Kultur | Guides

Skærmtid med skuespiller Flora Ofelia: "Når jeg ikke skal forholde mig til noget, ser jeg Disney Channel"

Af
Signe Bjørg Granberg
12. april 2024
Flora Ofelia fra den nye danske film 'Birthday Girl' er ugens gæst i Skærmtid
Flora Ofelia fra den nye danske film 'Birthday Girl' er ugens gæst i Skærmtid / Foto: Caspar Wenstrup

Del artikel

Hver uge dykker Vi Elsker Serier ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl fra 'Birthday Girl' ser og lytter til lige nu.

Den danske skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl blev landskendt, da hun i 2015 vandt børnenes MGP med sangen, Du du du.

Som skuespiller slog hun for alvor igennem i DR-serien Ulven kommer (2021), hvor hun spiller pigen Holly. Flora Ofelia modtog en Robert-statuette for bedste kvindelige hovedrolle i en tv-serie for rollen – i øvrigt som den yngste nogensinde.

Lige nu er hun aktuel over for Trine Dyrholm i dramaet Birthday Girl, der er instrueret af Michael Noer.

Hvad arbejder du på for tiden?

– Jamen lige for tiden er jeg i gang med at afslutte min uddannelse, og jeg får hue på til sommer. Jeg er også aktuel i filmen Birthday Girl, som jeg har haft travlt med at promovere.

Hvilken film vender du tit tilbage til at se?

– Det lyder lidt kliché, men jeg tror faktisk, at det er Titanic, for det er den første rigtige film, jeg så, som også var på engelsk. Det er virkelig en fin kærlighedshistorie, selv om den ender ret ulykkeligt, og den er meget meget rørende.

Hvilken film har senest gjort indtryk på dig?

– Den film, der senest har gjort et indtryk på mig, er Close. Jeg syntes, den var virkelig fin! Jeg så den med min søster, og vi er nok de mest sensitive mennesker, der findes – og vi kiggede bare på hinanden til sidst og græd. Jeg kan nok generelt godt lide film, hvor man græder, eller i hvert fald film, der gør et indtryk på en.

Hvem er din yndlingsskuespiller?

– Det, tror jeg faktisk, er Julia Roberts. Hun er meget dygtig. Og så tror jeg også, at jeg har fået at vide, at jeg ligner hende, når jeg smiler. Det var en kompliment. Jeg elsker hende i Pretty Women!

Hvilken musik og podcasts lytter du til?

– Jeg har altid lyd i ørene, og jeg er opvokset med lyd, musik, instrumenter og sang. Lige for tiden er jeg inde i en periode, hvor jeg lytter rigtig meget til Taylor Swift. Jeg har haft en periode, hvor jeg bare vågner til hendes musik som det første, og jeg har også lige set hele hendes show på Disney+ med hendes The Eras Tour. Jeg lytter også meget til Norah Jones og Tina Dickow.

Når det kommer til podcasts, har jeg lyttet rigtig meget til 112 for knuste hjerter her over vinteren, og så har jeg for nylig lyttet til en meget interessant podcast, der hedder Cyklus. Den handler om kvinders menstruationscyklus, og jeg var faktisk meget overrasket og chokeret over, hvor lidt jeg ved om kvinders cyklus. Den burde alle kvinder lytte til.

Hvilken tv-serie er du optaget af lige nu?

– Jeg har nørdet gamle tv-serier her på det sidste og er faktisk startet på Taxa på DR, som jeg synes er ret god. Jeg føler mig sådan helt udenfor, fordi der er lavet så mange afsnit og film før min tid, som jeg bare ikke har set. Det er sjovt at se alle de store skuespillere være så unge.

Hvilken tv-serie er din yndlingsserie?

– Når jeg er i et humør, hvor jeg ikke skal forholde mig til noget og bare skal "slaske", så ser jeg iCarly, Jesse og Shake it Off på Disney Channel. Ej, det er næsten pinligt, men jeg har noget med Disney Channel og serier. Jeg tror bare, det er fordi, jeg er vokset op med de serier, så det er en ren tryghed. Så når jeg har tømmermænd, er det altid Disney Channel, jeg tænder for.

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt den seneste uge?

– Mit daglige gennemsnit er på 4 timer og 28 minutter. Ej altså, det er jo vildt, at jeg i 4 timer har siddet her og gloet ind i en skærm. Hvad sker der lige for det? De tre mest brugte apps er Instagram, Mail og Beskeder. Det er da okay, er det ik'? Instagram har alle vel som nummer ét. Det kunne have været værre!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omSkærmtid

Andre Kultur | Guides

Mest læste