skal man ikke forvente en spændingsfyldt detektivfilm. Han har selv udtalt, at hvis filmen havde lagt sin vægt på politimanden Tom Whites arbejde, som bogen gør (i filmen bliver White spillet af Jesse Plemons), ville det hurtigt få en lugt af ‘white saviour’ over sig. Af samme grund kommer White først sent på banen i en meget afdæmpet udgave.

Reservat med sort guld

'Killers of the Flower Moon'
'Killers of the Flower Moon’ er en stor, ambitiøs og kompleks film
Foto: ©2023 Apple

At indfødte amerikanere blev tildelt reservater på usle jordområder er velkendt historie. Men lige præcis i Osage-regionen gik det anderledes end for de fleste andre stammer, for jorden viste sig at besidde olie. Olie, der gjorde beboerne så velhavende, at de på et tidspunkt blev nogle af de rigeste mennesker i landet og væltede sig i nye biler, pelse, smykker og andet jordisk gods af guld.

Det er situationen i begyndelsen af 1920’erne, hvor Ernest Burkhardt (Leonardo DiCaprio) vender hjem til sin hjemby i Osage efter at have været i krig (som kok).

Hans onkel, William Hale (Robert de Niro) er byens kvægbaron, mæcen og sherif, som gør meget ud af at være på god fod med både hvide og indfødte.

Onklen ‘nudger’ Ernest i retning af kvinden Mollie, spillet af Lily Gladstone. Ikke for at pleje Ernests kvindeglade sind, men fordi Mollie og hendes mor og tre søstre ejer værdifuld jord.

En love story?

Ernest og Mollie udvikler følelser for hinanden og bliver gift. Om det er ægte kærlighed må man selv bedømme. Men snart begynder Mollies familie at dø, ligesom flere andre Osage-folk er gået bort på mere eller mindre mistænkelig vis. Fælles for dem alle er, at ingen af dødsfaldene bliver efterforsket, og jordene, de afdøde ejer, går til William Hale.

At disse begivenheder og det påfaldende mønster ikke får alarmklokkerne til at ringe kraftigt, siger noget om, hvordan de indfødte amerikanere bliver betragtet, og deri ligger Scorseses kritik.

En sølle mand

Killers of the Flower Moon
Robert De Niro og Leonardo DiCaprio spiller for første gang overfor hinanden på film
Foto: ©2023 Apple

Hales intentioner er ikke så renskurede, bliver Ernest godt klar over tidligt i forløbet. Men King, som William Hale også bliver kaldt, er virkelig dygtig til at gaslighte, og lagt sammen med Ernests egne dårer som grådighed – ’I looove money’, siger han sågar på et tidspunkt, og en vis portion ubegavethed – Ernest er ikke den skarpeste kniv i skuffen – bliver han en mand, der er let at manipulere med.

Portrættet af Ernest er filmens egentlige omdrejningspunkt. Det er ham, Scorsese interesserer sig mest for. Vidste Ernest, hvad han gik ind til? Hvor meget var han styret af sin onkel, som han var afhængig af på mange måder? Var han et offer eller en skurk?

Det er, med andre ord, først og fremmest et karakterstudie af en sølle mand, Scorsese er ude i. En mand, der ikke engang kan kaldes en antihelt, for der er virkeligt intet helteagtigt over Ernest.

Måske er han snarere prototypen på den gennemsnitlige hvide mand i 1920’ernes Osage, der ikke havde nogen skolegang, var opflasket med en racistisk tankegang om, at indfødte amerikanere var andenrangsborgere og ikke havde andre mål i livet end at få kone, børn, drikke sig en ordentlig tur i hegnet engang imellem og begå røverier eller afpresning for at skaffe penge.

En af Leonardo DiCaprios bedste præstationer

Killers of the Flower Moon
Er Leonardo DiCaprios præstation i 'Killers of the Flower Moon' blandt karrierens bedste?
Foto: ©2023 Apple

Portrættet af en gennemsnitsmand kunne hurtigt blive et kedeligt projekt, hvis det ikke var for Leonardo DiCaprio. Gang på gang har han (be) vist, at han er en dygtig skuespiller, og i rollen som Ernest leverer han en af de bedste præstationer i sin karriere. Uforfængelig og overbevisende og med styr på hver eneste ansigtsmuskel. For hans skyld alene er filmen værd at se.

I samarbejde med DiCaprio forstår man godt, at Scorsese har valgt at gå med Ernest. Men, og der er et stort men, Scorseses projekt om at være et opråb om den dårlige behandling, som indfødte amerikanere har været udsat for, ville have stået betydeligt stærkere, hvis han havde fokuseret mere på Mollie.

Scorsese og kvinderne

Kvindelige hovedkarakterer har aldrig været Scorseses stærke side. Bortset fra Alice Doesn’t Live Here Anymore, der havde Ellen Burstyn i den centrale rolle, har kvinder været forvist til at være bipersoner i instruktørens film.

