Anmeldelse: ‘Nye tider’ på Folketeatret blander klassisk teater med moderne satire
Nye tider
Spilleperiode: 12. april – 5. maj 2024
Teater: Folketeatret
Genre: Drama
Manuskript: Bess Wohl
Oversættelse: Henrik Lykkegaard
Instruktør: Kasper Wilton
Scenografi: Camilla Bjørnvad
Medvirkende: Waage Sandø, Ulla Henningsen, Sonja Oppenhagen, Kasper Leisner, Marie Sandø Jondal, Kim Hammelsvang og Adam Schmidt
Spilletid: 2 timer og 20 min. inkl. pause
Ægteparret Bill og Nancy (Waage Sandø og Ulla Henningsen) har været gift i 50 år og har to voksne børn, Bob og Ben – sidstnævnte venter barn med sin kone Jess.
Bill og Nancy er for nylig flyttet i seniorbolig, og hverdagens trivialiteter er allerede begyndt at overtage deres liv. Dette skildres både gennem et ekstremt velskrevet manuskript og Camilla Bjørnvads sterile, men flotte scenografi, der består af samme lokation med forskellige nuancer af hvid.
Det er en hverdagsaften, og aftensmaden er ved at være klar, og med simple virkemidler i form af elegant, nærmest dansende koreografi ser vi, hvordan Bill og Nancy får dækket bord, maden ud af ovnen og hentet vin.
Alt sammen uden at sige et ord, men budskabet er tydeligt: De kender hinanden til hudløshed, og livet kører i ring for det ældre ægtepar. Idet de løfter glasset for at skåle, falder forestillingens første replik tørt fra Nancy: “Jeg vil skilles,” hvortil Bill tørt svarer: “Okay.”
I den efterfølgende scene er hele familien samlet, og børnene går straks i gang med at agere terapeuter i håbet om at få deres forældre til at ændre mening i forhold til skilsmissen.
Det bliver startskuddet til en efterfølgende uge, hvor familien lærer mere om hinanden, end de har formået de sidste 50 år.
Sexhemmeligheder i fortid og nutid
I forsøget på at forstå forældrenes valg er børnene desperate efter at finde ud af, hvad der er gået forud for beslutningen, og om de selv kunne have gjort noget anderledes. Men døren til ens forældres fortid er ikke nødvendigvis en dør, man som voksen ønsker at gå ind ad. Der er hemmeligheder.
Det får den yngste søn Bob blandt andet at føle i en både rørende og vanvittig sjov scene sammen med sin mor. Bob forsøger at få sin mor til at åbne sig – og det gør hun. Ulla Henningsen, der gennem hele forestillingen er eminent som primus motor for selve skilsmissen, leverer i denne scene det, der er fortællingens essens. Og hun får os igennem hele følelsesregistret.
Blandt andet med en skøn sårbarhed, når hun fortæller om et begær, hun havde for en tidligere elsker (Tom). Man mærker den ild, der brændte i hende – og stadig gør – når hun beretter om sine mange møder med Tom. Man føler samtidig hendes nærvær og oprigtighed, når hun siger, at hendes kærlighed til Bill stadig er til stede. Og sidst, men ikke mindst krummer man tæer, når hun lidt for åbent overfor sin søn deler Toms komplimenter om hendes kusse.
Lidt af det samme oplever Ben, da han konfronterer sin far i en lignende situation. Det er den slags scener, der gør Nye tider til en skøn forestilling, hvor man til tider griner højlydt og tænker: “Sagde de virkelig det?”, mens man andre gange tvinges til at forholde sig til sit eget liv, og hvordan man takler de trivialiteter, der uundgåeligt kommer ens vej.
Skærmtid med Lotte Kaa Andersen: "Meryl Streep er rollemodel for mange kvinder på min alder"
Klassisk teater med moderne tema
Nye tider er et vedkommende kammerspil, hvor scenografien står som stærke rammer og symbol på, hvad 50 års ægteskab indeholder af op- og nedture, og hvordan man kan føle sig låst fast, hvis man ikke tør bryde med de samfundsskabte normer om, hvad det vil sige at være i et ægteskab.
Men Nye tider er ikke bare en kritik af ægteskabet, som vi kender det. Det er også en kæmpe hyldest til alderdommen og modet til at søge nye veje og komme videre, hvis man sidder fast. Vigtigst af alt er det en påmindelse om også at huske, at det man opbygger sammen og hver enkelt oplevelse, store som små, er med til at forme livet for sig selv og sin partner.
Og som forestillingens undertitel ‘hvis vi må for børnene’ antyder, lægges der op til, at det at have fået børn ikke betyder, at de skal sætte dagsordenen. I den sammenhæng får også det yngre cast lov til at folde sig ud, når de voksne børn tvinges til at forholde sig til deres situation, mens de spejler sig i deres forældre.
Det kan lyde både teksttungt og klichéfyldt. Det er det også. Men Henrik Lykkegaard har med sin sans for dansk satire og klassisk teater lavet en både rørende, medrivende og ikke mindst vedkommende oversættelse af Wohls skuespil. Det undrer mig dog, at man i oversættelsen har valgt at blive i USA og ikke lade familien bo et sted i Danmark. Intet i fortællingen ville være gået tabt, og det ville unægteligt have gjort fortællingen mere relaterbar for dets ældre publikum, der må siges at være den primære målgruppe.
Det er en forestilling for hele familien – hvis den altså består af 70-årige forældre og voksne børn – der, uden yderligere sammenligning, vækker minder om Henrik Ibsens klassiker Et dukkehjem, som for omkring 150 år siden ligeledes – ganske vist noget mere kontroversielt – var en nyskabende skildring af ægteskabet.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: