Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Lovløsheden hersker på åbent hav i ‘Birthday Girl’

Af
Ann Lind Andersen
3. april 2024
Birthday Girl
Maja Ida Thiele, Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Trine Dyrholm i 'Birthday Girl' / Foto: Heikki Leis / Nordisk Film

Del artikel

En krydstogtferie forvandler sig til et mareridt for mor og datter i Michael Noers nye film, hvor Trine Dyrholm og Flora Ofelia Hofmann Lindahl begge leverer stærke præstationer.

Birthday Girl

Premieredato: 4. april 2024 i biograferne
Genre: Drama, thriller
Instruktør: Michael Noer
Manuskriptforfatter: Michael Noer og Jesper Fink
Medvirkende: Trine Dyrholm, Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Herman Tømmeraas, Maja Ida Thiele m.fl.
Land: Danmark
Spilletid: 1 time og 35 minutter

Du får ikke lyst til at tage på krydstogt efter at have set Birthday Girl. Så er det sagt. Heller ikke, selv om du skulle have haft trang til at tilbringe din ferie i et 24/7-timers Lalandia for voksne, tilsat pumpende diskomusik, buffet i lange baner og lovløse tilstande.

For at tage på et krydstogtsskib, der sejler i internationalt farvand, er at overgive sig til et fartøj, hvor ingen landes love gælder. Det kan lyde komplet crazy, men er den skinbarlige virkelighed. I øvrigt et emne, som også HBO-serien Succession svagt berørte i et underplot.

Veninde-mor

I Birthday Girl er det Michael Noer og med-manuskriptforfatter Jesper Fink, der har ladet sig inspirere af de forhold. Her er moren Nanna på ferie med sin teenagedatter Cille og datterens veninde.

På typisk dansk vis er Nanna en af den slags forældre, der gladeligt drikker sig i hegnet med sit barn, når der skal være party! Hun bytter sågar sit voksenarmbånd med Cille, så pigerne selv kan hente drinks i baren. Man er vel en afslappet og cool mor, der er i øjenhøjde med sin teenager, ja nærmest veninde med hende, ikke?

Nanna går selv hårdt til de våde varer og fester så meget, at hun går omkuld i kabyssen, og hun vågner brat ved, at det banker på døren. Udenfor står noget af skibspersonalet, der beder hende følge med, da de har fundet Cille sovende på en sofa.

Trusser og tys-tys

Nanna finder sin datter forkommen, men får først mistanke om, at noget mere alvorligt er sket, da personalet samler et par trusser op og spørger, om det er Cilles. Mistanken om et seksuelt overgreb bliver modvilligt og forvirret bekræftet af Cille selv, og så går Nannas kamp for at finde gerningsmanden i gang. En kamp, der møder stor modstand fra de ansatte på skibet, der i første omgang knapt vil lytte til hendes bekymring, og senere opgraderer familien til et luksusværelse i et tys-tysforsøg.

Men Nanna er ikke sådan lige til at dæmpe eller stoppe, hvilket man som tilskuer både beundrer og bliver irriteret på. Hvis tarv og samvittighed er det, Nanna kæmper for? Sin egen eller sin datters?

Klaustrofobiske miljøer

Det er en handling, man sidder med konstant ondt i maven over undervejs. Hvilket er helt bevidst. Instruktør Michael Noer er en mester i at skabe klaustrofobiske miljøer – uanset om det er i fængsler som i R og serien Huset, i fattigdommens lænker som i Før frosten eller i en indre senil tilstand som i Nøgle hus spejl – og Noer kan fortælle fra dem, så vi også mærker den ufrivillige fastlåsthed og magtesløshed. Her godt hjulpet af one location-settingen om bord på krydstogtskibet, hvor man som tilskuer får samme følelse som Nanna af ikke at kunne slippe væk.

Stram og intens

Med sin halvanden times spilletid er det en stram, lille fortælling, der er klædeligt økonomisk komponeret. Her er ingen fortællemæssige svinkeærinder, men et forløb, der hele tiden holder sig til kernen i historien. I disse tider, hvor mange instruktører pumper deres film op til langt over en totimers længde, er det befriende at se, hvor meget Noer får fortalt på kortere tid.

Samtidig formår han at bevare den dramatiske intensitet hele vejen, så man tager sig selv i at sidde med tilbageholdt åndedræt og i en bølgende anti- og sympati for Nanna, der både er dragende hæmningsløs og irriterende ihærdig. Alt imens man som forældre uvægerligt stiller spørgsmålet, hvordan man selv ville have reageret.

Stærkt skuespil

At Birthday Girl opretholder sit psykologiske spændingsniveau er selvfølgelig i høj grad også takket være skuespillerne, der på trods af filmens stramhed, gestalter en krasbørstig vildhed i deres præstationer.

Især Trine Dyrholm, der til Nanna-rollen er udstyret med hair-extensions, lange vipper, endnu længere negle og push-up-bh, formår at udtrykke så mange nuancer på få sekunder, at man endnu engang må bøje sig i støvet for hendes talent. Der er en grund til, at hun har vundet syv Bodil- og 10 Robert-priser.

Hun får stærkt modspil i Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der allerede har vist et unikt talent i serien Ulven kommer og i Du som er i himlen. Som datteren Cille er der både sårbarhed og oprør, der kæmper en lige kamp i løsrivelsen fra moren. Dyrholm og Hofmann har tilsammen en troværdig mor/datter-kemi, så man fornemmer hvor meget, der er på spil for begge parter.

Vil du med på krydstogt?

Til troværdigheden hører også, at Noer har det med at caste amatører i birollerne, og det er blikket for de små detaljer, der giver et nærmest dokumentarisk skær over filmen indimellem. I hvert fald lige indtil slutningen, der stikker ud og af, og hvis nødvendighed kan diskuteres.

Den ændrer dog ikke ved, at resultatet er en film, der giver en en følelse af at være med ombord. Og, at man efter filmen tænker, ‘krydstogtsferie? Aldrig!’

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste