Anmeldelse: Ungdommen sejrede og løftede niveauet i ‘Tivolirevyen 2024’
Tivolirevyen 2024
Premieredato: 6. juni 2024
Teater: Glassalen i Tivoli
Genre: Revy
Manuskript: Diverse
Instruktør: Lisbet Dahl
Kapelmester: James Price
Medvirkende: Lisbet Dahl, Thomas Eje, Rikke Bilde, Mikkel Becker Hilgart, Rikke Buch Bendtsen
Musikere: Thomas Erdinger, Ketil Duckert, Mads Kjølbye, Kaspar Vadsholdt, Tom Holm Jensen, Thomas Jaque
Spilletid: 2 timer inkl. pause
En god revy skal være velskrevet, underholdende, sjov, rørende og ikke mindst relevant. Man skal kunne genkende de scenarier, der udspiller sig på scenen, og man skal kunne se samtiden afspejlet.
Alt det formår Tivolirevyen 2024, der er instrueret af revydronningen Lisbet Dahl og har musik af kapelmester James Price, at leve op til. Men en god revy skal også ramme derinde, hvor det gør lidt ondt. Man må godt som publikum sidde og tænke: “Ej, sagde/gjorde de virkelig det?”, eller “Gik de over grænsen?”
Det måtte der gerne have været mere af.
Den første, der stod for skud, var statsminister Mette Frederiksen – eller rettere sagt hendes plan om, at danskerne skal arbejde mere. Det blev til god sketch, der gik over i et veloplagt åbningsnummer, som satte tonen og standarden for en forrygende forestilling.
Herfra kom de gode sketches som perler på en snor, og kun få gange sad man med en fornemmelse af manglende relevans.
Mere underholdende end spydig
Lisbet Dahl gav den blandt andet som Barbie anno 2024 og kom med en spydig kommentar til, at det kun var Ken, der var nomineret til en Oscar i stor kontrast til det, filmen og tiden repræsenterer om ligestilling mellem køn.
Revyens andet trækplaster, Thomas Eje, gav en glimrende parodi på Donald Trump, der ønskede at immigrere til Danmark og ironisk nok ville gøre Denmark great again ved at smide de mange kriminelle indvandrere ud ad landet.
Budskaberne var tydelige. Alligevel var det, som om forfatterne til de underholdende sketches ikke turde gå all in på hykleriet. Det blev mere til god underholdning, end det blev satire – og en god revytekst skal have begge dele og ikke være bange for at gå for langt og træde folk over tæerne.
Det lykkedes til dels at levere skarp spydighed med ‘ En korrekt vurdering’, hvor Rikke Buch gav den som ansat hos vurderingsstyrelsen. Uden at ramme personligt, ramte hun plet, så man ikke var i tvivl om, hvem der skulle rammes.
Rikke Buch Bendtsen: “Jeg er simpelthen så romantisk anlagt. Jeg elsker kærlighed”
“Ungdommen” sejrede
Trods både Eje og Dahls store erfaringer med revy, skulle forestillingens klare styrke findes et helt andet sted end hos de to veteraner.
Revyens to yngste medvirkende, Mikkel Hilgart og Rikke Bilde var i topform og leverede konstant deres replikker knivskarpt og løftede ikke bare niveauet i de mange fællesscener, men i hele revyen.
Især Hilgart med sine funny bones og fænomenale timing stod for aftenens helt store grin i blandt andet ‘Vildt tæt på’, hvor han agerer naturekspert omkring Christiansborg og kigger på diverse dyrearter som f.eks. stemmeslugere og spinsvin.
Samtidig med at levere den største underholdningsværdi stod Hilgart også for det mest rørende øjeblik med nummeret To skæbner, der som det eneste formåede både at røre og for alvor prikke til vores samvittighed.
Bilde gav den som Mette Frederiksen i en sketch, der ramte hovedet på sømmet og ikke var bange for at udstille politikernes hykleri, og hvad man ikke vil gøre for en (ridder) ordens skyld. Velskrevet i både musik og tekst og knivskarpt leveret.
Soeren Le Schmidt: “Til en teaterforestilling må man gå på kompromis med de smukke betrukne knapper”
Derudover beviste Bilde, Hilgart og Rikke Buck deres evne til både at synge, danse og skabe energi i nummeret Det er bedre at have end at stå at mangle, der var en skøn stikpille til de mange, der hamstrer/prepper i tilfælde af, at der skulle udbryde krig.
Aftenens musikalske højdepunkt skulle findes i en hyldest til Thomas Ejes tidligere succestrio Linje 3. Med den passende titel Linje 5 leverede hele holdet et skønt potpourri af velkendte Linje 3-numre. Det satte virkelig gang i festen og humøret hos publikum, der i forvejen var højt.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: