Anmeldelse: ‘De urørlige’ lykkes ikke som helstøbt teaterforestilling’

Det er en sand historie, den franske filmiske storsucces ‘De urørlige’ fra 2006 bygger på. I den var det det mesterligt spillende makkerpar Omar Sy og François Cluzet, der gav liv til historien om det usædvanlige venskab mellem den småkriminelle Driss og den stenrige aristokrat Philippe, der efter en paragliding-ulykke er blevet lam fra halsen og ned.

Netop løsladt fra fængslet bliver den livsglade Driss, til alles overraskelse, ansat som Philippes nye hjælper, hvilket bliver afsættet for en hjertevarm historie om to vidt forskellige menneskers møde med hinanden, der udfordrer og beriger deres respektive livssyn.

På Folketeatret kan man lige nu opleve en teaterversion af filmen med Preben Kristensen og Arian Kashef i hovedrollerne.

Meget forærende

Man får utrolig meget forærende gennem historien alene, når man vælger at give sig i kast med ‘De urørlige’. Det var et virkelig godt og sjovt filmmanuskript af Olivier Nakache og Éric Toledanos, og de jokes, der affødes af mødet mellem de to forskellige verdner, udløser da også grin i teaterversionen.

Selvom det også er skuespiller Arian Kashefs fortjeneste, synes det næsten svært ikke som minimum at udløse et varmt publikumssmil alene pga. situationen i den scene, hvor Driss tager del i en klassisk musikquiz til Philippes fødselsdag og - begejstret og overrasket ved lyden af en klassisk melodi - udbryder “Den kender alle! Det er ventetonen til borgerservice”.

Karaktererne fra filmen er generelt lige så nemme at holde af i teaterversionen og løftes især, med stor flair for det humoristiske, af Jacob Weble og Jesper Riefensthal, der spiller en hel række af vidunderlige bifigurer.

Det er også historiens elskelige karakterer, der gør det ekstra svært at skulle være kritisk anmelder, for man vil så gerne holde med dem. Men de er desværre fanget i en ikke særlig vellykket dramatisering.

Dræbende overgange

Kim Bjarke, der både har instrueret og dramatiseret, synes ikke at have gjort sig de store kreative mavebøjninger for at bearbejde filmen til et helstøbt scenekunstnerisk værk. Det føles mere som en 1:1 kopiering af filmen i måske lidt komprimeret form. Og det bliver det ikke godt teater af.

På film har man den luksus, at man relativt smertefrit kan springe i tid og rum og mellem korte scener med den smidige klipning. På teatret er det en kende mere omstændigt og kræver lidt mere kreativitet at få til at virke.

På Folketeatret er det, som om Kim Bjarke nærmest bare har ladet scenernes form stå som i filmen og erstattet klipningen med umoderne fade to black-overgange tilsat lidt sentimental klavermusik.

Da scenerne tilmed er til den korte side, resulterer det i enormt mange overgange i løbet af forestillingen, og det gør paradoksalt nok tempoet og flowet umanerligt trægt. Når overgangen dertil ikke har til opgave at skjule et stort kulisseskift, som man ellers kan opleve det, virker det kun endnu mere malplaceret med de lange pauser mellem scenerne.

Fade to black-overgangen er efterhånden et håbløst uddateret greb, som jeg håber snart bliver dræbt en gang for alle, før den dræber flere forestillinger.

Vigtige historier mangler

Man kan selvfølgelig indvende, at ’De urørlige’ er en historie, der udfolder sig over en række forskellige kortere indblik i situationer, hvor det umage makkerpars venskab udvikler sig, snare end en historie foldet ud over en hårdt spændt dramaturgisk bue. Og havde den fingerede filmklipningsteknik på teaterscenen været eneste udfordring, havde det måske også kunne tilgives.

Men selve historien er heller ikke vellykket i sin dramatisering. Også her gælder det, at man som iscenesætter og bearbejder må tage kreativ stilling til materialet for at oversætte det til vellykket teater og ikke bare skrive replikkerne fra filmen ned og få nogen til at sige dem på en scene.

Kim Bjarke virker til at have stolet blindt på fortællingens charme uden at gå nøjere ind i de bihistorier, der er afgørende for at få historiens kerne til at leve. Driss’ baggrundshistorie og relationen til hans mor etableres f.eks. kun halvhjertet og integreres aldrig rigtig i hovedhistorien, selvom den faktisk har ganske stor betydning for dybderne i den.

Fine momenter

Skal historien blive rigtig hjertevarm, må kernefortælingen kunne mærkes, og så skal der mere end grin til. Vi må som publikum forstå og se, hvordan hovedpersonerne forandrer hinandens liv, og det får vi aldrig rigtig dybdegående lov til i teaterversionen.

Preben Kristensen og Arian Kashef gør nu ellers, hvad de kan, og det er bestemt ikke deres skyld, at det aldrig rigtig bliver mærkbart. For Preben Kristensen leverer sine replikker med vanlig eminent tørhed og timing og gestalter den lammedes krop med stor overbevisning - det er ganske rørende, hvordan han med ansigtet og intonationen alene tydeligt fremkalder et menneske, der er smertelige fanget i sin krops manglende fysik, men insisterer på fortsat at berige sin tilværelse gennem det åndelige liv.

Arian Kashefs charme som Driss er også til at tage at føle på. Sammen har de nogle utroligt fine og autentiske samspilsmomenter. Men de er udfordret af iscenesættelsen og dramatiseringen, der aldrig giver os en grundigere forståelse for, hvordan de udfordrer og beriger hinandens livssyn, som det er tilfældet i filmen.

Til det er forestillingen alt for opsat på underholde og jagte grinet, hvorfor dramatiseringen ender med at virke overfladisk, ufokuseret og skævt balanceret dramaturgisk.

Gammeldags teater

Der er på mange måder noget sært gammeldags over Kim Bjarkes forestilling. Både i den tekniske iscenesættelse, i kvinderollerne, der mest er reduceret til seksuelle begærsobjekter, og i replikkerne, der ofte kommer til at virke stive og kunstige.

En udfordring, særligt birollerne kæmper med, selvom deres talent er åbenlyst. For egentlig er de hjertelige karakterer fint tydelige hos dem, men ordene bliver aldrig rigtig autentiske. De virker tydeligt replikkede i deres klang, hvilket er særligt ærgerligt i en ellers virkelighedsnær historie som denne.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: