Kultur | Nyheder

Tonny Vorm: ”Jeg droppede jurastudiet og begyndte at læse engelsk efter at have set 'Døde Poeters Klub'”

Af
Louise Kidde Sauntved
11. juni 2024
Tonny Vorm De navnløse
Tonny Vorm / Foto: Lea Meilandt

Del artikel

Ugens profil er journalist og forfatter Tonny Vorm, der lige nu er aktuel med den historiske roman 'De navnløse'.

1. Hvad var din seneste kulturoplevelse?

– Picasso-museet i Barcelona med mine to børn. Jeg boede et år i Barcelona, inden de blev født, og kom dengang gratis på museer med studiekortet, så jeg var ikke glad for at skulle betale for entrébilletterne. Men det var pengene værd at se særligt Picassos tidlige værker fra byen gennem deres øjne.

2. Hvem vil du helst dele kulturoplevelser med?

– Mine børn og bedste venner og min kæreste. Det er vigtigt at kunne grine og tale sammen om en oplevelse, men det er også vigtigt at kunne være stille i hinandens selskab, og det kan jeg bedst med mine nærmeste.

3. Hvad skal en god kulturoplevelse kunne?

– Inspirere mig. Jeg droppede jurastudiet og begyndte at læse engelsk efter at have set Døde Poeters Klub, og jeg får lyst til at tage på et amerikansk roadtrip, hver gang jeg ser et maleri af Edward Hopper eller læser Joan Didion og Steinbeck. Den slags indtryk, der vækker både sanser og tanker, sætter jeg pris på.

Kort om Tonny Vorm

Kendt for:
En række bøger com cykelsport samt romanerne Postkort fra Californien og Spor i sneen.

Aktuel med:
Den historiske roman De navnløse, der kredser om en række spædbørnsdrab på Lolland i det sene 1800-tal. Er udkommet 6. juni på Gutkind.

4. Er der en kulturoplevelse, du aldrig glemmer?

– James Bond i Amager Center Bio. De kørte en 007-kavalkade hver sommer, da jeg var dreng. 10 kroner pr. film. Jeg så dem alle flere år i træk, og når jeg genser dem i dag, er jeg ikke imponeret over skuespil og plot. Men kulisserne får mig stadig til at længes efter Jamaica, Egypten og Cortina d’Ampezzo.

5. Er du nogensinde gået midt i en film, koncert, teaterstykke eller andet?

– Jeg var lige ved at gå under en Sting-koncert i Helsingør. Han valgte at spille tre-fire Peter Gabriel-numre i træk, og, med al respekt for Peter Gabriel, så var jeg der for at høre Sting- og The Police-numre. Han fornemmede vist publikums undren, for midt i et Gabriel-nummer slog han over i Roxanne. Så var vi glade igen.

6. Har du en kulturvane, du helst ikke vil være ved?

– Jeg er vild med hyggekrimier og langsomme britiske tv-serier. Barnaby, Vera og Fint skal det være, og jeg har lige læst Anna Grues seneste bind i serien om privatdetektiven Anne-Maj Mortensen. Det er på ingen måde noget, jeg skammer mig over, men det er heller ikke noget, en mand praler med på Amager, hvor jeg voksede op.

7. Hvilken by er din yndlingskulturby?

– Barcelona. Byens arkitektur, museer, koncerter, fodboldhold og filmfestivaler er suveræne, og jeg holder særligt af bydelen Gràcia, hvis smalle gader og små pladser sprudler af catalansk sjæl og kultur. Klokketårnet på Plaça de Gràcia blev før i tiden brugt til at varsle strejker, og et par gader derfra ligger Verdi-biograferne, der viser tekstede kvalitetsfilm. Der er masser af stemning og gode barer i nabolaget. Mercè Rodoredas roman Diamantpladsen (1962), et hovedværk i spansk litteratur, udspiller sig også i Gràcia.

8. Hvilke kulturoplevelser glæder du dig til?

– Mest af alt til at se Tour de France i sommerhuset i Rørvig, men inden da skal jeg omkring Heartland og opleve Lauryn Hill, Folkeklubben og Keane. Er vejret lige så godt på Fyn som sidste år, skal det nok blive underholdende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omGutkind

Andre Kultur | Nyheder