Anmeldelse: David Finchers ’The Killer’ er et fascinerende studie af en iskold lejemorder

”Hold dig til planen,” messer han igen og igen inde i hovedet. Lejemorderen uden navn. Igennem en voiceover hører vi flere gange i David Finchers The Killer, hvordan han har opbygget et sæt af regler for at kunne arbejde med det, han gør. Slå mennesker ihjel for penge.

Og han er god til det. The Killer (Michael Fassbender), som han blot bliver kaldt i rulleteksterne. Det er i hvert fald det indtryk, vi får i starten af filmen, da vi møder ham.

Han sidder på en stol og kigger ud ad et vindue. Stirrer på nogle vinduer i den fashionable bygning på den anden side af gaden i Paris. Han venter på, at målet skal ankomme. Hvornår vides ikke.

Vi ser, hvordan han tjekker, at alt er klar til flugten derfra. Hvordan han dyrker yoga for at holde kroppen klar. Til at holde hjernen skarp, hører han musik. Specifikt The Smiths. Det er det foretrukne for ham i filmen. Som han siger, ”Det hindrer den indre stemme i at vandre”.

Og så holder han øje med sit smartwatch. Især pulsen. Når han skal skyde, skal den ligge på 60. Det er idealet for ham. Da ofret endelig kommer, går noget galt. Kuglen finder ikke sit mål. Derfor må han kigge sig over skulderen. Ikke bare efter politi, men også efter arbejdsgiveren, der vil fjerne alle løse ender i den her fiasko.

Men er det smart at forsøge at jage en jæger, der ikke besidder nogen som helst form for skrupler, hvis man truer ham eller dem, han har kær?

Igennem seks kapitler plus en epilog følger vi den morderiske John Wick med bøllehat på i bestræbelserne på at få bragt orden i sagerne. Forlægget er Alexis ’Matz’ Nolent og Luc Jacamons populære tegneserie af samme navn, men udførelsen er klassisk David Fincher.

Sofistikeret dræber

The Killer er en fascinerende film, man ikke kan tage øjnene fra. En stor del af det er selvfølgelig pga. Michael Fassbenders intense præstation. Der er en urovækkende tomhed i hans blik. Som om det at slå ihjel ikke påvirker ham overhovedet.

Og det er måske dét, som for alvor adskiller den fra lignende film om lejemordere.

I John Wick, Leon, Ghost Dog og til dels Melvilles Le Samourai har de livsfarlige hovedpersoner en form for bløde menneskelige træk. Kærlighed til dyr eller mennesker.

Men selv om nogle bryder ind i The Killers hus og gør en af hans kære fortræd, ligger spørgsmålet i baghovedet om, hvorvidt hans vrede skyldes oprigtige følelser. Eller om det er truslen om, at hans nøje tilrettelagte eksistens er i fare.

Måden, hvorpå Fassbender og David Fincher viser lejemorderen, og den måde, han arbejder på, leder tankerne hen på en dygtig seriemorder. Det er næppe tilfældigt, at The Killer på en tidspunkt nævner Gary Ridgeway, en amerikansk seriemorder dømt for 49 mord, og så er det Andrew Kevin Walker (Seven), som står for manuskriptet.

Kombineret med Finchers involvering i Mindhunter-serien er der efterhånden ingen tvivl om, at The Killer er et studie i en seriemorders hjerne. Specifikt hvordan han ræsonnerer sig frem til, at det, han gør, bare er business. Han får ingen nydelse ud af det, udover penge og at sikre sig mod dem, som stræber ham efter livet.

Klassisk Fincher

Filmen er både storslået og stringent, nærmest minimalistisk på en og samme tid. Selv om der rejses fra Frankrig til Den Dominikanske Republik og en håndfuld steder i USA, er det ikke på den flashy James Bond eller Mission: Impossible-manér, hvor alle turistseværdighederne bliver vist frem i løbet af et minut.

Det er stille og roligt på en måde, som matcher The Killers atmosfære perfekt. Trent Reznor og Atticus Ross’ inciterende underlægningsmusik er filmens lunger, og man bliver til tider lullet ind i en lavmælt blodbadstrance.

For der er en god portion eksplicit vold. The Killer er yderst kreativ, når han vil have oplysninger ud af folk og nådesløst effektiv, når det kommer til at tage livet af folk.

Volden falder tungt og til tider pludseligt, hvorefter der ikke dvæles ved den i længere tid. For den dygtige dræber gælder det bare om at komme videre i missionen, indtil alle er elimineret. Finchers nye hoffotograf Erik Messerschmidt indfanger skønheden i brutaliteten flot, hvad end det er de velkoreograferede kampscener eller intense dialoger.

Alligevel er det, som om at noget ikke helt klikker i The Killer. Det er skam ikke en dårlig film. Men der mangler den sidste je ne sais quoi for, at den kommer helt op i den ypperste liga. Måske havde det været bedre at lave en miniserie ud af den?

Det er i hvert fald et univers, man har lyst til at dykke mere ned i, og Michael Fassbenders umanerligt cool præstation kan man ikke få nok af.