Anmeldelse: Netflix-filmen ’Fair Play’ er den bedste thriller i år

Den erotiske thriller er en af de sværeste genrer at lave godt. På trods af, at det på papiret ikke burde være så svært at servere en krimifilm i en æggende indpakning, er det alligevel forbløffende få fra de seneste 10 år, som står klart i erindringen.

Sidste års Deep Water fra Prime Video med Ben Affleck og Ana de Armas i hovedrollerne var en forfærdelig langgaber uden instruktøren Adrian Lynes (9 ½ uge, Farligt begær, Et frækt tilbud, Unfaithful) ellers fornemme touch for netop denne genre.

Ligeså med PR-katastrofen Don’t Worry Darling, hvor alt muligt hurlumhej bagom film tog fokus fra en ikke videre spændende og kluntet langgaber. Og nej, vi gider ikke bruge tid på at tale om Fifty Shades, After eller alt det andet pseudo-BDSM husmorporno – det er ikke godt på nogen punkter.

Men med debutinstruktør Chloe Domonts intense Netflix-film Fair Play, får den lidt sleske genre et kæmpe comeback.

Emily (Phoebe Dynevor) og Luke (Alden Ehrenreich) er så forelskede, at der næsten er fuglesang omkring dem på bedste Disney-vis hele tiden. Verden ligger for de nyforlovedes fødder, der ikke kan holde fingrene fra hinanden og knalder, når som helst muligheden byder sig.

De arbejder begge for samme investeringsselskab og alt er idyl – bortset fra, at de holder deres forhold hemmeligt på arbejdet.

En dag åbner der sig pludselig en mulighed for avancement. Emily hører et rygte om, at det er Luke, som får jobbet. Derfor er overraskelsen stor hos dem begge, da det viser sig at være hende, som får den lukrative og prestigefulde stilling.

Det håndterer Luke ikke særligt godt, og snart udspiller der sig et toksisk psykoseksuelt drama imellem dem.

Langt fra Bridgerton

En af filmens helt store styrke er, at historien bliver udfoldet på et relativt intimt plan. Med bikarakterer skal man ikke bruge meget mere end to hænder – med fingre i overskud – for at holde styr på persongalleriet.

Og i front for det hele finder vi Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich. Efter at de hver især blev allemandseje med hver deres respektive franchiseroller – henholdsvis Bridgerton og Star Wars – er det her, de for alvor bryder ud af de restriktive båse.

Det er endda selv om, at Ehrenreich har medvirket i flere projekter siden Solo: A Star Wars Story fra 2018. Som Luke er han dog alt andet end en klassisk helt.

Han er ganske vist djævelsk charmerende og tydeligvis hengivende overfor Emily, da han præsenterer hende for sin familie til en stor fest i starten af filmen. De er bedårende sammen.

Der er muligvis ikke et lykkeligere eller glædesfuldt øjeblik, end da han frier til hende ude på et toilet. Med menstruationsblod om mundvigene og på skjortekraven – de var gået derud for en quickie, og han startede med at gå ned på hende – hos Luke og ditto flere steder på Emilys dyre silkedesignerkjole, sidder han på knæ, mens hun kigger lettere vantro på ham. Indtil det forløses i halvdårlige vittigheder, grin, kys og glæde.

Derfra går det ned ad bakke, lige lukt ned i helvede, og Luke bliver mere og mere et dumt svin.

Et parforhold i atomer

Fair Play’s uomtvistelige stjerne er Phoebe Dynevor.

At hun som skuespiller kan formidle kærlighed, kan alle fans af Netflix-versionen af Bridgerton skrive under på. Men der er næppe nogen, som har set Dynevor ramme fuldstændig til nodeperfektion et ambitiøst individ, som, når hun bliver uretfærdigt behandlet, har en brutal side, der ikke helmer, før hun har sejret.

I den toksiske finansbro-verden, stikker hun ud som kvinde. Har hun knaldet sig til jobbet, eller er det bare et spørgsmål om tid, før hun sidder på knæ med munden fuld af chefens ego? Det er et par af de spørgsmål, som først planter sig som frø i hovedet på Luke og senere nogle langt ude postulater, han anklager Emily for.

Instruktør og manuskriptforfatter Chloe Domont pacer eskaleringen i det perfekte parforholds sammenbrud fremragende. Den første time flyver forbi, fordi man bliver så opslugt af den intense udvikling.

Fejlslagene forsøg på sex udstiller afgrunden, der udvider sig imellem dem. Fra at have en mere intim og kærlig elskovstone, transformerer akten sig over til mere indestængt vredesknepperi. Sex bliver et våben, som bruges til at undertrykke og ydmyge den anden med, og taler i den forstand ind i hele den stadigt udviklende diskurs omkring sexisme i vores samfund. Både på arbejdspladsen og i private relationer.

Der er ærlig talt ikke en bedre thriller i år indtil videre end Fair Play. Skuespillet fra Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich sidder lige i skabet, Chloe Domonts instruktion og manuskript syder af sexet spænding, og tematisk bliver filmen hængende en god rum tid, efter den er færdig.

Den erotiske thriller er tilbage, og dens nye bannerfører er Chloe Domont.