Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Synkefri’ er en både smuk og brutal fortælling

Af
Maria Månson
29. november 2023
'Synkefri'
Sylvester Byder i hovedrollen som Henrik i 'Synkefri' / Foto: Loui Ladegaard

Del artikel

En stormfuld nat i starten af 80’erne sank en fiskekutter og en redningsbåd ud for Hirtshals havn. Den historie er nu blevet til biograffilmen 'Synkefri', som udforsker et lille samfunds kollektive traume

Synkefri

Premieredato: 30. november 2023 i biograferne
Genre: Drama
Instruktør: Christian Andersen
Manuskriptforfatter: Christian Andersen, Martin Strange-Hansen
Medvirkende: Sylvester Byder, Henrik Birch, Sofie Torp, Johanne Louise Schmidt, Anders Brink-Madsen, Esben Dalgaard
Land: Danmark
Spilletid: 1 time og 43 minutter

Jeg tror aldrig, man kan forstå, hvad havet virkelig betyder for fiskersamfund, hvis man ikke selv er en del af det. At stå og kigge ud over et oprørt Vesterhav er for mig en meditativ oplevelse. Det er noget, jeg opsøger for at finde ro.

For beboerne i en fiskerlandsby betyder det også penge og mad på bordet. Og afsavn, sorg og traumer. For det er ikke altid, det går godt. Det er ikke altid, at alle bådene kommer hjem. Det er et vilkår, man må leve med, både som fisker, men i særdeleshed også som pårørende.

Lysene slukkes

I Hirtshals bor Henrik, en teenager spillet af Sylvester Byder. Han drømmer om et liv på havet, men omgivelserne vil gerne have ham på gymnasiet. Hans mor bestyrer den lokale proviant-biks, mens hans far er kaptajn for byens redningsbåd.

En råkold, blæsende december-nat går det galt. Henriks far Rasmus kaldes ud til en redningsaktion. Det er første gang, han og mandskabet skal sejle i den splinternye og synkefri redningsbåd RF2. Men den kæntrer og forliser sammen med kutteren i havsnød.

På kajen står Henrik i mørket sammen med resten af byen og ser lysene fra bådene forsvinde i det mørke hav. 9 mand omkommer. Deriblandt hans far og hans bedste ven, der var på fiskekutteren.

En menneskelig fejl

I dønningerne efter ulykken er havari-kommisionen hurtig til at skyde skylden på Henriks far og de andre redningsfolk, men da Henrik ser en film fra en test af båden, opdager han, at noget ikke stemmer.

Og så går han ellers i gang med at få pressen og lokalsamfundet overtalt til at bore mere i sagen. Men det er Hirtshals’ beboere ikke videre interesserede i, da meget afhænger af, at fiskere fortsat vil benytte havnen og dens farlige indløb. Efterforskningsdelen af filmen er ren fiktion, ligesom Henrik heller ikke har eksisteret i virkeligheden. Men instruktøren bag har valgt at fokusere plottet hos en ung dreng, der savner sin far, for det er den vinkel, han kender bedst til.

Der skal nok være nogle historie-puritanere derude, som bliver vrede over, at det ikke er den komplet sande historie, der formidles. Men der må jeg tage kunstens parti. Det står altid en fiktions-filmmager frit for at digte over og rundt om virkeligheden. Ansvaret ligger hos seeren. Det er vores ansvar at lave kildekritik, når et værk endda er så tydeligt markeret med ’fiktion’.

Familie præget af sorg

Instruktøren bag Synkefri hedder Christian Andersen og er selv indirekte forbundet til ulykken. Han er vokset op i en familie, hvor traumet fyldte meget, selvom han ikke selv var en del af den. Hans mor var nemlig kærester med kaptajnen til redningsbåden, og han var også far til Christian Andersens to større brødre. Christian blev født fem år efter, men altså ind i en familie, hvor der altid var et stort sort hul af sorg.

Der er stærke skuespilpræstationer over hele linjen i Synkefri, som måske ikke er årets mest nervepirrende film, men til gengæld har en tilbagelænet spænding, der stemmer meget godt overens med det nordvestjyske miljø. Anders Brink Madsen spiller faren Rasmus, altid fantastiske Henrik Birch spiller Castro, men det er især Henriks mor og moster, der virkelig giver filmen tyngde. De spilles af Johanne Louise Schmidt og Sofie Torp.

Holder samfundet i gang

Sideløbende med opklaringsplottet får vi udfoldet de traumatiske konsekvenser for hele det lille samfund. Et kollektivt traume, som beboerne den dag i dag er påvirkede af. Det er en ganske særlig måde at leve på, når havet sådan flytter ind i familiestrukturer.

Når kvinderne og børnene, der bliver tilbage, har ansvaret for at holde samfundet kørende. Og når havet både giver mad på bordet og tager liv. Det er på én gang brutalt og smukt. Synkefri er meget loyal over for de efterladte, og den gør meget ud af at fortælle, hvordan sorg kommer til udtryk på mange forskellige måder.

Det er ikke til at forstå, hvordan livet kan gå videre, når katastrofer som RF2-forliset indtræffer. Det kan synes kataklysmisk for et lille samfund. Men måske kan Synkefri give Hirtshals nogle at dele sorgen med? Måske jeg efter filmen har et lidt mere nuanceret blik på havets kræfter næste gang, jeg står på en klit ved Vesterhavet og bare gerne vil blæses igennem?

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste