Anmeldelse: ”Jeg skulle ikke nyde noget af at møde ‘The Penguin’ en mørk aften i Gotham”

Principielt vil jeg egentlig mene, at der er alt for mange spinoffs derude, og at man hellere skulle finde på sine egne idéer end tærske endeløse mængder af langhalm på allerede opfundne universer. Men sommetider må man jo gøre sig en undtagelse. Og det har jeg lyst til at gøre med The Penguin.

Selv for folk, for hvem Christopher Nolans Batman-trilogi er hellig, vil jeg mene, at man har meget at vinde ved at kaste sig over den her cirka otte timer lange serie om en temmelig perifer skurk fra Batman-universet. Den er kort sagt fed.

Og man behøver ikke have noget særligt kendskab til Batman eller hans univers for at se med – faktisk spiller han ingen rolle overhovedet. Bogstaveligt talt.

Man behøver blot have en veneration for hårdkogte mafiadramaer og en sær faible for drab og generel brutalitet. Det er der nemlig en del af i The Penguin.

Katastrofal udvikling

Sjovt nok starter det hele også med et drab. Et uheldigt et af slagsen, som Oswald “Oz” Cobb aka The Penguin tilfældigvis kommer til at foranledige på en mørk og dyster aften. Problemet er, at det går ud over Alberto Falcone, der netop har overtaget styringen med byens herskende mafiabande efter sin fars død. Hvis man endelig skal skyde nogen i Gotham City, er det ikke en god idé at skyde ham, og derfor får Oz røven på komedie.

Først og fremmest får han travlt med at dække over sin forbrydelse overfor sin arbejdsgiver, der sjovt nok også er Falcone-familien. Og det er en temmelig stressende situation, selv om det faktisk lykkes ham nogenlunde at fedte sig ud af miseren ved at få en rivaliserende mafiabande til at tage skraldet.

Derfra går stort set alting den gale vej. Folk bliver skudt og sprættet op, og The Penguin, der egentlig bare er det, man på almindeligt dansk ville kalde forretningsdrivende i en lille/mellemstor virksomhed i mafiamiljøet, står nu midt i det hele.

Det er en ‘dræb eller bliv dræbt’-situation, som dog også drives fremad af The Penguins helt personlige ambitioner om selv at styre “this whole goddamn city”. Han er snu og lumsk, og derfor indgår han en uhellig alliance med Falcone-familiens sorte får, datteren Sophia, der har sine helt egne grunde til at hade sit ophav.

Deres plan er at snigløbe mafiabanderne, der sidder på Gothams narkohandel, med et nyt og revolutionerende party drug kaldet Bliss. Og det er egentlig en lovende plan, hvis ikke det var, fordi det var en ekstremt risikabel plan, som uden at sige for meget udvikler sig katastrofalt.

En kryptisk karakter

Man kan ikke lige se det, men inde bag rige doser af makeup og falske fedtdepoter er det Hollywood-stjernen Colin Farrell, der spiller den manipulerende og gustne rolle som The Penguin. Hvilket han gør glimrende. Jeg skulle ikke nyde noget af at møde ham en mørk aften, men på film fungerer han rigtig godt som frygtindgydende mafioso.

Han er en kryptisk karakter, der kan skifte mellem varme og kulde på et splitsekund takket være sine gode talegaver, men også en karakter man skiftevis har sympati og antipati for. Præcis sådan som det helst skal være i enhver god historie.

I den oprindelige tegneserieånd er man også lykkedes med at gøre The Penguin til en sjov karakter, der kører i en lilla Brian-bil med guldfælge og hører Dolly Parton på anlægget, når ingen kigger. Det kammer ikke over i platheder, men er med til på en sofistikeret måde at skabe en lille humoristisk sprække i mørket.

Hyppige håndgemæng

The Penguin er slet ikke en serie, man sidder og griner af. Det regner hele tiden, og størstedelen af skærmen er praktisk talt sort i hver eneste scene, fordi det enten er mørkt udenfor, eller fordi uhyrlighederne udspiller sig i en dyster gyde, i en kælder eller på en natklub.

Det er selvfølgelig en smagssag, og man skal kunne lide at opholde sig i disse miljøer, selv om der også løber andre, mere bløde spor under den store fortælling.

Især historiesporet om The Penguins ufrivillige protegé, den unge fyr Victor, som tilfældigvis bliver indfanget i den kriminelle verden, fordi han er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, rammer et blødt punkt.

Deres temmelig aparte far-søn-agtige forhold skaber en – vil jeg mene – nødvendig psykologisk dybde i The Penguin-karakteren, som er med til at holde den samlede fortælling interessant hele vejen igennem. Nogen dybt original fortælling kan man jo desværre ikke rigtig få sig til at kalde det.

Ud over at The Penguin altså også selv halter på sit højre ben (deraf navnet), er det svært at få øje på andre kritikpunkter i den her serie, såfremt man er indforstået med den overordnede præmis, nemlig at det er en actionserie med alt, hvad dertil hører af biljagter og hyppigt håndgemæng.

Målt på de parametre får man i den grad bang for the buck i The Penguin.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: