Anmeldelse: ’Megalopolis’ er en megafilm på godt og ondt

Er Megalopolis et mesterværk eller et oppustet makværk? Det spørgsmål rumsterer stadig i mit hoved flere dage efter at have set Francis Ford Coppolas opulente magnum opus

Filmen er en pudseløjerlig science fiction-fortælling, hvor en historie fra antikkens Rom er blevet transporteret til et alternativt USA. I stedet for New York hedder byen, der aldrig sover, New Rome, og en magtkamp udspiller sig mellem den nyvalgte borgmester Franklyn Cicero (Giancarlo Esposito) og den feterede arkitekt og opfinder Cesar Catilina (Adam Driver).

Han vil rive den gamle by ned og bygge en ny, smuk utopia op ved hjælp af et vidundermetal, Megalon, som han har opfundet. Og nå ja, så kan Catilina også stoppe tiden. Ikke at det rent faktisk bliver brugt til noget, udover nogle fine effektskud en gang imellem, men det er ikke desto mindre en mulighed.

Cicero hader arkitekten, som han i sin tid som anklager forsøgte at få dømt for mordet på Catilinas hustru, der forsvandt og døde under mystiske omstændigheder.

Så Megalopolis kan på sin vis koges ned til, at den handler om to stædige mænd, der gerne vil bygge med lige præcis deres specielle byggeklodser og ikke gider dele.

Det er en grov forsimpling, men også rammende, fordi Coppola puster filmen op til at så højttravende og selvhøjtidigt niveau, som den i sidste ende ikke kan bære – eller kan den?

Megalopolis er helt ulig nogen andre film, jeg har set i flere år.

Røde flag

Francis Ford Coppola har aldrig lystret Hollywoods befaling.

Den egenrådige instruktør og manuskriptforfatter havde sin storhedstid i 70'erne, hvor kvartetten The Godfather, The Conversation, The Godfather Part II og Apocalypse Now cementerede Coppolas plads i filmhistorien.

Både før og efter har det været op og ned på filmfronten. Til gengæld etablerede instruktøren sig som en ganske ferm vinmager. Det er da også ved at sælge dele af det imperium, at finansieringen til Megalopolis kom i stand.

Projektet, som har været undervejs siden slut-70'erne/start-80'erne, var nemlig af den slags, som ingen havde lyst til at poste penge i. Udover manglende succesfilm i den senere del af karrieren har Coppolas ry for at ville have fuld kontrol over alle aspekter af produktionen og ikke at ville lytte til råd udefra været et red flag for potentielle investorer.

Rygterne har da også svirret om forskellige aspekter ved produktionen af Megalopolis, som har fået folk til at sige op i løbet af projektet i ren og skær frustration.

Det har nu næppe bekymret Coppola.

For når man har set Megalopolis, er der ikke tvivl om, at han har haft fuldstændig frie tøjler. Det er hans vision, vi ser på lærredet, på både godt og ondt.

Slutningen på en æra

Persongalleriet er fuldt af potentiale. En alternativ form for trekantsdrama bliver sat i scene ved hjælp af Ciceros datter Julia (Nathalie Emmanuel), som bliver mere og mere betaget af Catilina.

Han har til gengæld lige afsluttet en affære med tv-personligheden Wow Platinum (Aubrey Plaza) – der har et finansprogram med titlen The Money Bunny – som derefter beslutter sig for at sætte de opportunistiske kløer i Catilinas onkel, den magtfulde og rige bankmand Hamilton Crassus III (Jon Voight).

Jo, jo, det romerske forbillede med intriger en masse fornægter sig skam ikke. Vi har også en fuldstændig vanvittig fætter til Cesar, Clodio (Shia LaBeouf), som gør alt, hvad han kan for at smadre hans karriere og liv og en hulens masse andre excentriske personager.

Og alligevel føles det ikke, som om Megalopolis kan bevæge sig nok fremad under sin massive vægt af talent og potentiale.

Inspirationen fra virkelighedens Catilinariske Sammensværgelse giver noget bund til fortællingen. Lidt småsvulstig hedonisme springer i ny og næ frem i den ellers ret konservative verden, hvor mænd er mænd, og kvinder er smukke objekter, der lystes efter eller vise gamle koner.

Nuancerne er forsvindende små. Catilina bliver ganske vist fremstillet som et plaget geni, der er lysår foran de andre og bare er misforstået. Der er næppe nogen tvivl om, hvem Coppola identificerer sig mest med.

Skuespillet er tilpas sæbeopera-agtigt til, at det er underholdende det meste af tiden. Problemet opstår snarere, når filmen begynder at tage sig selv for seriøst eller ikke omfavner vanviddet tilstrækkeligt.

Megalopolis havde været vild i 1970'erne. Også i 1980'erne. Men fra sidste halvdel af 90'erne og frem? Dér mangler den vildskab for at kunne følge med.

På mange måder fremstår filmen, som hvis man havde bedt Baz Luhrman om lige at geare lidt ned. Kæben bliver stadig tabt et par gange, og der er stadig nogle bjergtagende visuelle øjeblikke, men i det store hele mangler Megalopolis den vanvittige galskab, den ellers postulerer at være i besiddelse af.

Jo længere tid Megalopolis får lov til at ligge og rumstere i bevidstheden, desto mere begynder filmens mange sprækker og skønhedsfejl at åbenbare sig.

I takt med at de får lov til at slå rod, melder skuffelsen sig også.

Francis Ford Coppola skal have uendelig meget ros for forsøget, men det bliver desværre kun lige ved og næsten. Tiden er løbet fra den gamle maestro og præcis som med det gamle Rom, er det fordums storhed, man husker bedst og ikke den sørgelig slutning, hvor man længes tilbage til fortidens triumfer.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: