Anmeldelse: Tom Cruise går til yderligheder i 'Mission: Impossible – The Final Reckoning'

I 1996 stiftede vi for første gang bekendtskab med IMF-agenten Ethan Hunt. Det var i Brian De Palmas banebrydende actionthriller ‘Mission Impossible’, der bød på spektakulær action og intens spænding.

Siden da har instruktører som John Woo, J.J. Abrams og Christopher McQuarrie forsøgt at bibeholde underholdningsværdien med svingende succes. I alt syv film er det blevet til, og ligheden mellem dem er, at Hunt påtager sig livsfarlige opgaver for at forhindre diverse globale trusler, der tæller alt fra terrororganisationer til korrupte regeringer.

Og så er der højoktan action for alle pengene (1,5 milliarder dollars for at være helt præcis). Desværre er der gradvist kommet mere fokus på underholdningen end i at fortælle noget interessant.

Man ved derfor, hvad man går ind til, hvis man indløser billet til, hvad der forhåbentlig bliver sidste del af en af filmhistoriens største action-franchises.

Ligesom i den forrige film skal Ethan Hunt og hans team i ‘Mission Impossible: The Final Reckoning’ forhindre, at en altdominerende AI, kaldet The Entity, ender i hænderne på skurken Gabriel (Esai Moraes), der vil bruge dens teknologi til at erobre verdensherredømmet.

Men i The Final Reckoning har The Entity løsrevet sig fra menneskets kontrol og hacket sig ind på IT globalt, som den blandt andet bruger til at skabe fake news og misinformation blandt verdens befolkning. Derudover er den i gang med at overtage verdens atomarsenal for på den måde at udslette menneskeheden.

For meget ingenting

Det er altså noget af en trussel Hunt og hans team står overfor, og om filmens manuskriptforfattere selv vil kunne genfortælle, hvad The Entity præcis er, hvis de bliver spurgt, kan jeg have min tvivl om. Jeg kan i hvert fald ikke, for det er sgu en kompliceret affære, og for første gang i lang tid er jeg glad for, at der konstant er dialog, der guider mig igennem en film og fortæller, hvad f*ck der foregår.

For det er godt nok en rodet omgang nonsens at følge Hunts kapløb mod tiden til både lands, vands og i luften.

De første to timer af filmen byder på middelmådig action, opsummeringer af foregående film og konstante forsøg på at forklare i stedet for at vise. Det sker primært via den førnævnte overfortællende dialog og hurtige klip mellem tempofyldte actionscener. Og ligesom i en hver anden samlebåndsfilm fra Hollywood hjælper det med at skjule, at handlingen ikke er det mindste interessant.

Det samme må efterhånden siges at være tilfældet med karakteren Ethan Hunt, der konstant udfordres både mentalt og fysisk. Han ved som altid ikke, hvem han kan stole på - hverken af venner eller fjender. Han presses til det yderste, og midt i det hele er der blandt andet en 20 minutter lang undervandsscene, der ender i en sovjetisk ubåd i Bering Havet, hvor det enorme vandtryk åbenbart ikke er en voldsom udfordring for Hunts overmenneskelige krop.

Selvom de mange actionsekvenser er ekstremt veludførte og relativt realistiske, så bliver de aldrig spændende. Det skyldes primært, at der ikke længere er noget, der er en reel fare for Hunt. Man sidder derfor bare og ser et show off af filmtekniske virkemidler, hvilket er ganske underholdende, men også virkelig uinteressant.

Groft sagt er der nul store overraskelser i de første to tredjedele af filmen, der ikke byder på andet end tomme Hollywood-kalorier.

Et stærkt cast er ikke nok

I ’Mission Imposible: The Final Reckoning’ er Ethan Hunt i selskab med både nye og velkendte ansigter. Mest glædeligt er gensynet med Rolf Saxon, der vender tilbage i rollen som CIA-analytikeren William Donloe, der var tæt på at afsløre Hunt i den første film i en af franchisens mest ikoniske scener. På den måde bliver det hele afsluttet på en fin og ærefuld måde.

Foruden Saxon er Ving Rhames og Simon Pegg tilbage som henholdsvis den evigt loyale Luther og computergeniet Benji. Pom Klementief spiller den franske lejemorder Paris, og som et af filmens skuespillermæssige højdepunkter ses Hayley Atwell som mester(lomme)tyven Grace. Derudover er der små roller til både Nick Offerman, Holt McCallany og Shea Whigham. I rollen som USA’s præsident ses altid seværdige Angela Basset.

Det stærke cast sørger blandt andet at give filmen en tiltrængt humor, når det ofte bliver lidt for højtideligt med referencer til tidligere film og påmindelser om AI-trusler mod menneskeheden. Desværre står de allesammen i skyggen af filmens altoverskyggende (og lidt for selvfede) stjerne Tom Cruise, der efterhånden er mere interessant som stuntmand end som skuespiller.

Slutter som ventet

Der er sandt at sige ikke meget nyt at komme efter i sidste kapitel af den ekstremt populære filmserie. Men har man fulgt med de sidste 30 år og syv film, er der ingen grund til ikke at få det sidste med.

De knap tre timer filmen af uransagelige årsager varer, går relativt hurtigt takket være de imponerende effekter, der ganske vist ikke sætter nye standarder, men alligevel er troværdige og seværdige i de situationer, de bliver brugt i.

Desværre er skal man forbi de første to timer, før det for alvor bliver neglebidende og spændende, og de virkelig fede stunts indfinder sig. Hvis man beslutter sig for at uddele Oscars for bedste stunt allerede næste år (ved godt, man ikke gør), så vil den sidste sekvens, hvor to gammeldags propelflyvere med Cruise hængende på alle tænkelige sider, være svær at komme udenom.

Det er imponerende filmhåndværk, men slet ikke nok til at redde filmen fra sin middelmådighed.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: