Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Anne Hathaway udlever en 40-årig fraskilt kvindes hedeste drøm i ’The Idea of You’

Af
Claus Nygaard Petersen
2. maj 2024
The Idea of You anmeldelse
Nicholas Galitzine og Anne Hathaway i 'The Idea of You' / Foto: Prime Video

Del artikel

Prime Videos nye romantiske komedie med Anne Hathaway og Nicholas Galitzine har en genkendelig, men ikke desto mindre fin kærlighedshistorie om et umage par, man godt gider svælge i.

The Idea of You

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 2. maj 2024
Genre: Romance, komedie
Instruktør: Michael Showalter
Manuskriptforfatter: Michael Showalter, Jennifer Westfeldt
Medvirkende: Anne Hathaway, Nicholas Galitzine, Ella Rubin, Annie Mumolo, Reid Scott, Perry Mattfeld m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 56 minutter

Hvad der på overfladen ligner endnu en studentikos fanfictionhistorie om, hvordan det mon ville være at hooke op med en Harry Styles'esque musiker i The Idea of You, viser sig at have meget mere at byde på.

Præmissen i Robinne Lees bogforlag og filmen er ret enkel.

The Idea of You anmeldelse
Nicholas Galitzine og Anne Hathaway i 'The Idea of You'
Foto: Prime Video

Den 40-årige fraskilte Solène (Anne Hathaway) tager med sin teenagedatter Izzy (Ella Rubin) til musikfestivalen Coachella. Her skal de se og møde hendes yndlingsband August Moon, tidens mest populære boyband.

Ad omveje ender Solène i en trailer, hvor hun møder et af medlemmerne, britiske Hayes (Nicholas Galitzine). Tiltrækningen er umiddelbar, og snart rejser de verden rundt henover sommeren, hvor hun følger ham på resten af bandets turné.

The Idea of You anmeldelse
Ella Rubin og Anne Hathaway i 'The Idea of You'
Foto: Alisha Wetherill/Prime Video

Der, hvor The Idea of You bliver mere Notting Hill end After, er i skildringen af relationen. Fordi Solène er ældre end 24-årige Hayes, er der den klassiske diskurs om aldersforskel.

Men det gør også, at Solène som karakter er langt stærkere og selvsikker end de kærlighedssyge karakterer, vi ellers er blevet stopfodret med de senere år i lignende film.

Resultatet er en romantisk komedie med en overraskende dybde og følelsesmæssigt punch.

The Idea of You anmeldelse
Nicholas Galitzine i 'The Idea of You'
Foto: Alisha Wetherill/Prime Video

Rom-com-veteran

En af hovedårsagerne til, at The Idea of You fænger, skal i høj grad tilskrives instruktør og medmanuskriptforfatter Michael Showalter.

Den dygtige instruktør står blandt andet bag kultserien Wet Hot American Summer og den hjertevarme rom-com The Big Sick.

Med en solid baggrund i kvalitetskomik og dertilhørende fin sans for, hvordan man skal bruge drama som kontrast, har han med The Idea of You lavet en af den slags romantiske komedier, man altid kan sætte på.

The Idea of You anmeldelse
Nicholas Galitzine og Anne Hathaway i 'The Idea of You'
Foto: Alisha Wetherill/Prime Video

Med en længde på lige knap to timer er den perfekt til både en date-night og som hyggefilm i eget selskab med yndlingssnacken – og nej, det er ikke Nicholas Galitzine, der refereres til.

Selv om skuespilleren virkelig er god som den her overjordiske drømmefyr, der popper ind i den fraskilte kvindes liv.

De er et umage par, men man køber, hvordan de sammen komplementerer hinanden mentalt på et højere niveau, end omgivelserne umiddelbart skulle tro muligt.

At man overhovedet køber det, skyldes ikke mindst Anne Hathaway og Nicholas Galitzines samspil.

Begge leverer troværdige præstationer individuelt, og især Hathaway får effektivt gestaltet en moderne kvinde, som har styr på livet, men mangler den sidste del, der kan give hende den glæde, hun ikke vidste, hun manglede.

Galitzine en fin drømmefyr, men fanger også den dybde, som er i Hayes. Showalter og medmanuskriptforfatter Jennifer Westfeldt giver popdrengen nogle fine små baghistorier, der, i takt med at de bliver udfoldet i løbet af filmen, fremstår som små kærlighedserklæringer.

The Idea of You anmeldelse
Nicholas Galitzine og Anne Hathaway i 'The Idea of You'
Foto: Prime Video

Det handler om tillid for de to, og især Solène har ikke megen tiltro til mænd og til omverdenen, efter at hendes ægteskab er gået til grunde på grund af utroskab fra eksmandens side. At han så også virker til at være en kæmpe nar, man ikke forstår, hun har været sammen med, skøjtes der måske lige lovlig let og elegant henover.

Den svære kærlighed

Selv om The Idea of You har forudsigelige elementer, formår den alligevel at overraske.

Selv om Solène er mere selvsikker end den gennemsnitlige forelskede person i en rom-com, har hun stadig usikre momenter. Når hun for eksempel skal ligge omkring poolen med Hayes, resten af bandet og deres piger, skræmmer synet af de unge spændstige kroppe den modne kvinde. Resultatet bliver derfor en god oversize tunika og en hvid løgn om hudkræft i familien.

The Idea of You anmeldelse
Nicholas Galitzine i 'The Idea of You'
Foto: Alisha Wetherill/Prime Video

Scenen er fin, om end lidt pudsig med tanke på, at vi i en tidligere montage har set Hayes og Solène boltre sig i havet, hvor hun er iklædt bikini. Men der var de selvfølgelig også bare de to alene. Sat overfor de nogle-og-20-åriges fordømmende blikke skal der ikke meget til at trigge selv de mindste usikkerheder.

Og omverdenen ér fordømmende. Både pga. deres aldersforskel, og fordi han er berømt, og hun er ganske almindelig, medfører det jalousi fra fremmede, venner og ekser. Alle har en mening, især dem online. Spurgt!

Selv om der er mange udefrakommende omstændigheder, som påvirker deres liv, holder Showalter hele tiden fokus og vender tilbage til Solène og Hayes. Der er deres romance, som driver handlingen frem, og det er den, man sidder ude på kanten af sofaen og græder snot over hver gang, der kommer et bump på deres kærlighedsvej.

The Idea of You er den romantiske komedie, du har brug for i dit liv, indtil sæson tre af Bridgerton kommer, og det er den, som skal tage abstinenserne, når du har brug for en rom-com og ikke orker at se Notting Hill eller Pride and Prejudice nok en gang – men okay, hvornår gør man ikke det?

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste