Anmeldelse: ‘Agent’ er en vild karruseltur med filmbranchens sværvægtere

Der er coke i æsker og ansigter. Der er egoer, der skal stryges. Der er en Thomas Blachman, man for alt i verden ikke skal skylde penge. Og der er kontrakter, der skal forhandles og hentes hjem til nogle af landets største stjerner.

Det er setuppet i serien Agent, der er skrevet og instrueret af Nikolaj Lie Kaas, som for første gang i 16 år – sidst var med Mr. Poxycat – igen står bag kameraet. Esben Smed spiller agenten Joe, der driver et agentur med sin mor, Vibeke (Ina-Miriam Rosenbaum).

Skyld aldrig Thomas Blachman penge

Egentlig går det meget godt for Joe og hans mor. De har navne som Ulrich Thomsen, Dar Salim, Nikolaj Coster-Waldau, Sidse Babett Knudsen og Lars Ranthe i stald, og Joe er et knurhår fra at have en kontrakt for Tobias Rahim i hele Sydamerika i hus.

Hvis det altså ikke lige var fordi, Joe har det med at bruge for mange penge på klientpleje. Så mange penge, at han har lånt 1,5 mio. kr. af Thomas Blachman, og det skal man ikke, hvis man har sit ve og vel kært. At skaffe pengene alt imens han også skal slukke andre ildebrande i firmaet, er plot-motoren i Agent, krydret med en sideløbende historie om Joe som far.

De sure kvinder

Joes indimellem vilde arbejdsliv har det med at gå ud over samværet med datteren Tallulah (fantastisk nyt talent i Selma Sol i Dali Pape) og det er ekskonen, Hannah (Julie Agnete Vang), ikke særligt tilfreds med. Hun truer med kun én månedlig samværsdag, hvis Joe ‘ikke tager sig sammen’ og udviser noget ansvarlighed og f.eks. ikke glemmer at hente Tallulah fra skolen.

Forståeligt nok, men har jeg én lille anke mod Agent er det, at alle de faste kvindelige karakterer er dem, der konstant skælder ud på Joe. Mor, datter, ekskone, damerne fra kommunen. Kun assistenten Line – et helt fremragende nyt skud i Mathilde Arcel – og afsnit fire, hvor Sidse Babett Knudsen kommer ind som en mentalt ustabil Dar Salim-stalkende stjerne, føles som en velkommen lise fra de meget voksne kvinder.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at i en verden, hvor talenter har brug for påtagede forældreroller omkring sig til at tage ansvar, er den ansvarlige, den moralske, den virkelige helt. Men altså alligevel en lidt stereotyp og gammeldags kønsfordeling.

Piedestal-pilleri

Joes berømte klienter bliver spillet af de pågældende skuespillere selv, og deri ligger der megen komik. Størst kegler tager Sidse Babett Knudsen med den usunde fascination af Dar Salim. Men også Nikolaj Coster-Waldau er underspillet sjov som den selvoptagede skuespiller, der ikke kan frigøre sig fra sin seneste rolle, fordi han ‘savner at være konge’. Og Lars Ranthe, der midt i en julekalenderoptagelse ‘føler’, at han nok snarere burde blive træbådsbygger.

Man kunne blive ved, for der er mange virkeligt morsomme scener og replikker – som når Melvin siger, at det ikke må komme ud til hans community, at han har kysset kaukasisk (med Ulla Terkelsen, viser det sig). Jokes, der virker, fordi Nikolaj Lie Kaas ikke bare tager gas på film- og underholdningsbranchen, men fordi de medvirkende også gør grin med sig selv. Deri ligger et stort personligt overskud og en vilje til at pille ved piedestaler i vores berømtheds-fikserede kultur.

Esben Smed – nu med komisk talent

Manden i midten er, selvfølgelig, Esben Smed, der umiddelbart måske ikke virker som det oplagte valg til en komisk hovedrolle. Man anede ganske vist et talent for det sjove i hans rolle som John ‘Faxe’ Jensen i Sommeren ‘92, men siden dengang har det mest været tunge, dramatiske roller, han har kastet sig over med Bedrag-serien og Bille August-filmene.

Jeg var selv en smule skeptisk over for, om han kunne fungere i en komedieserie, men min skepsis blev gjort til skamme. Esben Smed formår at være et usympatisk rodehoved, der gerne lyver, hvis det kan redde en situation og samtidig være hjertet i serien, man holder med, på trods. At kunne slippe afsted med den kombination kræver en naturlig likeability, et nuanceret spil og en god sans for komisk timing. Tre ting, Smed udviser til overflod i serien.

Bedre end ‘Klovn’

Når vi taler om seriens komik, ligger den i samme familie som pinlighedskomikken i Klovn, som Agent har flere ligheder med. Især fordi det som regel går galt for Joe, dels fordi han gerne vil please, og dels fordi han lyver. På den måde er der både noget Casper og noget Frank i ham, men Agent er bedre skrevet, med både flere lag og mere struktur i den overordnede fortællebue, der samler afsnittene og Joes historie.

Serien søger også nogle steder grænserne for ‘det tilladelige’ og der er scener, der tager den derud, hvor nogle givetvis vil græmme sig og blive småforargede. Uden at røbe for meget er det noget, der involverer en vaskemaskine. Men at søge grænserne for, hvad vi må og kan grine af, er det netop ikke hvad god eller i hvert fald interessant komik skal?

Komik er mange ting

Hvis man ikke lige er til den grænsesøgende komik, er der også mange andre slags repræsenteret i Agent. Der er de lårklaskende gode grin, de pinlige ‘åh, jeg kan ikke holde ud at kigge’-øjeblikke og en kærlig, simrende satire på filmbranchen.

På den måde viser Lie Kaas, at han er på toppen af sit materiale. Kompetent, på trods af den begrænsede erfaring, og ikke mindst klar til at lege. For med Agent har han skabt en suveræn ny dansk komedieserie med mange memorable øjeblikke.