Anmeldelse: Vi er langt fra nissernes rige i TV 2’s stærke serie 'Dark Horse'

TV 2 har det seneste årti skubbet DR af pinden, når det kommer til at producere fiktion. Både i forhold til volumen og i antal af seere. Det skyldes bl.a. en massiv investering i fiktion, hvor DR har måttet spare, men det har også været en fornemmelse for, hvilket indhold danskerne gerne vil have.

Både Badehotellet og Sommerdahl er eksempler på, hvordan man har taget genrer, der ellers var DR’s spidskompetencer (her den historiske og krimien) og så gjort dem tonemæssigt lysere og mere ’folkelige’. Men sideløbende har TV 2 også haft enkelte virkelig hårdtslående serier, som 2018’s Kriger og sidste års Oxen. Og det ser ud til, at vi i år lægger ud med en mørk og brutal omgang med Dark Horse.

Usund symbiose

Anna (Josephine Højbjerg) er 17 år og lige flyttet til Danmark fra Shanghai med sin mor Eva (Birgitte Hjort Sørensen). Vi får ikke at vide hvorfor, men det er sket meget hurtigt, hvilket undrer Evas bror Christian (Mads Rømer), som de midlertidigt flytter ind hos. De to kvinder lever i en usund symbiose, der det ene øjeblik er alt for tæt, det næste dybt mærket af et ulige magtforhold, som Eva ikke er sen til at udpensle.

Og begge forsøger i serien at finde et ståsted i det nye, mere landlige miljø og i deres indbyrdes relation. Anna fascineres af den ældre guitarspillende Carl (Viktor Hjelmsøe) og forsøger desperat at gøre sig uundværlig ved at hjælpe ham med at skaffe ketamin fra den dyrlægeklinik, hendes onkel driver.

Langt fra Tinka

Anna spilles fremragende af Josephine Højbjerg, som de fleste nok vil kende fra de tre julekalendere om nissen Tinka. Men vi er virkelig langt fra nissernes rige i Dark Horse, selv om de landlige omgivelser måske ikke er.

Det er en klog karrieremæssig beslutning af Josephine Højbjerg at vælge en mere dramatisk og mørk rolle, for det kan være virkelig svært at bryde ud af det mærkat, man har fået stukket i panden som børneskuespiller i en succesfuld film eller serie. Og for nogen vil det nok være svært at se hende som andet end Tinka, men det er synd, for Højbjerg er en virkelig talentfuld skuespiller.

I det hele taget er scenerne mellem Josephine Højbjergs Anna og Birgitte Hjort Sørensens Eva intenst velspillede.

Hjort Sørensen er virkelig god som den uforudsigelige og skruppelløse mor, der er bedste veninde det ene øjeblik og en dødsensfarlig modstander det næste. Skiftene kommer ofte midt i en scene, og det er imponerende, hvordan spillernes blikke går fra jovialt, legende til et uudgrundeligt mørke.

Blandt seriens mange bifigurer (for mange), bliver jeg nødt til at fremhæve især Nina Rask, der spiller Evas niece. Det gælder sådan set for alle roller, Nina Rask kaster sig over, at spillet er naturligt og legende autentisk. Hvem end der giver Nina sin første hovedrolle, er en heldig kartoffel, for det er længe siden, vi har set et talent som det.

Talentfulde kræfter bag

Dark Horse er en serie, der har et slags krimiplot i mysteriet om, hvorfor Anna og Eva er kommet så hovedkulds til landet. Men det er relationerne mellem karaktererne, der fylder, og de to kvinders ambitioner om erhvervsmæssig og social succes, der trækker plottet. Og det overflødiggør krimidelen, der kommer til at virke en smule forceret i tillæg til de mange andre forviklinger, der opstår.

De kreative kræfter bag serien er nogle af de mest lovende inden for dansk fiktion i disse år. Dark Horse er skrevet af Sara Isabella Jønsson, der de seneste år har stået bag fantastiske film og serier som Hvor kragerne vender, Ustyrlig og den syrede Nicolas Winding Refn-serie Copenhagen Cowboy.

Seriens konceptuerende instruktør er Karoline Lyngbye, der sidste år debuterede med noget så sjældent som en dansk sci-fi parforholdsfilm, Superposition. Hverken Lyngbye eller Jønnson er bange for at tage en skæv vinkel på gennemtærskede genrer, og det mærker man i Dark Horse, der konstant føles, som om den fortæller lige uden for rammerne af det, vi normalt er vant til i en serie som denne.

Dårlige beslutninger

Når man sætter sig til at se Dark Horse, og det er der som skrevet mange gode grunde til, så bliver man nødt til at kunne holde ud at være i mørket. For det er en deroute, hvor vi følger hovedkarakterernes fald fra episode til episode.

Seriens åbningsscene er et dramatisk kulminerende øjeblik, hvor vi ser blå blink og folk, der føres væk af politiet, hvorefter seriens følgende afsnit viser os vejen derhen. Så vi ved fra start, at det ender i kaos. Spørgsmålet er så, om man har stamina til at bevidne det hele.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg kæmpede undervejs. Giv mig zombie-apokalypse-fortællinger til hver en tid, men serier, hvor mennesker konstant træffer dårlige beslutninger og behandler hinanden modbydeligt, det har jeg virkelig svært ved.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: