Anmeldelse: Det kører helt af sporet for thrillerserien ’Nattog mod døden’

Det er nat. Joe (Joe Cole) ankommer til Glasgows station. Han betragter oversigten over afgange og ankomster. I midten af rummet står der et klaver. En pige sætter sig ned ved det og slår blidt et par toner an. Klip til en flot koreograferet actionsekvens i et tog, hvor Joe jager en tasketyv.

Rammehistorien er simpel. Nattoget Heart of London, som kører på strækningen mellem Glasgow og London er blevet hacket. I praksis betyder det, at det ikke er lokomotivføreren, som styrer toget, men en udefrakommende, der har hacket sig ind i togets styringssystem.

De ansatte på The National Cyber Security Center forsøger som gale at genvinde kontrollen og finde ud af, hvem der står bag. Centrets daglige leder Abby (Alexandra Roach) var egentlig på vej på ferie til Marrakesh. Men ingen rejse går som forventet i denne historie.

Hackingen hvirvler mange spørgsmål op. Hvem står bag? Og er nogen i de to centrale universer involveret i forbrydelsen? Hvor omfattende er hackingen? Og det vigtigste: Kan de nå at stoppe toget, inden det når sin endestation?

Politimanden Joe, der er ombord på Heart of London, får kontakt med Abby via en satellittelefon. Der bliver klippet dynamisk mellem historiens to universer.

Vi følger de begivenhedsrige timer …

Sæbeopera-niveau

Seriens overordnede problem ligger i manuskriptet. Det er så miserabelt, at det forurener næsten alt i fortællingen. Bedst beskrevet som fortænkt, fordummende og fuld af klichéer.

Den lille gruppe passagerer tæller blandt andet en journalist, der vil gøre alt for en historie. Ministeren for transport er der selvfølgelig, og hun tænker kun på sin karriere. En pensioneret konduktør, som kørte lige præcis denne strækning. En kronisk kolerisk revisor, der hele tiden brokker sig. En dreng, som er garant for en stor dosis sentimentalitet.

Krisesituationen får det værste frem i både passagerne på toget og hos medarbejderne på centret. Ved sidstnævnte får det de interne stridigheder, som længe har ligget og ulmet under overfladen, til at blomstre op i fuldt flor.

Man forsøger at skabe psykologisk dybde ved hjælp af klichéer og stereotyper. Men personerne føles mere som papirdukker end rigtige mennesker. Karaktererne besidder ingen psykologisk tyngde.

Igennem replikker på sæbeoperaniveau forsøger man desperat at skabe en dybde i karaktererne. Her er et par eksempler:” How well can you know anyone”, ”When we can only see half the picture”, ”There are three types of people in this world”, ”I think alcohol is the last thing we need right now”. Platituderne står i kø.

Gode skuespillere med for lidt at lave

Serien mangler ellers ikke dygtige skuespillere. James Cosmo (Braveheart), Sharon Small (Inspector Lynley), David Threlfall (Elizabeth: The Golden Age), og Joe Cole (Gangs of London, Peaky Blinders). Talenter, som nemt kunne fylde deres roller ud med karisma og personlighed.

Men det klichéfyldte manus giver dem ingen facetter eller nuancer at spille med. Og det er pinefuldt at se dem kæmpe for at tilføje noget meningsfuldt til deres roller.

Der bliver aldrig skabt det fundament, som er nødvendigt for, at vi seere bliver engageret i fortællingen. For hvis personerne ikke føles ægte og vedkommende, kan vi ikke leve os ikke ind i, hvad der sker med karaktererne. Og så føles det i sidste ende ligegyldigt, om passagerne bliver reddet eller ej.

Kun de ydre omstændigheder fungerer. Særligt togets scenografi er autentisk. Det er her lykkedes at skabe en fornemmelse af, at man rent faktisk ser på et tog, der bevæger sig i høj fart.

I BBC-serien Vigil – Døden i dybet (2021) skal et mord opklares på en ubåd. Produktionen er et mesterstykke i, hvordan man skaber intensitet og nerve i et univers, der foregår i et lukket rum. Her evner man at fange den tykke stemning af klaustrofobi og følelsen af magtesløshed, man må have, når man er lukket inde og ikke kan stille noget op.

Ufrivilligt komisk

I stedet for at skabe karakterer med psykologisk tyngde, satser man på den overfladiske spænding. Historien er overlæsset med det ene plottwist efter det andet. Tanken er formentlig, at ligesom passagerne og de ansatte på centeret, skal seeren også miste orienteringen og blive revet med af kaosset. Men det virker bare overdrevet og irriterende.

Efterhånden som serien udvikler sig, er der er ingen grænser for, hvad der skal ske med toget og passagererne. Og man ville ikke blive overrasket, hvis toget pludselig lettede fra skinnerne. Alt det, som skal opleves nervepirrende, er så overdramatisk, at det bliver ufrivilligt komisk.

Nattog mod døden burde få ens hjerte til at slå hurtigt, og man burde ikke kunne løsrive sig fra skærmen. I stedet er den kedelig og på vej ud ad sporet, der leder direkte ind i glemslen.

En af de mange styrker, som BBC’s serier normalt er garant for, er de medrivende og velfortalte historier. Hvor karaktererne føles utrolig ægte og vedkommende, og som man kan leve sig ind i.

Nattog mod døden er undtagelsen – en frustrerende og ligegyldig oplevelse.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: