Mød karaktererne i Thomas Vinterberg-serien 'Familier som vores'
Thomas Vinterbergs nye TV 2-serie Familier som vores begynder midt i den danske sommer, hvor alt ånder fred og ro.
Men som et lyn fra en klar himmel bliver alt revet fra hinanden. Den stigende vandstand kan ikke længere ignoreres, og regeringen beslutter, at hele Danmark skal evakueres.
Al ejendom er med ét værdiløs, og huse og institutioner lades ensomme tilbage, mens familier, venner og elskende tvinges i hver sin retning.
På deres vej ud af Danmark og ned gennem Europa følger serien en stor, dansk familie og deres nærmeste.
Vi har samlet et overblik over familiemedlemmerne her:
Laura (Amaryllis August)
Laura er seriens hovedperson. Hun er en intelligent 3.g'er, der kommer fra en velstillet forstad til København. Hun passer børn i en SFO for at tjene penge, og faktisk passer hun også på alle andre, især moderen Fanny, der har haft en hård skilsmisse fra Lauras far, Jacob.
Lauras forsøg på at holde sammen på alle bringer hende ud i sit livs dilemma: Skal hun rejse til Frankrig med sin velhavende arkitektfar, hvor fremtiden, mulighederne og kærligheden venter hende? Eller skal hun med det offentlige evakueringsprogram til Rumænien med sin mor og hjælpe hende gennem en ellers potentielt svær tilværelse?
De bedste film og serier med Pernilla, Alba og Asta Kamma August
Elias (Albert Rudbeck Lindhardt)
Elias er 3.g'er på samme gymnasium som Laura. Han er populær og kan løfte den fælles stemning som ingen anden. Elias har egentlig en ældre kæreste, men han falder hurtigt for Lauras lidt uskyldige væsen, kloge hoved og bløde sind. Han kan ikke lade være med at dukke op der, hvor hun er, og bliver kun mere og mere forelsket i hende. Men Elias føler sig også forpligtet til at følge med sin familie til Finland, så han er splittet, særligt da Laura endelig beder ham om at tage med til Paris.
Jacob (Nikolaj Lie Kaas)
Jacob er en succesfuld arkitekt. Han er skilt fra Fanny, som han har Laura sammen med, og er nu gift med Amalie, som han har Mikkel på to år med. De bor i en skøn villa i en velhavende forstad til København. Jacob har tidligere fået jobtilbud fra udlandet, men familien har holdt ham i Danmark.
Han føler en masse skyld overfor Laura på grund af det svigt, hun har oplevet i forbindelse med skilsmissen, og samtidig føler han sig forpligtet overfor sin nye familie. Ansvaret for familiens fremtid og sikkerhed vejer tungt på hans skuldre og gør, at Jacob hurtigt føler sig presset til at løse situationen for alle.
Nikolaj Lie Kaas er på livsfarlig mission i Syrien i traileren til den nye danske film 'Vejen hjem'
Fanny (Paprika Steen)
Fanny er Lauras mor. Hun er freelance-videnskabsjournalist, men har ikke skrevet i en periode pga. stress. Men Fanny insisterer på at klare sig selv, og da Laura prøver at orkestrere, at Fanny også kan komme med til Paris, takker Fanny nej. Hun vil ikke være en klods om benet på nogen – slet ikke eksmanden og hans nye familie.
Fanny er sjov, begavet og noget af et rodehoved. Samtidig er der noget umiddelbart og sårbart ved hende. Hun har en bror, Holger, som hun holder meget af, men de ses ikke så ofte. Den forestående udflytning til Rumænien fylder Fanny med ængstelse, og det er ikke uden grund.
Ugens podcastafsnit af 'Det, vi elsker': Besøg af Paprika og Nikolaj Steen
Amalie (Helene Reingaard Neumann)
Amalie er gift med Jacob og mor til Mikkel på to år. Hun er i midten af 30'erne og et menneske, der vil alle det bedste. Amalie kommer fra en velhavende familie og arbejder som erhvervspsykolog og taler blandt andet flydende fransk. Amalie er et stort familiemenneske og knyttet til dem, der er tæt på hende – inklusiv sin bonusdatter, Laura.
Amalie har stor empati overfor det dilemma, Laura står i – valget mellem at tage med mor eller far – derfor hjælper hun også i al hemmelighed Laura med at undersøge mulighederne.
Nikolaj (Esben Smed)
Nikolaj er bror til Amalie og gift med godsejeren Henrik, som han elsker højt. Nikolaj arbejder i Udenrigsministeriet, og arbejdsdagene er lange, men spændende, og giver ham nogle fordele. Nikolaj er en livsnyder og sætter virkelig pris på, hvordan hans liv har formet sig, både professionelt og privat. Det eneste, han savner, er et barn.
Hvis han bliver forrådt, er han ikke bange for at slå hånden af vedkommende, også selv om det er nære familiemedlemmer. Han taler ikke længere med sin og Amalies far, Bjørn, og prøver at støtte Henrik i at sige fra overfor hans grænseoverskridende bror Peter.
Anmeldelse: ‘Agent’ er en vild karruseltur med filmbranchens sværvægtere
Henrik (Magnus Millang)
Henrik er lykkeligt gift med Nikolaj. Han er godsejer, entreprenør og handler med ejendomme. Henrik arbejder blandt andet på nogle større byggeprojekter, hvor han har hyret svogeren Jacob som arkitekt. Godset har været i familiens eje i generationer, og Henrik har arvet pligten til at bo i barndomshjemmet.
Stedet rummer både traumer og skattede minder, og Henrik og Nikolaj har nu bygget et smukt liv sammen her. Han har et kompliceret forhold til sin grænseoverskridende storebror, Peter, hans eneste nulevende familiemedlem.
Nu får Millang-brødrenes nye komedieserie 'De bedste år' premiere på TV 2
Peter (David Dencik)
Peter er Henriks fremmedgjorte bror. Han er er gift og har to børn. Peter er byggematador, og han er grådig, hensynsløs, og lytter ikke til nogen. Han har snydt og ydmyget sin lillebror, Henrik, mange gange, både som barn og voksen. Som voksne har de to brødre opdelt familiens ejendomme og arvede formue i to separate virksomheder, så de kan undgå at have noget med hinanden at gøre.
Peter vil dog altid føle sig snydt og forfordelt, selv om Henrik er den, der hyppigst bøjer af og lader ham få sin vilje. I Peters verden er det hele altid nogen andres skyld.
Fængselsserien 'Huset' vender tilbage med en sæson 2 på DR
Christel (Asta Kamma August)
Christel er alenemor til Lucas på 11 år og arbejder som receptionist. Hun kommer fra Vestegnen og har lært at kæmpe og stå op for sig selv. Men hun er også hård ved sig selv. Sønnen Lucas betyder alt, og hun vil ofre alt for at give ham den bedste fremtid.
Det er de to mod verden – faderen til drengen er for længst ude af deres liv. Christel har et sundt og godt liv med venner og måske en gang imellem en elsker. Christel og Lucas har, hvad de skal bruge, men bestemt ikke mere end det.
Lucas (Max Kaysen Høyrup)
Lucas er Christels søn. Han er en følsom dreng, som bekymrer sig om verden og fremtiden. Han kæmper med at passe ind, på nær på fodboldbanen, hvor han er et naturtalent. Christel er centrum i hans verden, selv om han også udfordrer hende.
Lucas' anden vigtigste person er Laura, som passer på ham i klubben og hjælper ham med at holde styr på nogle alt for store tanker, som til tider overvælder den lille gut. Laura og Lucas forstår hinanden og er på en måde forbundne. Hans sensitivitet rækker muligvis udover vores verden, og Laura er den eneste, der rigtigt ser det og tager denne side af ham alvorligt.
Holger (Thomas Bo Larsen)
Holger er Fannys storebror. Han er familiens sorte får og har ikke altid kunnet holde sig indenfor lovens rammer. Nu er han beskæftiget som asfaltarbejder i kommunen. Han tager tingene, som de kommer, og holder begge ben på jorden.
Han holder meget af Fanny og har været trist over at se hende kæmpe og miste sig selv på det seneste. Han er også meget glad for Laura, selv om de sjældent ses. Fanny og Laura er kvinderne i Holgers liv.
Her er de danske serier, vi glæder os til i efteråret 2024
Familier som vores er skrevet af Thomas Vinterberg og Bo Hr. Hansen, og Vinterberg selv har instrueret alle syv afsnit. Serien får premiere 20. oktober på TV 2 og TV 2 Play.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: