Kultur | Nyheder

Lisbeth Kjærulff: “Jeg er uddannet operasanger, så det var en kæmpe udfordring at skulle synge falsk”

Af
Louise Kidde Sauntved
18. juni 2024
Lisbeth Kjærulff kan lige nu opleves på scenen i årets sommerrevy i Nykøbing Falster
Lisbeth Kjærulff kan lige nu opleves på scenen i årets sommerrevy i Nykøbing Falster / Foto: Nikolai Skov

Del artikel

Ugens profil er operasanger og skuespiller Lisbeth Kjærulff, som lige nu er aktuel i Nykøbing Falster Revyen.

1. Hvad var din seneste kulturoplevelse?

– Min seneste kulturoplevelse var i Berlin. En kunstinstallation med Salvador Dalís værker, hvor hans billeder blev levendegjort via videoprojektioner, så man ligesom blev omringet af hans billeder, der bevægede sig rundt om en i et stort lokale. Det var helt fantastisk. Man forsvandt fuldstændig ind i hans syrede verden af smeltede ure og heste på tændstikben.

2. Hvem vil du helst dele kulturoplevelser med?

– Min mand, Kristian Boland, som er skuespiller. Han har altid nogle spændende betragtninger, der ofte er anderledes end mine. Vi har altid en masse at diskutere bagefter. Og det er jo netop det, kulturoplevelser kan – give os en masse nye ting at snakke om og måske opleve nye sider af hinanden. Det er både berigende og inspirerende.

3. Hvad skal en god kulturoplevelse kunne?

– Den skal sidde i kroppen længe efter, røre mig og gerne få tårerne til at trille og også gerne snige sig ind i mine drømme. Den må meget gerne være oplysende, give mig ny indsigt og viden, men også gerne provokere mig, være satirisk. Men jeg elsker også når en oplevelse får mig til at grine højt.

Kort om Lisbeth Kjærulff

Kendt for:
Roller i en lang række musicals og revyer samt som fast medlem af Operakompagniet Figaros.

Aktuel i:
Nykøbing Falster Revyen, der spiller fra 13. juni til 24. august.

4. Er der en kulturoplevelse, du aldrig glemmer?

– Den Ny Operas opsætning af Don Juan, instrueret af Katrine Wiedemann, som jeg så for mange år siden. Min gode ven Jens Søndergaard spillede Don Juan, og andre af mine nære venner var også med. Men jeg glemte alt om, hvem de var privat og blev så draget af forestillingen og Don Juan, der styrede direkte mod afgrunden. Den måde, hvorpå alle karaktererne gav Don Juan al opmærksomhed og var draget af ham hver gang, han kom ind i rummet, var genial! Jeg drømte om forestillingen i en hel uge efter og glemmer den aldrig.

5. Har du selv medvirket i en kulturoplevelse, der har sat sig i dig?

– For et par år siden spillede jeg forestillingen Souvenir, der er baseret på den virkelige Florence Foster Jenkins, som var operasanger uden at have en tone i livet. Jeg er uddannet operasanger, så det var en kæmpe udfordring at skulle synge falsk og ude af takt. Men også at skildre hendes person og totale uvidenhed om, at hun var tonedøv. Uden at latterliggøre hende. For vi ville gerne skabe en figur, som publikum ikke kun grinte af, men også havde sympati for og forstod, selv om det var helt uforståeligt. Det lykkedes mig sammen med min kollega på scenen Jacob Beck og ikke mindst instruktøren Jan Hertz at skabe en perle af en forestilling, hvor folk vitterlig grinte og græd med Florence. Det var fantastisk. Jeg er stadig så taknemmelig over, at jeg fik lov at spille den rolle.

6. Hvilken by er din yndlingskulturby?

– Jeg har ikke som sådan en yndlingskulturby, men jeg synes, at Aarhus kan meget, og jeg glæder mig til at komme på ARoS næste gang, jeg får mulighed for det. Jeg vil gerne se deres nye værk A Girl, som er en kæmpe nyfødt baby skabt af Ron Mueck, ham der også har skabt Boy. Men jeg holder også af Aalborg, som har et skønt nyskabende teater, hvor jeg har været så heldig at arbejde.

7. Hvilke kulturoplevelser glæder du dig til?

– Jeg skal opholde mig en del på Lolland-Falster denne sommer, fordi jeg spiller med i Nykøbing F. Revyen, og jeg glæder mig til at gense Dodekalitten på Lolland, som består af 12 høje stenstøtter med udhuggede ansigter, der står i en stor rundkreds på en mark. Det er helt magisk at stå i midten af cirklen og blive beskuet af ansigterne og lytte til det lydunivers, der er skabt til. Og så prøver jeg at komme ud og se så mange revyer som muligt hen over sommeren, selv om jeg selv spiller revy i Nykøbing. Jeg plejer altid at se Ganløse Revyen på Ganløse Kro. Jeg elsker revyen, stemningen og maden på den hyggelige kro.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omRevy

Andre Kultur | Nyheder