Det er han, selvfølgelig, i sin frie, kreative ret til selv at bestemme, men i Killers of the Flower Moon bliver det til et udtalt problem, for Mollie er, uden tvivl, hjertet og integriteten i filmen.

Det er hende, hendes familie og hendes folk, historien handler om, og det virker derfor som et sært blindt spot, at Scorsese alligevel koncentrerer sig mere om den hvide mand ved siden af Mollie. But why? får man lyst til at spørge.

Det valg fra Scorseses side retfærdiggør, desværre, det spørgsmål, der i stigende grad bliver et omdrejningspunkt i den nutidige debat om repræsentation: Hvem skal fortælle hvis historier?

Er det en hvid, ældre, mandlig instruktør, der skal fortælle Osage-folkets historie? Især når han lader hovedpersonen være en hvid mand, der i historiebøgerne knapt er en parentes. På bekostning af den kvinde, der betalte en uhyggelig stor pris, Mollie Burkhardt.

Hvad tænker Mollie?

Killers of the Flower Moon
Lily Gladstone som Mollie i 'Killers of the Flower Moon'
Foto: ©2023 Apple

I filmen bliver hun også en mangelvare. Man savner at komme tættere på Mollie. Der er en kulturel stoiskhed over hendes reaktioner, men Lily Gladstone viser til fulde, at hun kan kanalisere følelser i konflikt hos sin karakter. Derfor kunne man godt have tænkt sig at få et større indblik i, hvorfor Mollie vælger Ernest som ægtemand, og hvorfor hun bliver hos ham.

Er det en ægte kærlighedshistorie, eller er hun en kvinde, der bliver hos en skidt fyr på grund af lavt selvværd – som resultat af århundreders kulturelle overgreb?

Autentisk casting

Uanset hvad man hælder til efter filmen, kan man ikke være i tvivl om kvaliteten af skuespilpræstationerne. Robert de Niro giver, på linje med Leonardo Di Caprio, en af de stærkeste performances, han har leveret i mange år. Alfaderlig, sympatisk og giftig ad pommern til. Det er en fornøjelse at være vidne til.

Også i sin casting af så mange Osage-folk som muligt, er filmen interessant. Der er andre stammer repræsenteret – Lily Gladstone er f.eks. af Sortfodsfolket – men der er gjort meget ud af at caste så autentisk som muligt.

Nogle af virkelighedens Osage-‘chiefs’ er også med og får en pæn rum taletid. Om det bliver en tand for prædikende kan godt diskuteres, men man forstår bevæggrundene.

Teknisk højt niveau

Teknisk er barren som sædvanlig høj. Flere af Scorseses kendetegnende, stilistiske træk er der: Slow-mo med indfødte amerikanere, der danser i olieregn, krævende kameratur rundt i huset, anakronistisk musikspor, der sætter handlingen i nutidig relief etc.

Alt sammen så velklippet, at det er en fryd. Naturligvis af Thelma Schoonmaker, der har været Scorseses faste klipper siden begyndelsen af hans lange karriere, og som på trods af sine 83 år stadig leverer upåklageligt og eminent klippearbejde.

Er den for lang?

Killers of the Flower Moon
Jesse Plemons dukker op sent i forløbet i 'Killers of the Flower Moon'
Foto: ©2023 Apple

Ingen film er for lang, hvis den er god, sagde den amerikanske filmkritiker Roger Ebert engang, frit oversat. Men med sine tre og en halv time er Scorsese ude i en af sine længere fortællinger. Også for lang.

Men det er samtidig svært at sige, hvad der skulle være røget i en ‘nip and tuck’. Det er tydeligt, at Scorsese i denne film prioriterer de lange dialog-tunge samtalescener, og der er mange karakterer at holde styr på, men ekspositionsdelen bliver simpelthen for overlæsset. Hvilket filmens slutning, ironisk nok, tydeliggør.

Opsummeringen af begivenhedernes efterskvulp bliver iscenesat som et ret underholdende live radioteaterstykke, hvor Scorsese himself dukker op på scenen. Overraskende, et af filmens få direkte bevægende øjeblikke. Måske skulle der have været mere af det som rammefortælling, for at det ville have taget ekspositions-byrden?

Blandt Scorseses bedste?

Som filmen er endt, er Killers of the Flower Moon et ambitiøst, kompleks værk med mange gode intentioner, prægtige skuespilpræstationer, teknisk håndværk af høj klasse og en hårrejsende historie, der kaster lange skygger op til vores nutids samtaleemner. Elementer, man er nødt til at sætte pris på i en bedømmelse.

Men det er heller ikke en film uden fejl, og i Scorseses samlede filmværk hører den ikke til blandt hans bedste.

Til gengæld kan man mærke hans engagement, og at han denne gang sætter sig selv og sin indignation på spil. Mere end i nogen af hans tidligere film.

På den måde er der en nærmest ungdommelig ånd og friskhed hos Scorsese, der vidner om en instruktør i fuld vigør. En instruktør, der stadig kan lave film som få og med Killers of the Flower Moon har lavet en must-see-oplevelse.

Killers of the Flower Moon får biografpremiere 19. oktober.

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste