Anmeldelse: ‘Når befrielsen kommer’ udstiller krigens komplekse dilemmaer

Anden verdenskrig har været vendt en del gange i dansk film. En evig inspirationskilde til at fortælle historier om mod, menneskelighed, moral – og alt det modsatte. I de senere år er der også dukket historier op, der kan ses som sorte pletter på den danske, nationale selvforståelse som et humanitært folkefærd. Vi fremhæver ofte jødeflugten i 1943, hvor mange danske jøder nåede til Sverige. Og glemmer gerne, at vi så mere eller mindre passivt til, da nazisterne invaderede Danmark.

En sort plet

Sådan en sort plet viser Anders Walters første danske spillefilm, Når befrielsen kommer. I lighed med Under sandet, men til forskel for Martin Zandvliets film fra 2015, hvor unge tyske soldater blev sat til at fjerne landminer på den jyske vestkyst, er problematikkerne og dilemmaerne i Walters nye film ikke isolerede og afgrænsede. De er nogle, alle kan relatere til, og som føles evigt aktuelle, også i dag, og netop dét er filmens største styrke.

Tyske flygtninge til Danmark

Filmen udspiller sig omkring Ryslinge Højskole, hvor forstanderen Jacob, spillet af Pilou Asbæk, er en engageret samfundsborger i det lille lokalmiljø. Han og hans kone (Katrine Greis-Rosenthal) og deres unge søn, Søren (Lasse Peter Larsen), trives og kommer godt ud af det med alle. Lige indtil februar 1945, hvor krigen synger på sidste vers.

Russerne trænger frem på østfronten, hvilket er godt for de allierede, men den russiske succes skaber også en massiv strøm af tyske flygtninge, hvoraf flere hundredtusinder bliver sendt til Danmark. Og til Ryslinge, hvor Jacob får ordre på at huse et par hundrede – der snart vokser til 500 – af flygtningene på højskolen.

Hård folkeånd

Det er tyske flygtninge i forskellig stand. Nogle er udsultede efter mange måneders flugt. Andre mere velbjærgede iført pelse og med en vis herskermentalitet i behold. Tyskerne havde jo stadig magten i Danmark. Fælles for dem var dog, at den danske modstand mod dem var stor. Så meget at den danske lægeforening påbød sine medlemmer ikke at hjælpe de tyske flygtninge. Hvilket førte til repressalier fra danske nazisympatisører, de såkaldte ‘clearingmord’, hvor danske læger blev likvideret.

Det er i den folkeånd, Når befrielsen kommer, henter sine dilemmaer. For skal Jacob og Lis bare se på uden at hjælpe, når de på nærmeste hold kan se, at de tyske flygtninge er alvorligt syge, og små børn dør på stribe i lejren? Og hvis de hjælper, bliver de hurtigt kaldt landsforrædere og udskammet af byens borgere. Især af modstandsfolkene, inkarneret i filmen gennem musiklæreren Birk (Morten Hee Andersen). Hvad er det rigtige at gøre? For medmennesker og for nationen?

Modpoler i det moralske kompas

Det er svære spørgsmål, og de skaber mange bevægende øjeblikke i filmen. Også for sønnen Sørens vedkommende, der oplever, at legen med klassekammeraterne får en anden, hårdere karakter, efter farens valg.

Søren selv er også splittet på det indre plan. De to mænd, han ser mest op til er faren og Birk, men når de er modpoler i det moralske kompas, hvad skal man så hælde mest til?

At se de vanskelige vilkår gennem et barns øjne er en af Anders Walters forcer. Det har han vist gang på gang, både i sine kortfilm som den Oscar-vindende Helium, den Oscar-nominerede Ivalu, og i den første spillefilm, I Kill Giants. Og her i Når befrielsen kommer helt eminent gennem drengekarakteren Søren.

Øje for talent

Anders Walter får god hjælp af et stærkt skuespillerhold, hvor især Pilou Asbæk og Lasse Peter Larsen må fremhæves. Walter har et virkeligt godt castingøje for at spotte børneskuespillere, og i Lasse Peter Larsen har han fundet et stort, nyt talent, der på trods af sin uerfarenhed leverer store følelser, så de virker ægte.

På den måde fungerer alt, som det skal i filmen. Alt er instrueret med både sikker og empatisk hånd med stor sans for nuancer og gråzoner, så man hele tiden spørger sig selv: Hvordan ville du selv have reageret i sådan en situation?

Traditionelt filmsprog

Til gengæld kan jeg godt savne, at Walter havde tilladt sig selv at lege mere med sit filmsprog. Som han har gjort i stort alle sine tidligere film. Om det så er det fantasi-fabulerende som i Helium eller de poetiske naturpauser som i Ivalu. Der, hvor der bliver skabt rum for tilskueren til at tænke selv, og fortællingen får lov til at leve på egen hånd.

Her i Når befrielsen kommer, er alt holdt stringent traditionelt, fortalt 1:1 og publikum ført gennem historien ved hånden. Den tilgang har helt sikkert en appel hos det brede publikum, men for instruktøren som kunstner, drukner han også en smule i den store fortælling, som Når befrielsen kommer rummer.

Der er dog ingen tvivl om, at temaet i filmen er en af den slags krigshistorier, der er vigtig at få fortalt. For at forstå os selv bedre i de krige, der har været og de krige, der kommer.