
Filmguide: 10 af de bedste krimithrillers på Netflix

Kvinden i buret - og de andre Afdeling Q-film
Jussi Adler-Olsens krimier er blandt de allermest populære i løbet af de seneste år i Danmark. Første bog i rækken, hvor vi møder Carl Mørck og Assad første gang, og hvor selve Afdeling Q – specialafdelingen for henlagte sager – bliver etableret, er 'Kvinden i buret'.
Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares spiller hovedrollerne som Carl Mørck og Assad, og det er en decideret fryd at følge de to skuespillere igennem alle fire film.
Foruden 'Kvinden i buret' tæller den første omgang af 'Afdeling Q'-film også 'Fasandræberne', 'Flaskepost fra P' og 'Journal 64'.

Underverden
Fenar Ahmad fik sit helt store gennembrud med denne højspændte thriller, der måske nok er mere action end decideret krimi. Om ikke andet viser den Københavns kriminelle underverden på en helt ny måde.
Dar Salim spiller hovedrollen som lægen Zaid, hvis idylliske overklasseliv pludselig forvandles til et mareridt, da hans bror bliver myrdet.
Zaid bestemmer sig for at hævne sin bror, og det bringer ham i den grad på kant med loven.
Også Stine Fischer Christensen, Ali Sivandi, Dulfi Al-Jabouri og Roland Møller er på rollelisten.
Zodiac
David Finchers anmelderroste krimithriller er baseret på tegneren, Robert Graysmiths, efterforskning og bog, 'Zodiac'.
Den handler om jagten på en af virkelighedens seriemordere, som opererede i og omkring San Francisco i 1970, og i forsøget på at opklare sagen, arbejder pressen og politiet tæt sammen.
Jake Gyllenhaal spiller Robert Graysmith, og han bliver flankeret af bl.a. Robert Downey Jr., Brian Cox og Mark Ruffalo.
The Killer
Vi bliver i David Finchers verden - denne gang med en af de nyere krimithrillers af slagsen.
'The Killer' handler om en afstumpet og unavngiven lejemorder, spillet af en fremragende Michael Fassbender. Morderen kæmper både mod både sine arbejdsgivere og sig selv i en international menneskejagt, som han insisterer på ikke er personlig.
Foruden Fassbender imponerer serien med en spændende historie og hypnotisk underlægningsmusik.

Anmeldelse: David Finchers ’The Killer’ er et fascinerende studie af en iskold lejemorder
Dont Move
‘Don't Move’ er en vellykket og skarpskåret thriller, der aldrig vier fra sin simple præmis.
Den handler om Iris, der er tynget af sorg, fordi hun har mistet sin søn. Hun ønsker ikke at leve mere og skal til at springe ud over den klippe, der tog hendes søns liv, da en tilsyneladende flink, ung mand dukker op. Men det viser sig - selvfølgelig - at han er alt andet end flink.
Hovedrollerne spilles af Kelsey Asbille og Finn Wittrock, og filmen er instrueret af Brian Netto og Adam Schindler.
Fair Play
Emily (Phoebe Dynevor) og Luke (Alden Ehrenreich) har et passioneret forhold, som de dog holder hemmeligt på deres fælles arbejdsplads.
En dag åbner der sig en mulighed for avancement på jobbet, og både Emily og Luke går efter positionen. Emily ender med at få jobbet, hvilket Luke ikke håndterer særligt godt, og snart udspiller der sig et toksisk psykoseksuelt drama imellem dem.
Filmen er Chloe Domonts debutfilm.

Anmeldelse: Netflix-filmen ’Fair Play’ er den bedste thriller i år
Gone Girl
Endnu en David Fincher-film på listen. Denne gang baseret på Gillian Flynns bestseller.
Historien handler om Nick (Ben Affleck) og Amy Dunne (Rosamund Pike), der tilsyneladende har det perfekte ægteskab.
Men da Nick på deres 5-års bryllupsdag melder Amy savnet, står det hurtigt klart, at der er et eller andet helt galt i deres forhold, og som seer bliver man oprigtigt i tvivl om, hvad der er op og ned, i takt med at sagen bliver oprullet.
American Gangster
Som titlen antyder, har vi her at gøre med en gangsterthriller og en yderst velspillet en af slagsen.
Ambitioner og korruption mødes i 1970'ernes Harlem, da en karismatisk narkobaron kommer til magten og støder sammen med en retskaffen politimand og livsfarlige rivaler.
Det er Ridley Scott, der står bag filmen, og i de to bærende hovedroller ses Denzel Washington som gangsteren Frank Lucas og Russell Crowe som narkobetjenten Richie Roberts.
The Good Nurse
Vi kipper lidt med Dannebrog i 'The Good Nurse', eftersom det er danske Tobias Lindholm ('Krigen', 'Efterforskningen'), der har instrueret den stjernebesatte thriller med Eddie Redmayne og Jessica Chastain i hovedrollerne.
Ikke ulig den danske serie, 'Sygeplejersken', handler filmen om en sygeplejerske fra virkelighedens verden, der med fuldt overlæg slog en masse patienter ihjel.

Josephine Park: 'Sygeplejersken' er en whistleblower-historie!
Reptile
Den hårdkogte politiefterforsker Tom Nichols (Benicio del Toro) kaster sig over en ny, kompliceret sag, der viser sig at være et mord udover det sædvanlige.
Den unge ejendomsmægler Summer (Matilda Anna Ingrid Lutz) er blevet brutalt myrdet, og mistanken falder hurtigt på Summers kæreste, Will, spillet af Justin Timberlake.
Filmen er instrueret af Grant Singer.

Anmeldelse: Netflix-filmen ’Reptile’ er en herlig thriller til efteråret
Alle de nævnte film kan findes på Netflix.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:
