Anmeldelse: ’Milliardærøen’ er det norske svar på ‘Succession’ – bare med fisk. Det er overraskende underholdende

Nu ved jeg ganske vist ikke helt, hvilken etymologisk historie, der gemmer sig bag udtrykket ‘at gå i fisk’, men jeg ved da, hvad det betyder. Nemlig at tingene går helt, helt galt, og på den måde er der mere end én parallel mellem den vending og den nye norske Netflix-serie Billionaire Island, eller Milliardærøen, som den hedder på dansk.

Her går stort set alt i, ja, fisk. Og det er faktisk temmelig underholdende.

Serien starter ellers i den alvorlige ende med et dødsfald, som sætter gang i en lavine af uroligheder i et lille lokalsamfund et sted uden for Trondhjem.

Det lyder måske ikke som noget, der minder om successerien Succession, men det gør det faktisk. Milliardærøen handler nemlig også om magt og om to rivaliserende familievirksomheder, Marlax og Meyer Fjordbruk, som begge begår sig indenfor lakseopdræt.

Da en aktionær i Meyer Fjordbruk dør, ser den store chef fra Marlax, Julie Lange, sit snit til at opkøbe sin rivals Gjert Meyers livsværk ved hjælp af en aktiefidus, som man ikke behøver at kende detaljerne i.

Det vigtige er bare, at en årelang hadsk kappestrid er i gang med at kulminere, og at den magtbegærlige Julie Lange ser ud til at blive verdens største producent af såkaldt ‘atlantisk laks’.

Den store fisk æder den lille fisk, som man siger (beklager).

Men opkøbet er der selvsagt en masse, der har tænkt sig at forpurre; navnlig arvingerne til det laksefirma, som nu er på vej i hænderne på deres værste fjende, og derfor begynder de - uden at sige for meget - at lave kriminelle narrestreger.

Naive nordmænd

Milliardærøen bliver af Netflix deklareret med ordene ‘vold, sex, rusmidler, lidende dyr’, og selvom der da er et par stykker, som tager en bane kokain på et tidspunkt, og en af arvingerne får en baghyler iført norsk nationaldragt ind over skrivebordet, så er det ikke nogen voldsom serie målt på hverken det ene eller det andet parameter.

Alligevel vil jeg mene, at fans af Exit sagtens kan se med her, for Milliardærøen er en ret sjov serie, som bygger på den sære tragiske humor, vi kender fra norske film og serier. Måske er det al den myseost, måske er det bare fjordlaksen, men der er altså noget iboende sjovt ved nordmænd – hvilket selvfølgelig også skyldes det faktum, at de taler norsk, og det er i sig selv underholdende.

Jeg er ikke sikker på, det kan siges på en pæn måde, men karaktererne i Milliardærøen er dumme. Man er klogere end dem som seer, og derfor sidder man ofte med sådan en Klovn-agtig trang til at råbe ‘lad være’ til dem. Faktisk er de så naive, at man kan undre sig over, at de nogensinde er lykkedes med at opbygge et guldrandet familiedynasti.

Flade karakterer

Svein Roger Karlsen er virkelig skarp i rollen som den konservative Gjert Meyer, der mentalt ikke har rykket sig, siden faxen blev opfundet, og udseendemæssigt sværger til det overskæg, han anlagde sig engang i 70’erne, cirka samtidig med, at han købte sin Mercedes med lakerede træpaneler. Nu bærer han sin iPhone i et læderetui i bæltet, og han kæmper en svær kamp for ikke at lade sig ydmyge af sin moderne konkurrent fra Marlax.

Den komiske undtagelse er matriarken Julie Lange, der ikke rigtig har noget følelsesliv, men skildres som en kynisk og kalkulerende CEO, hvis eneste menneskelige side kommer frem, hver gang hun tager et stykke snus.

På hver deres måde er de karikerede, og selvom det virker udmærket, forbliver de det meste af tiden nogle lidt flade karakterer, som er svære for alvor at investere sig i. Det er i det hele taget seriens svage punkt, at den hverken på karakterplan er plotmæssigt bliver rigtig spændende. Man kunne godt savne lidt mere suspense, og tilsvarende skrue lidt ned for dukkehus-satiren.

Bare gå planken ud

Henad vejen bliver serien dog mere og mere alvorlig, i takt med at desperationen stiger, og folk stikker hinanden i ryggen for at komme til magten, og det klæder den – og karaktererne – ikke at hvile på de humoristiske laurbær hele vejen igennem.

Særligt Marlax-arvingen Amy Langes personlige historie og kamp for at komme til magten fungerer godt. Hun står til at overtage posten som bestyrelsesformand, så snart opkøbet er gennemført, men bliver på bedste Logan Roy’ske manér snydt af sin egen mor, og det skaber et interessant hævnspor i historien.

På sin vis er det selvfølgelig unfair at sammenligne Milliardærøen med en så god serie som Succession, men der er ikke nogen tvivl om, at de låner fra de amerikanske virkemidler. I sidste ende er den her komedieseries sigte imidlertid at underholde på en straight up gakket måde – fremfor en intellektuel og psykologisk måde, som vi så ovre hos HBO.

Det ville forkert at afsløre, hvordan det hele ender, men det ender ikke helt, som man måske skulle forvente, og i seriens sidste afsnit plantes et frø til en eventuel opfølger. Hvis det sker, vil det klæde serien at gå planken helt ud. Nu har man jo lige fået smag for det.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: