Anmeldelse: Netflix-filmen ’Reptile’ er en herlig thriller til efteråret
Reptile
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 29. september 2023
Genre: Krimi, thriller, drama, mystery
Instruktør: Grant Singer
Manuskriptforfatter: Grant Singer, Benjamin Brewer og Benicio del Toro
Medvirkende: Benicio del Toro, Justin Timberlake, Alicia Silverstone, Ato Essandoh, Domenick Lombardozzi, Eric Bogosian m.fl.
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 14 minutter
På en grå dag i efteråret, hvor bladene så småt er begyndt af falde af træerne, er en simpel krimithriller det, man higer mest efter.
Netflix kommer med et godt fix til den trængsel med Reptile, der er instruktøren Grant Singers spillefilmsdebut. En flot billedside med en grynet kvalitet omklamrer denne procedurekrimi om grådighed og korruption.
Et brutalt mord
Ejendomsmægleren Will (Justin Timberlake) træder ind i et hus, han skal sælge. Han kalder på sin kæreste, Summer (Matilda Anna Ingrid Lutz), der hjælper med at sætte huse i stand. Deres forhold har været lidt turbulent på det seneste, men vel ikke mere end så mange andres. Hun svarer ikke, når han kalder. Han bevæger sig langsomt igennem huset, indtil han træder ind i det møbelforladte soveværelse og fryser. Der ligger hun med 33 huller og kniven stadig fastklemt i hende.
Ind træder den rutinerede politiefterforsker Tom Nichols (Benicio del Toro), der har en blakket fortid fra sit tidligere politiarbejde i Philadelphia. Han er en strømmer til benet og giver sig i kast med denne sag, der viser sig at være et mord udover det sædvanlige.
De fleste, der har set en krimi før, kender proceduren: Find mistænkte, saml beviser, forbind tråde, indtil svaret ligger klart. Reptile følger denne skabelon nærmest som en rutine, men det er ikke ligefrem kedeligt af den grund. Den skaber en form for rytme, der gør, at den glider meget let over en.
Plottet er i konstant udvikling og udvikler sig til noget, man måske ikke lige ville forvente, men godt kunne have regnet ud, set i bagklogskabens lys, hvis man er observant nok. Der er dog én ting, som hæver filmen betragteligt.
Anmeldelse: 'The Continental' oser af 70'er-stil og vellykket action
Benicio styrer showet
Benicio del Toro som Tom bærer meget af filmen og gør nok til, at den hæver sig over ’en blandt mængden’ for denne slags film. Det har nok til dels noget at gøre med, at del Toro også er med inde over manuskriptet og rent faktisk har lidt nuancer at spille på.
Som han siger til sin kone, der spilles af Alicia Silverstone i en flot præstation, ”Der er kun én ting, jeg elsker næsten lige så meget som dig, og det er at være politibetjent”. Og det er primært dét, der kendetegner hans karakter. Han sætter en stille stolthed i at gøre sit arbejde og gøre det ordentligt. Det lyder umiddelbart lidt kedeligt, men del Toro formår at højne oplevelsen med sin tilstedeværelse.
Det samme kan ikke siges om Justin Timberlake, der kun har et enkelt ansigtsudtryk i det meste af filmen. Når han endelig bevæger sig væk fra sit ansigt skåret i sten, er der ingen overbevisning at finde.
Følger reglerne til punkt og prikke
Nogle gange får man fornemmelsen af, at filmen gerne vil lidt mere med Tom på et psykologisk plan, der dog aldrig rigtig kommer langt nok frem til, at man kan få noget meningsfyldt ud af det. Det ligger lige i baggrunden og pirrer hjernen en smule.
Reptile hæver dermed ikke barren for hverken politifilm eller thrillere. Den forstår reglerne for genren og giver en ganske underholdende fortælling, hvor man selv får lov at gætte med sammen med del Toro meget af tiden.