Anmeldelse: Sort Samvittighed synger og spiller, så tårerne står i øjnene

Selv de af mine venner, der normalt ikke går så meget i teatret, har allerede billet til Sort Samvittigheds nye forestilling på Betty Nansen Teatret. Siden gruppens ni kvinder slog sig sammen i 2007, har de vundet priser og spillet for udsolgte sale.

Først med med Anne Linnet-teaterkoncerten Hvid magi (2011), siden megasuccesen, der byggede på Tove Ditlevsens liv og digte, Tove! Tove! Tove! (2015), og senest I et forhold fra 2018.

Nu er de endelig tilbage med deres fjerde forestilling, der ganske enkelt hedder gruppens navn og nummeret på forestillingen.

Opdagelsesrejsende på ekspedition

Sort Samvittigheds forestillinger er ikke klassiske fortællinger med en klar handling eller kronologisk udvikling. De har en mere sammensat form, hvor udvalgte tekster, musik og sceniske billeder fortæller om noget.

I deres to første forestillinger var fokus på specifikke kunstnere, mens de i forrige og aktuelle forestilling er gået mere collageagtigt til værks med både egne tekster og gendigtninger af forskellige digteres tekster.

I Sort Samvittighed #4 er det fællesskabet, der bliver undersøgt. De går os i møde på scenen som seks opdagelsesrejsende klædt som pigespejdere fra 50’erne udstyret med instrumenter og med deres tåredryppende signaturmakeup malet ned ad kinderne.

De er “på jagt efter et sted at slå sig ned” og dumper ned i forskellige hverdagsscener, hvor de som fremmede rumvæsner, der aldrig før har set en støvsuger, går på antropologisk opdagelse. Deres fællesskab bliver dog hurtigt sat på prøve, for livets krav og idealer opsluger dem og gør det svært at finde tilbage til hinanden og forbinde sig.

Det kvindelige fællesskab

Således er altså den solide ramme for Sort Samvittigheds mission om at undersøge, hvordan man kan være sig selv i fællesskab med andre. Som vanligt for kollektivet er det med et vidunderligt ufortrødent fokus på det at være kvinde, der allerede slås fast i Ida Marie Ellekildes billedvæg af et scenetæppe, hvor forskellige kvinder fra kulturhistorien pryder rammerne.

Den første scene, de opdagelsesrejsende lander i, er husmoderens hverdag med mental load-monolog og groft talende underliv, der punker dem for ikke at være “i gang”. Signe Egholm Olsen forvandles til et oksende lyserødt gummihandskemonster, der glemmer, hvem hun selv er i alle de huslige pligter.

Derefter går turen til frisørstolen med stort lyserødt Dolly Parton-hår og skønhedsindustriens kapitalistiske mekanismer, der lover velvære og bilder kvinderne ind, at de her kan finde sig selv gennem pynt. En pointe, de demonstrerer ved at påføre sig komisk lange røde næser, de kan konkurrere i længde med, og som får dem til at se tåbeligt klovneagtige ud. Visuelt er scenen sat et sted i 50’erne, men der høres et genkendelsens grin blandt publikum, som bekræfter, at indholdet stadig er pinligt og smerteligt aktuelt.

To meget forskellige akter

Er det så bare en forestilling for kvinder? Absolut ikke. Kvindernes historie er jo et fælles menneskeligt anlæggende, og den storartede humor, som Sort Samvittighed behandler deres stof med, er ikke kønsbestemt.

De favner både det slapstickede, det næsten revyplatte, det quirky og det sofistikerede med stor sikkerhed. Derudover understreger de det allemandsgældende i fortællingen om fællesskabet med en mere kollektivt orienteret anden akt, der tager sig noget anderledes ud end første akt.

Nogen vil måske se det som manglende sammenhæng, men jeg synes, det holder. For her bliver kunsterkollektivets undersøgelse nuanceret i anerkendelsen af, at fællesskabet også kan være en svær størrelse, der kan stramme og støde hinandens “ældgamle grænser”.

Nogle gange er der en grund til, at det er rarest bare at blive i sit eget lillebitte hus, fordi det kræver meget at vælge hinanden til.

Ordene står stærkt (næsten) hele tiden

Sort Samvittighed har gennemgående haft en helt særlig evne til at kombinere det storladent teatralske med det dybfølte i visuelt overdådige scenografier. Det er gennem det, at de især formår at løfte andres tekster i deres iscenesættelse af dem.

I denne forestilling er det dog for en gang skyld ikke de andres tekster, der står stærkest frem. Humoren og det visuelle har så central en plads, at det ind i mellem skygger lidt for teksternes genialiteter, og nogle af dem drukner lidt.

Jeanett Albecks originale tekster står væsentligt stærkere frem i træfsikre og legende kompositioner. Countrysangen om den skønhedsbesatte kejserinde Sisi er fængende og veludført, og det er lige så man får lyst til at brænde bh’en og rejse fluks til Femø under søstersangen “Afsted med alt det du er”, som jeg håber, de udgiver, for jeg har brug for det anthem i mit liv.

Helt uden effekt er gendigtningerne dog ikke, for her findes en af forestillingens mest mærkbare sange, der giver anledning til at folde Rikke Bildes store talent for det sårbare i det grotesk-sjove ud.

Siden jeg så Tove! Tove! Tove! har hendes voluminøse og sjælfulde vokal lydt i mit indre med “Mit hjerte hamrer og hamrer”. Den gjorde stort indtryk, og det gør det også her, når hun synger for på det ualmindeligt smukke Pia Tafdrup-inspirerede nummer “Brændpunkt” iført stort sort skæg.

Missionen lykkes

Hos Sort Samvittighed står budskabet om det fordelagtige ved fællesskabet klart i både arbejdsform og forestilling, som endnu en gang overbeviser. Formen er ny, eller måske nærmere videreudviklet, men samtidig er der holdt fast i alt det, der er dem, og som så mange elsker dem for.

Det sjove, det nysgerrige, det modige, det flotte, det musikalsk spændende og smukke, det vedkommende og den helt særlige evne til at sige noget om os som mennesker, som giver lyst til at snakke og tænke videre.

Pyt med, at sceneovergangene er lidt grove i det på premieren – det skal de nok få spillet sig fra. Pyt med, at dramaturgien kunne være strammet lidt hist og her. Det er ikke det, der tæller. For da kollektivet til sidst inviterer os med i fællesskabet, som jeg nødigt vil spoile, hvordan de gør, er det med tårer i skuespillernes øjne og i mine.

Dér lykkes missionen for Sort Samvittighed nemlig. Dér mærker vi fællesskabets stærke kraft i et samlende, rørende øjeblik, hvor Sort Samvittighed overbeviser os om, at det er smukt, når man færdes i flok.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: