Skærmtid med Jakob Cedergren: "Beckham var bedre, end jeg huskede ham"
Mange vil nok huske Jakob Cedergren fra gennembrudsrollen som journalisten, Bjarne Madsen, i den populære DR-miniserie, Edderkoppen, fra 2000.
Siden har han medvirket i en række store, danske – og også et par svenske – produktioner, blandt andet Henrik Ruben Genz' skæve filmperle Frygtelig lykkelig (2008), Thomas Vinterbergs knugende drama Submarino (2010) og den intense spændingsfilm Den skyldige (2018).
Cedergren vandt både en Bodil- og Robert-statuette for bedste mandlige hovedrolle i såvel Frygtelig lykkelig som Den skyldige – sidstnævnte er i øvrigt blevet genindspillet på engelsk med Jake Gyllenhaal i hovedrollen i 2021.
I øjeblikket kan man opleve Jakob Cedergren over for blandt andre Josephine Park og Jacob Lohmann i den spændende krimiserie, Ikke et ord. Her spiller han brydetræneren, Lars, der bliver anklaget for mordet på en af de drenge, han træner i brydeklubben.
Ikke et ord kan ses på YouSee.
Hvilken tv-serie er du optaget af lige nu?
– Den seneste serie, jeg har tygget mig igennem, var anden sæson af HBO-serien The White Lotus. Den var meget underholdende, men den første sæson var mere overraskende. Jeg synes, at Mike White's karakterer er ret gode, og jeg kan godt lide humoren i serien.
De 5 mest geniale og foruroligende scener i ’The White Lotus’
Hvad er den næste film, du skal se i biografen?
– Jeg skal snart i biffen og se Hygge! Jeg lavede Voksne mennesker med instruktøren Dagur Karí, (tilbage i 2005, red.), og jeg har altid godt kunnet lide hans ting.
Hvad lytter du til, når du er på farten?
– Jeg lytter til lidt af hvert, når det kommer til podcasts, men nogle af dem, der bliver ved med at følge mig, er New York Times' The Daily, videnskabspodcasten Radiolab, den politiske podcast Pod Save America, fodboldpodcasten Football Weekly og den historieorienterede podcast The Rest is History. Det er ofte i forbindelse med rejser, at jeg lytter mest til podcasts.
Hvilken tv-udsendelse har sidst fanget dig?
– Jeg ser meget lidt TV, men når det sker, bliver det typisk til en dokumentar. For nylig så jeg Beckham-dokumentaren, og det fik mig til at tænke, at han (Beckham, red.) var bedre, end jeg huskede ham.
Anmeldelse: ’Beckham’ er bingeværdig fodboldnostalgi
Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?
– Jeg har brugt 54 minutter. Det virker meget passende.