Anmeldelse: ’My Fair Lady’ byder på skarp satire, mageløse kostumer og godt skuespil

’My Fair Lady’ er langt mere end velkendte melodier og flotte kjoler. Under overfladen gemmer der sig et værk med en lang og kompleks historie, som stadig kaster skygger ind i nutiden.

Musicalklassikeren har rødder i George Bernard Shaws skuespil ’Pygmalion’ fra 1913, der er en samfundskritisk komedie om klasse, sprog og identitet. Historien kredser om blomsterpigen Eliza Doolittle, der ved hjælp af sprogforskeren Henry Higgins’ undervisning forvandles fra arbejderklasse til tilsyneladende fornem dame – alene gennem ændringer i tale og manerer.

Hos Shaw var forvandlingen aldrig ment som et romantisk eventyr, men som en provokation, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor overfladisk vores sociale status egentlig er.

Da historien i 1956 blev til musicalen ’My Fair Lady’ af Alan Jay Lerner og Frederick Loewe, fik den nyt liv og et bredere publikum. Musikken og sangene blødgjorde Shaws bidende satire og tilføjede varme, humor og følelser, uden at klassespørgsmålet helt forsvandt.

Musicalen blev en enorm succes på Broadway og senere i West End, og i 1964 cementerede filmatiseringen med Audrey Hepburn og Rex Harrison værkets ikoniske status.

I Det Ny Teaters opsætning af klassikeren mødes de to versioner, så vi stadig har den bidende og skarpe satire, mens kærlighedshistorien ligger og ulmer under overfladen.

Skarpe introduktioner

I forestillingens prolog ser vi Eliza som barn, mens hendes mor ligger på sit dødsleje omgivet af Eliza og hendes far. Denne korte præsentation af Elizas baggrund er en væsentlig del af det, der i sidste ende giver forestillingen både dybde og relevans.

Som voksen lever Eliza nu som blomstersælger på gaden og er tydeligt præget af et liv i fattigdom. I samme scene møder vi sprogforskeren Henry Higgins. De to altoverskyggende hovedroller spilles af henholdsvis Sofie Topp Christensen og Peter Plauborg, der begge gør deres karakterer både karikerede og nærværende.

Plauborg cementerer sit uomtvistelige talent for både timing, skuespil og humor med åbningssangen ’Kan folk dog ikke tale rent i dette land?’. En sang, hvor der ganske enkelt ikke er plads til at fejle, da Higgins-karakterens troværdighed står og falder med netop dette budskab om, at sproget er et lands måske vigtigste kendetegn, og viser, om man er dannet eller ej.

Og dannet er Eliza ikke, hvilket Topp Christensen lige så stilsikkert gestalter med sin sang ’Dajerligt’, der handler om, hvor dajerligt det vil være at spise chokolader til morgenmad og måske få en kæreste, der respekterer én.

Én afgørende svaghed

Kontrasterne mellem Higgins og Eliza er ikke til at tage fejl af. Og det er måske i virkeligheden en af forestillingens største svagheder. For selvom der ikke er en finger at sætte på hendes præstation – der givetvis bunder i både manuskript og instruktørvalg – er det, som om Topp Christensen giver Eliza et lidt for påtaget gadetøsesprog, der gør det svært at komme helt ind under huden på hende. Og det er en skam, da det er i forestillingens begyndelse, vi skal vinde hendes sympati.

Det er en lille svaghed, der desværre er med til at gøre første akt en anelse unuanceret.

Heldigvis er underholdningsværdien intakt. Det skyldes i høj grad Tommy Kenter, der i rollen som Elizas far, Alfred, er en sand fornøjelse at overvære. I nummeret ’Med lidt lykke og lidt held’ leverer Kenter formidabelt skuespil, der på én gang gør Alfred både skamløs og sårbar og samtidig giver første akt et tiltrængt energiboost.

Havde man fra forestillingens start formået at gøre Eliza blot en anelse mere sårbar og knap så karikeret, ville et andet af forestillingens mange ikoniske øjeblikke måske være blevet mere mindeværdigt. For det lykkes som bekendt Higgins at lære Eliza at tale ordentligt, og sangen ’En snegl på vej’n’ er udtryk for netop denne forløsning.

Men trods endnu en pragtpræstation af de to hovedrolleindehavere og Kim Hammelsvang som oberst Pickering er det, som om mødet mellem Henry og Eliza aldrig rigtig rammer publikum. Der har været mere fokus på at gøre det flot og gennemført end på at gøre det rørende og følelsesmæssigt interessant.

Flot og vellykket satire

’My Fair Lady’ er en flot forestilling, hvor både scenografi og kostumedesign er gennemført og utroligt detaljerigt. Kostumerne er mageløse og tager os med det samme hundrede år tilbage i tiden, så kontrasterne mellem de rige og de fattige står knivskarpt.

Higgins’ arbejdsværelse er ligeledes fuld af små kunstneriske finesser, der understreger hans perfektionistiske og rigide fremtoning. Samme detaljerigdom er at finde i den bar, hvor Alfred holder til, og som danner rammerne for forestillingens musikalske højdepunkt, ’Alfred skal giftes’, der byder på en storslået og topunderholdende musicaloplevelse.

Derudover har instruktør Martin Lyngbo truffet en vigtig beslutning, der i sidste ende understreger, at forestillingen stadig har sin relevans. Man har valgt at lade satiren være i fokus, og det klæder historien.

Ikke mindst takket være Peter Plauborg og Sofie Topp Christensens præstationer. Især Plauborgs Henry Higgins udstilles som en lille mand med et lidt for stort ego, total mangel på ydmyghed og et direkte modbydeligt kvindesyn, der flere gange kalder Eliza “rendestensaffald”.

Som modpol til denne kynisme viser Topp Christensen flere gange, at hun – trods sin lidt for karikerede introduktion af Eliza – i den grad er i stand til både at levere stærkt skuespil og give sin karakter styrke, sårbarhed og dybde. Dermed gør hun Eliza til en både kompleks, nuanceret og elskelig karakter.

Kontrasten mellem de to bliver fornemt udstillet i forestillingens virkeligt vellykkede afslutning, der viser en mand i forfald, som er blevet afhængig af en kvinde, der har fundet sit ståsted i livet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: