Anmeldelse: ’Andor’ er det tætteste, vi kommer på ’House of Cards’ i rummet

Selvom første sæson af ’Star Wars’-serien ’Andor’ fik masser af roser fra anmeldere og seere, var der stadig gnavne stjernekrigsfans, der ikke var helt tilfredse med, at der var markant færre lyssværd og rumskibskampe, end de havde været vant til.

Hvis man hører til de sidstnævnte, er der desværre dårligt nyt, da anden sæson byder på mere af det samme som i første, bare mere politisk og mere spændingsfyldt. For alle os, der elsker en god gedigen politisk thriller a la ’House of Cards’, er det perfekt.

Sammenligningen med den berømte Netflix-serie er da heller ikke hevet fuldstændig ud af det blå, da skaberen af netop den serie, Beau Willimon, er en af episodeforfatterne på den anderledes science fiction-serie.

Den titulære Cassian Andor (Diego Luna i sit livs rolle) er stadig seriens officielle hovedperson, men som første sæson etablerede, er han blot en lille del af en større kamp. Serieskaber Tony Gilroy (’Bourne’-filmen og ’Michael Clayton’) breder perspektivet ud, så vi kommer dybt ind i Imperiets indre og ser, hvordan det småfascistiske styre formåede at fastholde den omfattende galakse i et jerngreb.

Vi ved hele tiden, hvor det skal ende. ’Andor’ er en prequel-serie til filmen ’Rogue One’ – som selv er en prequel til ’Star Wars: A New Hope’ – hvor en gruppe oprørere forsøger at stjæle byggeplanerne til supervåbnet Dødstjernen. Men vejen dertil med ’Andor’ er intet mindre end fantastisk, og anden sæson af Disney+-serien cementerer dens status som den bedste ’Star Wars’-serie nogensinde og er en stærk kandidat til årets bedste serie.

Binder flot sløjfe på historien

Anden sæson er delt op i flere forskellige tider.

Efter tre afsnit springer serien et år frem i tid og kommer dermed hen til dagene, hvor ’Rogue One’ begynder. Man kan godt fornemme, at Gilroy og kompagni havde en historie, som snildt kunne have båret fem fulde sæsoner. Ikke desto mindre fungerer tidsgrebet overraskende godt og binder en flot sløjfe på historien.

’Andor’ lægger stærkt fra start i sæsonen med, at Cassian stjæler et af Imperiets rumkrigsskibe. Planen går dog ret meget i kludder, da han ved en mellemstation bliver taget til fange af en oprørsgruppe, der ikke tror på hans forklaringer.

Der er også interne stridigheder i den amatøragtige fraktion, som fint italesætter, at selvom mange er utilfredse med det kejserlige imperium, er det svært at organisere hver enkelt lille gren af den skjulte oprørsbevægelse. Og ikke mindst bekæmpe den konstante mistro og paranoia, der præger folkene. For hvis bare én forkert person får nys om rebellernes planer og baser, kan hele fundamentet for den skrøbelige modstand blive smadret.

Gennem gammeldags morsekode-agtige maskiner og orale overleveringer bliver information sendt på tværs af planeter og solsystemer. Stærke personligheder, der nu alle fremstår som fascinerende, nuancerede karakterer, udgør rygraden i oprørsbevægelsen.

Stellan Skarsgårds antikhandler Luthen Rael er en essentiel del af det netværk sammen med hans assistent Kleya (Elizabeth Dulau).

Cassians udkårne, Bix (Adria Arjona), lider under traumerne fra den tortur, som hun blev udsat for i første sæson. PSTD’en er tydelig, og i modsætning til mange film og serier, hvor der kommer en hurtig løsning på problemet, tager ’Andor’ den realistiske og ubekvemme rute. Det kan godt være, hun får det anderledes, men de mentale ar vil altid være der.

Senatoren Mon Mothma (Genevieve O’Reilly) står overfor en skillevej, hvor den ene indebærer, at hun fortsætter med sin hemmelige støtte til oprørsbevægelsen. Den anden kræver større ofre fra hende, med fare for dem, hun holder af. Det bliver effektivt udfoldet over sæsonens 12 afsnit, men de neglebiddende højdepunkter finder vi på den imperielle side.

Imperialistisk ondskab

Det kræver en god skurk for at få en thriller til at fungere, og det er der flere af i ’Andor’. Den idealistiske bureaukrat Syril Karn (Kyle Soller) har stadig en indædt tro på, at alt, hvad han gør, er for galaksens bedste. Men som serien forløber, bliver den forestilling også udfordret.

På hjemmefronten har han fundet sammen med superviseren Dedra Meero (Denise Gough, sæsons MVP), og de udgør dermed et imperialistisk mini-magtpar. Det er dog hende, der er længst oppe i hierarkiet. Hun lægger billet ind og bliver udvalgt af chefen for Dødsstjerneprojektet, Orson Krennic (Ben Mendelsohn), til at assistere på projektet. Det er dog så tophemmeligt, at hun til at starte med ikke ved nøjagtigt, hvad det hele handler om.

Og det er her Tony Gilroy og kompagni perfekt tapper ind i, hvordan ondskab kan lade sig gøre. Som vi allerede så i første sæson, bliver delene til Dødsstjernen lavet vidt forskellige steder, af enheder, som ikke har nogen anelse om, hvad det, de fremstiller, skal bruges til.

Det er også derfor, at planeten Ghorman lige pludselig ender på Imperiets radar. Et brugbart mineral bliver opdaget i undergrunden, og derfor bliver der iværksat en sindrig smædekampagne. Det er svært ikke at læse virkeligheden ind i serien, især på det punkt. Men fakta er også, at det er en velkendt strategi, som vi finder talrige eksempler på igennem historien og ikke bare nu med Ruslands invasion af Ukraine, og ja, alt i Trump-land.

Danske Janus Metz har det store ansvar for at forløse netop den historie, og instruktøren forvalter det afsnit og de to andre i sæsonen, som han står bag, virkelig godt. Det inkluderer nogle af anden sæsons få actionscener, hvoraf én af dem af kæbetabende spændende og intens.

Præcis de to ord opsummerer perfekt ’Andor’. Spændende og intens fra start til slut. Det er det tætteste, vi kommer på ’House of Cards’ i rummet, og når man først ser bort fra sci-fi-elementerne, finder du ikke en bedre politisk thriller på streaming lige nu.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: