Anmeldelse: 'Lonely Planet' er ærligt talt ikke rigtig tiden værd

Det er bizar oplevelse at sidde og se Netflix-filmen Lonely Planet.

Alle foromtaler har gjort meget ud at forklare, at det er en film om en forfatter, der på et skriveretreat møder en yngre mand, og gnisten imellem dem udvikler sig som en steppebrand.

Umiddelbart lyder det som en hvilken som helst romcom, som streamingtjenesten kværner ud i massevis om måneden. Der er sjældent guld imellem. Serien Nobody Wants This har dog vist sig som en vidunderlig overraskelse i den sammenhæng.

Og hvis der skulle være en ting, der gjorde, at Lonely Planet skulle være noget særligt, er det på grund af sin hovedrolleindehaver Laura Dern, der spiller forfatteren Katherine Loewe.

Skuespilleren har været en fast bestanddel af film og serieverden siden slut-80'erne/start-90'erne med hovedroller i David Lynch-filmene Blue Velvet og Wild At Heart og dinosaurfilmen over dem alle, Jurassic Park.

Derefter fik hun en renæssance med HBO-serien Big Little Lies, og skuespilleren vandt nærmest alle priser, hun var nomineret til, for rollen som advokaten Renata Klein.

Kort sagt, hvis der er én person, som skulle kunne hæve Lonely Planet til noget ekstraordinært, er det Laura Dern. Desværre er skuespilleren langt bedre end resten af den forglemmelige Netflix-film.

Ligegyldigt forhold

Problemet med Lonely Planet er, at den gerne vil tages seriøst.

Filmen har nærmere karakter af drama end romcom, og med det kommer der også nogle klare forventninger. Herunder, at historien og personerne virker troværdige og plausible.

Især med det sidste knækker det for Lonely Planet.

Den unge mand med det kluntede navn Owen Brophy, spillet af Liam Hemsworth, er på retreatet sammen med sin forfatterkæreste Lily Kemp (Diana Silvers). Igennem forskellige små samtaler kan vi stykke sammen, at de har været et par i en god portion år. Hun har endda dedikeret sin bog til ham, og det bliver ikke lagt ud, som om den lige er udkommet.

Derfor fremstår de skænderier, som opstår imellem dem i løbet af de få dage, filmen foregår på skriveretreatet, utroværdige. I hvert fald hvis vi skal købe idéen om, at det her er to intelligente mennesker.

Skænderierne er petitesser. Han er knapt så litterær og derfor som en fisk-på-land på turen, hvor han i øvrigt skal lave en masse telefonopkald i forbindelse med sit arbejde, og så går der ikke lang tid, før hun kaster lange øjne efter den smålækre forfatter Rafih (Younés Boucif).

Om det teknisk set er Owen, der først begynder at kigge til den anden side, virker instruktør og manuskriptforfatter Susannah Grant ikke videre interesseret i.

Alt er tilrettelagt efter, at Katherine og Owen skal ende sammen, bum færdig.

Med tanke på, at Grant også stod bag manuskriptet til Erin Brockovich med Julia Roberts i den Oscarvindende hovedrolle, er det ikke urimeligt at sætte forventningerne i den halvhøje ende.

Uromantisk interesse

Udover problemet med troværdigheden i skildringen af Owen og Lilys brud mangler kemien også mellem Laura Dern og Liam Hemsworth.

Lillebror Hemsworth har ikke det halve af storebror Chris’ charme eller talent, hvilket unægtelig gør det noget svært at købe ham som romantisk interesse for Katherine. Om det er den viden om, at skuespilleren også var lidt af et dumt svin overfor Miley Cyrus, da de var gift, kan ikke udelukkes.

Fakta er dog, at karakteren Owen ikke bliver iscenesat som noget udover det sædvanlige. Det virker mere, som om han er der på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Han kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden person.

Og det bør figuren ikke være, når det kommer til en film, hvor det er en romance, der er i fokus.

Laura Derns præstation kan man ikke sætte en finger på. Faktisk virker det, som om hun langt henad vejen spiller med i en helt anden film end Lonely Planet. Der er en interessant Eat Pray Love-agtig livskrise, som der ikke bliver dykket grundigt nok ned i.

Hun burde være filmens utvetydige fokus, men i stedet bliver der spildt uforholdsmæssigt meget tid på Owen og Lilys parfnidder. I det hele taget virker Lonely Planet som en film, der har mistet meget i klipperummet i bestræbelserne for at nå ned på den magiske halvanden time. Det gør den ret overskuelig at give sig kast med på hvilket som helst tidspunkt.

Med danskerbrillerne på er det sjovt at se Gustav Dyekjær Giese – som er aktuel senere på måneden i kupfilmen De lydløse – medvirke i Lonely Planet som krimiforfatteren Gunnar Norgaard. Navnet får man dog aldrig at vide i filmen, og han har heller ikke en eneste replik. Han står genkendeligt i baggrunden og er genstand for at blive talt til på et tidspunkt, men får ikke selv lov til at bidrage med noget.

Lonely Planet er ærligt talt ikke rigtig tiden værd. Laura Dern er god, resten er virkelig ikke, og i forhold til det kuriøse i aldersforskellen bliver det heller aldrig udforsket i filmen. Se i stedet The Idea of You for den del og ellers Nobody Wants This for en krøllet, hjertevarm og medrivende kærlighedshistorie.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: