Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Sylvester Stallone flekser igen komediemusklerne i ’Tulsa King’

Af
Claus Nygaard Petersen
17. september 2024
Tulsa King sæson 2 anmeldelse
Sylvester Stallone i 'Tulsa King' sæson 2 / Foto: Brian Douglas/Paramount+/SkyShowtime

Del artikel

Anden sæson af SkyShowtimes underholdende gangsterserie fortsætter de gode takter fra første sæson, og hovedrollen føjer nye lag til sin charmerende hyggeonkel af en gangsterkonge.

Tulsa King sæson 2

Streamingtjeneste: SkyShowtime
Premieredato: 18. september 2024
Genre: Krimi, komedie, drama
Hovedforfatter: Terrence Winter
Medvirkende: Sylvester Stallone, Andrea Savage, Martin Starr, Jay Will, Max Casella, Domenick Lombardozzi, Garrett Hedlund, Dana Delany, Neil McDonough, Frank Grillo m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10

Første sæson af gangsterserien Tulsa King var en overraskende oplevelse.

Hvor man kunne have frygtet, at serien ville være en plat omgang med en endeløs række af karikaturer, overraskede den heldigvis positivt.

Sylvester Stallone er sjældent set bedre de senere år end i hovedrollen som Dwight ’The General’ Manfredi, der efter at være blevet løsladt fra fængslet ikke er tilfreds med den behandling, han får i hjembyen New York.

Tulsa King
Sylvester Stallone i 'Tulsa King'
Foto: Brian Douglas / SkyShowtime

Så selv om han bliver sendt på aftægt i den kedelige Oklahoma-by Tulsa, får den snarrådige gangster snart etableret sig i byen.

Første sæson sluttede på lidt af en cliffhanger, da Dwight blev anholdt af politiet og den romantiske flirt, ATF-agenten Stacy Beale (Andrea Savage).

Dwight bliver dog løsladt ret hurtigt, men skal stadig i retten. Og det er ikke hans eneste problemer i anden sæson af Tulsa King.

Udover uvenskabet med gangsterne i New York, under ledelse af Chickie Invernizzi (Domenick Lomdardozzi), melder der sig også nye modstandere på banen. Den skruppelløse forretningsmand Carl Thresher (Neil McDonough) bryder sig ikke om Dwights tilstedeværelse og alarmerer derfor Kansas City-gangsteren Bill Bevilaqua (Frank Grillo) om den nytilkomnes tilstedeværelse.

Man trænger nemlig ikke bare ind på et nyt territorium, uden at det har konsekvenser.

I de første tre afsnit af anden sæson, som anmelderne har fået til rådighed, sættes der derfor flere konflikter op, som skal kulminere i løbet af sæsonen.

Hvor det her i starten er fattigt på action og direkte konfrontationer, er der stadig masser af den særegne humor, der gjorde første sæson af Tulsa King til en fed krimikomedie-fornøjelse.

Gangsterkongen over dem alle

Tulsa King sæson 2 anmeldelse
Domenick Lombardozzi i 'Tulsa King' sæson 2
Foto: Brian Douglas/Paramount+/SkyShowtime

Serien står og falder med sin hovedrolleindehaver.

Sylvester Stallone har haft en karriere, kun få andre kan matche. I de fleste af hans actionfilm har han altid fyret en eller anden form for kvik bemærkning af, men med Tulsa King har skuespilleren for alvor fået lov til at flekse komediemusklerne.

Stallone har den naturlige aura, som gør, at han altid er midtpunkt i hvilken som helst sammenhæng. Den tilbagelænede attitude fungerer godt til en mand, der ved, at han er så cool, at alle omkring ham stivner af bar benovelse over hans blotte tilstedeværelse.

Tulsa King sæson 2 anmeldelse
Sylvester Stallone og Jay Will i 'Tulsa King' sæson 2
Foto: Brian Douglas/Paramount+/SkyShowtime

Ved at rykke Dwights datter Tina (Tatiana Zappardino) og søster Joanne (Annabelle Sciorra) til Tulsa, bliver karakteren også lidt mere rund og menneskelig. Han har stadig gangsterens kant, men bygger videre på den hyggeonkel, som hele tiden har været meget tydelig i figuren.

Det er måske ikke så underligt, når en af de primære forfattere i Tulsa King er Terrence Winter, skaberen af Boardwalk Empire og en af de toneangivende manuskriptforfattere på gangsterserien over dem alle, The Sopranos.

Trods uenigheder med serieskaber og residerende serieguru hos SkyShowtime, Taylor Sheridan, der gjorde, at Winter blev fyret som showrunner efter første sæson, er det alligevel lykkes de to at nå til en form for enighed, så Winter har en finger med i ikke færre end syv af sæsonens 10 afsnit og manuskripter.

Tulsa King sæson 2 anmeldelse
Neal McDonough, Dana Delany og Sylvester Stallone i 'Tulsa King' sæson 2
Foto: Brian Douglas/Paramount+/SkyShowtime

Det er derfor også den slags dialoger, vi er blevet så forvænt med fra hovedforfatterens tidligere projekter, hvor humoren og det pludselige drama ofte er lige ved siden af hinanden.

Imponerende skurke

Anden sæson af Tulsa King tegner lovende. Især de to skurke kan lave godt rav i den. Frank Grillo er fantastisk til disse højttravende typer, der ikke er bleg for at lade det hidsige temperament tale.

Tulsa King sæson 2 anmeldelse
Scarlet Rose Stallone og Neil McDonough i 'Tulsa King' sæson 2
Foto: Brian Douglas/Paramount+/SkyShowtime

Modsat er Neil McDonough virkelig dygtig til at indgyde isnende ubehag. Skuespillerens udseende, med helt hvidt hår og perfekt ondsindet blik, er velvalgt til at spille op mod Sylvester Stallone.

Når det kommer til en kamp på, hvem kan se mest skræmmende ud uden at sige et ord, er McDonough perfekt i den rolle.

Et andet af første sæsons højdepunkter var dynamikken mellem Dwight og Stacy. Gangsteren og ordenshåndhæveren. Der er ikke så meget af det i de første tre afsnit, men det tegner til, at det kommer senere hen.

Her lyder bønnen så bare, at Terrence Winter og co. ikke kaster Stacy under bussen og ændrer for meget i hendes karakter. Evnen til at navigere imellem rigtigt og forkert bør bibeholdes, da det er en essentiel del af figuren, at hun ikke bare lader Dwight slippe afsted med ulovligheder, fordi hun er lun på ham.

Tulsa King sæson 2 anmeldelse
Andrea Savage i 'Tulsa King' sæson 2
Foto: Brian Douglas/Paramount+/SkyShowtime

I en så testosteronfyldt machoserie, hvor man kan tælle de kvindelige tilbagevendende karakterer på en hånd med fingre i overskud, er det vigtigt, at man ikke bare bruger dem som skakbrikker til at føre plottet videre fremad for mændene.

Det er der heldigvis ikke noget, som umiddelbart tyder på, men det er en balancegang, der nemt kan falde ud til den forkerte side.

Tulsa King er stadig en underholdende serie fra ende til anden, og humoren og krimidelen er godt vægtet overfor hinanden. Sylvester Stallone er en guldklump som seriens ukronede konge, og man kan da også snildt se serien fortsætte i et par sæsoner endnu, hvis kreativiteten holder niveau.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser