Anmeldelse: Det er en trist erkendelse, men ‘Jomfru Maria’ må være den dårligste film i Anthony Hopkins’ karriere
Jomfru Maria
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 6. december 2024
Genre: Drama
Instruktør: D.J. Caruso
Manuskriptforfatter: Timothy Michael Hayes
Medvirkende: Noa Cohen, Ido Tako, Anthony Hopkins
Land: USA
Spilletid: 1 time og 52 minutter
Det kan virke en smule omsonst at forklare historien om Jomfru Maria. Den er podet ind i os alle sammen fra barnsben, og om ganske kort tid kommer mange af os til at stå og synge om hende og hendes navnkundige søn, den store frelser, mens vi lister rundt om juletræet. Så lad os springe den del over.
Hvad der næppe er mange, der har hørt, er, at der er kommet en ny film om Jomfru Maria på Netflix. ’Jomfru Maria’, som den ganske enkelt hedder, har ikke skabt meget postyr frem mod sin premiere – og det endda på trods af, at Anthony Hopkins spiller en bærende rolle, nemlig som Kong Herodes.
For hans egen skyld kunne man godt håbe på, at det er en film, der går i glemsel temmelig snart. Det må simpelthen være den dårligste film, den nu 86-årige prisvindende skuespiller har medvirket i. Hvis ikke det var, fordi jeg af hensyn til mit arbejde måtte se filmen færdig, havde jeg ikke gjort det. Der er tale om 1 time og 52 minutters melodramatisk ørkenvandring gennem en af historiens – hvis ikke lige frem dén mest slidte fortælling nogensinde.
Det er på sin vis imponerende, at historien om Jomfru Maria og Jesus’ fødsel, der indiskutabelt rummer en vis stamina, kan blive fortolket og formidlet så kedeligt, som tilfældet er i denne film. På den anden side skal jeg være den første til at indrømme, at lige netop de bibelske fortællinger aldrig rigtig har vakt stor eufori, så måske har forlægget bare aldrig været så godt.
Kreativ frihed
I ‘Jomfru Maria’ bliver der imidlertid taget visse kreative friheder med hensyn til fortællingen, og det kunne der jo godt komme noget positivt ud af. For eksempel kommer ikke kun Jesus, men også hans moder til verden ved hjælp af et gudeligt mirakel. Det fornemmer man i filmens begyndelse, hvilket i sig selv er lidt af et mirakel. For det første kvarter af filmen er rent kaos.
Man forstår stort set ikke, hvad der foregår. Hingste galopperer i en flod, en mand vandrer gennem ørkenen, pludselig er ærkeenglen Gabriel der, pludselig er han væk igen. Puf! Vitterligt væk. En soldat – eller er han en munk, eller en royal håndlanger? – man ved det ikke – står og diskuterer med en kvinde i en mørk svalegang. Tingene er ved at ændre sig, siger hun.
Man aner ikke, hvad de snakker om, men der er bare gang i noget seriøst, det kan man mærke på stemningen.
Man ser smukke, uskyldige børn, der klukler og leger, mens de løber gennem en olivenlund i slowmotion. Skaberne af den her film er besatte af slowmotion. De kan slet ikke få nok, men behøver jeg at sige, at man ikke som seer har en grænse?
Æstetisk placerer den sig et sted mellem en reklame fra Den Gamle Fabrik og ’Game of Thrones’. Patossen er tyk som bare fanden, og voldsfascinationen er kolossal.
Det hele er bundet op på Jomfru Marias liv. Man er med til hendes fødsel, der ligner noget betalt content fra Nivea (der er strygermusik på), og man er med hende, da hun går i tempel for at hellige sig Gud. Her lever hun en asketisk tilværelse, hvor hun vasker tøj og skurrer gulvet, indtil hun en dag møder Josef. Ja, dén Josef, i den her film er han bare ikke tømrer, men stenbrudsarbejder, men det betyder ingenting.
Det slår hurtigt gnister mellem dem. Eller det vil sige, Josef bliver ramt af lynet (eller Gud?) og bliver hovedkulds forelsket i Maria, og efter et enkelt møde, hvor de ikke udveksler andet end et par ord, bliver de gift. Det finder sted ved noget, der nok bedst kan betegnes som et tvangsægteskab, og Maria er da også lidt loren ved det hele.
“Så hvad synes du?” spørger hendes mor, efter de er blevet gift.
“Han er meget flot, mor,” siger Maria.
Er det en rom-com nu? tænker man, men så vælter problemerne ind. Maria bliver gravid efter at have snakket med ærkeenglen Gabriel, og det er jo ikke en super situation for en nygift jomfru pludselig at være med barn. Rygtet går i Jerusalem, alle snakker, og nu vil Kong Herodes bare gøre det af med hende. Der skal ikke komme nogen nyfødt lille frelsersøn og frelse det folk, som han hersker over og rask væk slår ihjel, så snart de stritter lidt imod.
Jomfru Maria og Josef flygter til Betlehem med Herodes’ soldater i hælene, og så går det hverken værre eller bedre, end at Jesus bliver født i et lille skur.
Herpå følger så endnu en flugt, hvor Jomfru Marie og Josef kommer i blodig infight med nogle soldater, inden de hopper op på en hingst og hamrer mod Jerusalem for at vise Jesus frem.
Jeg har set alle de nye julefilm på Netflix – og en var næsten for pinlig. Selv for mig
Plot uden motor
Selvom vi kender historien så godt, og den er blevet fortalt så mange gange, er det forbløffende svært at finde – eller endnu vigtigere – mærke den fortællermæssige motor i ‘Jomfru Maria’. Man får meget sympati for Maria, der spilles fint af Noa Cohen, men man forstår ikke hendes mission eller kamp på et dybere plan. Skulle man det, skulle skaberne have botaniseret mere i religionens psykologi.
Her bliver det meget bare de gode mod de onde i en hæsblæsende og rodet eventyrfilm. Hvis ikke man kendte historien i forvejen, er det min påstand, at filmen slet ingen mening giver.
At Herodes er den onde hersker, står dog lysende klart i Anthony Hopkins’ bistre fortolkning, som i sig selv ikke fejler noget. Han spiller glimrende som led satan, men det er desværre ikke nok til at løfte den samlede filmiske præstation. Prince ville også lyde som en idiot, hvis han spillede i et band som Nickelback. Det er facts.
Her er de bedste internationale film i 2024
I sidste ende står det meget uklart, hvad ‘Jomfru Maria’ egentlig er for en film. En kærlighedsfilm, en actionfilm, en sci-fi, en film om tro eller kristendom? Som bekendt falder det sjældent særlig godt ud, når man vil være lidt af det hele. Og selvom ‘Jomfru Maria’ visuelt er en meget flot film, fremstår den så meget desto mere hul i al sin pompøse vælde, når kernen ikke er på plads.
Såfremt der er en gud derude, kunne han godt have kastet lidt mere glans over den her film.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: